أَرَأَيْتَ مَنِ اتَّخَذَ إِلَهَهُ هَوَاهُ أَفَأَنتَ تَكُونُ عَلَيْهِ وَكِيلًا
أَمْ تَحْسَبُ أَنَّ أَكْثَرَهُمْ يَسْمَعُونَ أَوْ يَعْقِلُونَ إِنْ هُمْ إِلَّا كَالْأَنْعَامِ بَلْ هُمْ أَضَلُّ سَبِيلًا

Tænker du nogen sinde på den person, som har taget sine egne lyster og længsler som sin guddom? Vil du være hans vogter (og dermed tage ansvar for ham)?

Eller tror du, at de fleste af dem (virkelig) hører og tænker sig om eller forstår? De er blot som kvæg (og følger deres egne instinkter). Nej, de er mere ligeglade med den rette vej (og derfor i større nød for at blive retledt end kvæg).
(Al-Furqan 25: 43-44)

At guddommeliggøre sine lyster og længsler betyder, at man forfølger sine lyster og længsler for enhver pris og lader tilfredsstillelsen af disse være selve formålet med livet. Den største forhindring for at tro på Gud eller blive knyttet til Hans Religion, er ens kødelige længsler, der driver mennesket til at jagte tilfredsstillelsen af disse, hvad enten de er tilladte eller ej. Guds Sendebud, må Allahs ypperste velsignelser og fred være med ham, advarede: "Af alle de falske afguder, der tilbedes under himmelen, er den værste i Guds øjne, tilbedelsen af ens egen kødelige og ondsindede ego." (At-Tabarani, vol 8, hadith nr. 7502).

Når vi lader os drive af vores egne længsler og lyster mister vi til sidst fuldstændig kontrollen og Satan får fat i den tykke ende. Vi kender det alle sammen. Vores lyster og længsler kalder hele tiden på mere og mere, og selv om vi forsøger at få dem stilnet ved at mætte dem, er det totalt og aldeles umættelige. Mætheden varer højst et kort øjeblik – en dag, en uge eller lidt mere i bedste fald, og så er længslen eller lysten der igen og kalder igen på at blive tilfredsstillet. Og det er fuldstændig lige gyldigt om vi taler om længslen efter den ene eller den anden ting eller oplevelse.

At forfølge længslen og lysten er at forfølge kortfristede mål. Man kan tilfredsstille sin lyst og sin længsel på kort sigt, men ikke på langt sigt. Men langt mere vigtigt er det for os at gå efter de langsigtede mål, og det gør vi først og fremmest ved at båndlægge vores længsler og lyster – i hvert fald dem af dem, som kommer fra vores ego, som hele tiden presser på. De langsigtede mål er dem, som vi når ved først og fremmest at begrænse vores trang til at forfølge de kortsigtede, for så længe vi løber efter dem, er der ikke tid til at se det lange træk fremad.

Kroppen er vores kloster. I hinduismen, buddhismen og kristendommen går stærkt søgende mennesker i kloster for på den måde at begrænse sig udadtil. De erkender, at hvis mennesket skal udvikle sig indadtil og ophøre med at være som dyrene eller faktisk værre, så er det nødvendigt, at man begrænser sine aktiviteter udadtil – eller at man holder op med at løbe efter alt det glimmer, som verden har at tilbyde i alle mulige former.

I Islam har vi valgt en anden vej. Vi isolerer os ikke fra verden omkring os, men genkender dog det overordnede princip i, at hvis man vil udvide indad, må man begrænse sig udad. Vil man gå til højre, kan man ikke gå til venstre samtidigt. Man må vælge, og Islam er vejen til en vandring ind i de dybeste lag af menneskets formåen