Bismillahi’l-Rahmani’l-Rahim
Intet fra salaf-Olama er i modstrid med hvad Hizb står for eller i modstrid med den Aqeeda som hizb-medlemmer bærer på.
Der er konklusionen på hele den nedenstående tekst. Lad os se nærmere.
(teksten kan indeholde stave- eller grammatiske fejl - beklager - I skal BEMÆRKE at det ikke er en officiel Hizb-tekst)
Indledning
En række personer, som har interesse i at lave fitnah, er årsag til at jeg har startet denne tråd. De slynger deres sværd rundt og halshugger alle de muslimer, som de mener ikke følger ahl al-sunna wa al-jamah. Og det på trods af, at de enten ikke har læst tilstrækkeligt eller forstået en gram af det, som de tidligere klassiske olama har skrevet.
Diskussion blandt de klassiske olama, om khabr ahad skulle tages i aqeeda, er bl.a. det, som denne tråd vil omhandle. Der er desværre muslimer som brænder stort set AL DERES TID på at dolke andre muslimer og anklager dem for at være hyklere eller vildledte. Desværre er der mange i dag, som citerer olama, uden at de har studeret deres værker grundigt. Tit og ofte møder man personer som siger at olama siger det ene og det andet, men når man spørger dem om hvor det præcist er beskrevet eller om han/hun måske har læst lidt længere i olamas forklaringer, så ved de ikke rigtigt. Og igen tit er der folk, som siger at de har hørt fra en anden som har hørt fra en anden osv. (det er de færreste som selv har undersøgt emnet i dybden).
Kritik er nødvendigvis ikke et problem, men når man ikke studerer tingene grundigt, og angriber andre med en barnlig og fjendtlig tone, og kalder andre sekt osv., så er det på ingen måder en islamisk fremgangsmåde og kan føre til fitnah blandt muslimerne. Der er desværre de uvidende personer, som mener at Hizb-folk er vildledte fordi de adskiller mellem Aqeeda og Sharia, samt mener at Iman ikke svinger og de uvidende personer som anklager hizb-folk for at være en sekt pga. holdningen om at khabr ahad ikke er egnet til Aqeeda. " dem som ikke tager khabr ahad i Aqeeda er afvigere," eller " at ikke acceptere ahad i Aqeeda betyder at en person ikke tror på Aqeeda," eller at " de har problemer og fejl i deres Aqeeda," osv. er desværre hvad man ligger øre til. Uden at tage særlig meget hensyn til Allah(Subhana wa ta'ala), så fyrer man den ene løgn af om hizb efter den anden, og anklager hizb for at dræbe Aqeeda.
Nogle salafiin anklager sufister for kuffar og kalder hizb for mutazila, og nogle sufister kalder salafiin for hyklere og hizb for ikke-sunni, og så begynder mudderkast, pga. at man kun anser sig selv for ahl al-sunna wal jamah.
Jeg vil inshaAllah prøve at give et klart billede af hele diskussionen om Aqeeda. Og så kan folk selv tage stilling.
Som indledning kan det med det samme oplyses, at Olama opdeler ahadith i Mutawatir og ahad hadith, og langt de fleste olama sagde at ahad hadith indebar Dhann (tvivl) og derfor optages de ikke i Aqeeda. Nogle sagde endda at der overhovedet ikke er tvivl om, at de absolut ikke må tages i Aqeeda. Dette er kendt for dem, som læser usul al fiqh værkerne blandt de klassiske olama. Men ukendt for dem som blot har hørt om det.
I Usul ul-Fiqh bøgerne I det islamiske universitet I Medinah, som hedder Tas-heel Al-Wusul Ila Fahmi 'Ilm il-Usul (vejen mod forståelsen af viden indenfor usul, dvs. de islamiske juridiske principper), skrevet af Abdul Muhsin bin al-'Abbad, på side 56, skriver han: "...der er forskellige meninger vedr. Ahad hadith. Nogle olama sagde at de ikke er absolute og de bliver det heller ikke med støtte, og de udgør ikke andet end tvivl (dhann)”. Andre sagde, Khabr ul-Wahid(som betyder det samme som khabr ahad, det er et synonym som også bruges i værkerne omkring hadith, altså khabr ul wahid) er tvivlsomme, men med støtte så kan de blive absolutte og opnå ilm, som fx Sahih Bukhari og Muslim...
Ud fra dette vil jeg nu prøve at opklare, fra en objektivt vinkel dette emne og må Allah (Subhana wa ta'ala) være vores vidne og gøre den korrekte holdning klar for muslimerne.
1- Aspekter i Islam
Islam er opdelt i emner relateret til Aqeeda og iman som d-dag, engle, Jannah, Jahannam, tidligere Profeters historier osv. Og det andet er ahkam sharii, som salah, faste, afholde sig fra zina osv.
Omkring emner relateret til iman, så er der eksemplet med profeten Saleh (as)’s historie, nævnes i Quran i Surah 91:11-1 4.
Versene omtaler historien om profeten Saleh (as) og om hvilke mirakler han fik fra Allah. Om kamelen som blev dræbt osv. Siden historien er nævnt i Quran, så skal vi være overbevist om at der var en profet ved navn Saleh. Disse ayat kræver ingen handlinger, men udelukkende overbevisning, sagt med andre ord Iman.
Et andet eksempel kunne være versene om Isa(as)’s fødsel og at han ingen far havde. Disse vers kræver alene overbevisning og ikke handling og dem som ikke tror på disse vers er ikke muslimer.
Allah (Subhana wa ta'ala) siger: (wa ataw zakat) og betal Zakat.
Dette vers er tydeligt anderledes end de tidligere (om Saleh og Isa(as) ). Verset viser at det er en ordre fra Allah (Subhana wa ta'ala) om at udfører denne handling. På samme måde med eksempelvis udførelsen af Hajj. Allah (Subhana wa ta'ala) siger; Hajj er forskrevet jer.
Mange regler ang. Hajj bliver nævnt og dem skal vi tage imod, når vi skal udfører hajj.
Der er en klar adskillelse ml. ayat vedr. Iman og ayat vedr. (amal)handlinger og det er ikke en teoretisk adskillelse. Fordi den som ikke tager imod historien om tidligere profeter og deres liv/historier er ikke længere muslim, hvorimod den som ikke betaler Zakat el. ikke udfører hajj er enten fasiq(oprøre) eller dhalim(undertrykker). Hvis han udfører handlingen med den overbevisning om, at ayahen/verset er ugyldigt eller forkert, så er vedkommende kafir.
Den islamiske stat vil tage sig af sagerne vedr. ulydighed:
- drikke vin 80 piskeslag
- zina 100 piskeslag
- ægteskab og zina stening
Den som eksempelvis bliver stenet til døden vil dø som muslimer. Og det ved vi fra;
Hadithen; om kvinden fra Juhaynah stammen som indrømmede at hun havde begået zina og det blev hun så straffet for. Imens sahaba stenede hende, så fik en af dem blod på sit tøj og det gjorde at han begyndte at forbande hende. Så sagde profeten salla lāhu 'alayhi wa sallam:
"O Khalid! Jeg sværger ved ham som har min sjæl I sin hånd, hun bad om tilgivelse på sådan en måde for sin synd, at hvis en spurgte på sådan en made så ville han blive tilgivet”. (Ahmad & Muslim)
Dette er i modsætning til den, som eksempelvis benægter engle, han vil blive betragtet som murdad (frafaldet). Der vil i dette tilfælde blive diskuteret med ham om hans fortrydelse, og hvis han insisterer på kufr, så vil han blive henrettet af Khilafah staten og han vil dø som kafir, til forskel fra hadithen med kvinden tidligere, som vil dø som en muslim, der overtrådte ahkam.
I Islam er der forskel på den som ikke adlyder og den som benægter.
Fx:
- Isa (as) er Allahs søn
- Gå rundt med kors
- Eller at styrer med kufr lovgivning og mene at den er bedre end Allahs shariah
Allah vil på dommedagen se på muslimernes handlinger og iman.
Kufr tilgives ikke, men synd tilgives og muslimerne er garanteret at få Jannah før eller senere.
Men en person som drikker og siger at det ikke er haram har et helt andet problem. For han benægter og det føre ham væk fra imans lejr. Ergo ikke-muslim.
Der forskel på den som drikker og ved at det er forkert og den som benægter Engle.
Det skal være klart nu at, i islam er der to aspekter:
- emner om iman
- emner om ahkam
Arabisk. Iman og Aqeeda. Fundamentet/grundlaget.
Arabisk. Ahkam Shariah. De islamiske love.
Det er klart i alle ideologier, at der er et fundament og på basis af det udspringer der systemer, love og regler.
2- Definition af Aqeeda:
Ordet kommer fra Aqada på arabisk, som betyder at binde ting sammen på en hård måde/en måde hvor man ikke kan åbne knuden igen. Nogle siger at ordet ikke bliver brugt i Quran, men det er ikke rigtigt, for ordet Uqood bliver brugt og det er et ord som kommer fra aqada.
Allah Ta'ala siger i surat ul-Ma'idah 4:13; ”O I som har iman! Opfyld jeres Uqood (kontrakter)."
Ordet uqood er en kontrakt som binder to personer sammen i en transaktion. På samme måde forbinder Aqeeda ting sammen.
Aqeeda, som term er blevet brugt af olama, som imam Shafii, Hanafi og ibn Taymiyyah. Det blev brugt som ”det som hjertet binder en knude om”. Denne metaforiske forklaring er meget klar, men stadig er der nogle som tror, at dette organ som pumper blod, bliver åbnet og syet efter man lige har mast nogle tanker og ideer derind. Forklaringen viser at det der menes er absoluthed og ingen plads til tvivl. Aqeeda er den absolutte sandhed, som stemmer overens med menneskets natur og fylder hjertet med tryghed og ro.
På dansk findes ikke et ord som udtrykker niveauet af absoluthed om Aqeeda. Det er ikke bare, at man tror eller ikke tror, på arabisk er der stor forskel på tasdeeq(tro) og tasdeeq Jazim(absolut tro). Tasdeeq er tro og Tasdeeq Jazim er overbevisning/iman.
Fx Hvis en fortæller om en bilulykke og derefter en anden gør det samme og en tredje fortæller om det samme osv. Beretningens troværdighed stiger, når der er flere troværdige personer som fortæller, det samme som er hændt.
Indenfor Aqeeda skal beretningen endda være endnu stærkere for det er grundlaget for mennesket, livet og universet og dets forhold med det der er før, efter og relationen mellem disse.
Aqeeda er overbevisningen, om at Allah er skaberen og har sendt Quran som miraklet gennem sit sidste sendebud Muhammad salla lāhu 'alayhi wa sallam. Dette er (tasdeeq Jazim/absolut overbevisning).
3- Definitionen af Hukm Sharii
Definitionen er meget klar blandt de muslimske jurister, ”lovgiverens tale relateret til tjenerens handlinger”.
Irshad ul-Fuhool af Ash-Shawkani på side 6; hvis Allahs tale er relateret til handlingerne, så kaldes den hukm sharii og hvis den ikke er det, så kaldes den ikke en hukm sharii, men overbevisning(absoluthed) som fx historien om Saleh (as).
Samme jurist definerer fiqh, som: at have viden om de praktiske regler (al-Masai'l al-Amaliyyah) som er udledt fra deres detaljeret beviser.
Amaliyyah er praksis som hukm, der er til amal (til handlinger) og de sager som ikke har noget handlinger at gøre betragtes ikke som fiqh.
De ting som er nævnt i Quran om handlinger kategoriseres, som Ayat ul ahkam (vers om love og regler) derfor ser vi olama, som Imam Shaf'ee, Imam Abu Bakr ibn Al-Arabi, Al-Qurtubi, og Al Jassaas, skrive bøger og tafasir om ayat ul ahkam.
4- Findes der en forbindelse mellem Aqeeda og Hukm Sharii?
I høj grad er der en forbindelse mellem dem:
A; Aqeeda er fundament hvorfra der udspringer love og regler (sharia). Ligesom fundamentet for en bygning – hvorefter den bygges. Man kan sige at Aqeeda er fundamentet og strukturen er ahkam.
B; at alle regler skal have et bevis fra selve fundamentet. Lovgivnings kilder er jo en del af Aqeeda.
C; handlingen foretages grundet iman. Det er iman som skaber dynamikken/motivationen for udførelse af handlingen. For hvis handlingen eksempelvis er islamisk, men iman ikke er tilstedet, så betyder handlingen intet. Fx når en person betaler zakat eller afholder sig fra alkohol m.m. Så selvfølgelig er der et nært forhold som følges ad mellem Aqeeda og hukm sharii. Aqeeda uden handlinger ville være en meningsløs filosofi og handlinger uden iman ville være meningsløse. Muslimer skal tage hele islam til os og det vil sige, både iman og ahkam (reglerne).
Nogle påstår at der ingen forskel er mellem iman og handlinger. De påstår at islam ikke laver denne adskillelse og det gjorde Sahaba heller ikke. Dette passer ikke for islam laver adskillelsen mellem Aqeeda og handlinger. Der er fx flere Quran vers som siger ”O, I som har Iman og handler retskaffen…” Dvs. Allah(Subhana wa ta'ala) adskiller iman og det at handle retskaffen. Hvis det var det samme, så hvorfor ikke blot ”O, I som har Iman”!
Sahaba(ra) havde emnet på plads. De behandlede folk som overtrådte ahkam, forskelligt i forhold til dem som benægtede. For hvis iman og amal(handlinger) er det samme, så ville enhver overtrædelse betyde at iman var væk og så ville folk være frafaldet. Udover det, så ville det ikke give mening at mennesker kunne begå fejl og hvorfor skulle Allah (Subhana wa ta'ala) så nedsende et straf system, for at straffe folk forskelligt i forhold til en overtrædelse, når en overtrædelse ikke alene betød synd, men også at iman nu var væk. Sahabas adskillelse viser i deres eksempler deres rene forståelse;
Eksempelvis Umarbin Khattab (ra) da han var Khalif, beordrede han sine guvanører til at spørge de folk i deres områder, som havde begået en synd, om de var muslimer før de skulle have dom for en forbrydelse. Hvis de var muslimer så ville de få den pågældende straf for den overtrædelse de havde begået.
Der er beretning om en muslim som drak vin og Umar sendte folk for at straffe denne mand for sin forbrydelse, men de skulle først spørge om hvad han mente om vin. Umar udtalte; ”Hvis han siger, at den er haram(dvs. vinen), så pisk ham med 80 piskeslag og hvis han siger at det er halal så dræb ham (pga. frafald)”. Dette viser klart at sahaba lavede adskillelsen og i dette eksempel vises der, at ingen andre sahaba sagde noget imod (ijma as sahaba).
5- Hvad sker der reelt, når man ikke skelner mellem Aqeeda og hukm sharii?
Der bliver blandet mange ting sammen i denne diskussion. Eks. Siger nogle, hvordan kan man udføre en handling uden at tro på den? Hvordan skulle en lave to rakat salah uden at tro på det? Der er en klar forskel, for Allah (Subhana wa ta'ala) beordrede os ikke til at tro på den uden handling, men beordrede os til at udfører dem med en specifik intention. For salah er et entydigt emne og hvis man benægter den, så er man frafaldet, fordi hele Qurans beretningskæde er Allah(Subhana wa ta'ala) og derfor er der ingen tvivl. Så benægter man en hvilken som helst tekst fra Quranen så er man ikke længere muslim. Men udfører man ikke salah er man syndig og ikke murdad, for det er en handling.
Selvfølgelig er salah ikke gyldig hvis der er noget man benægter i Iman. Der er to aspekter som skal klargøres: Reglen er nævnt i Quran og derfor ved vi absolut at den er fra Allah. Den anden del, er at den skal udføres/praktiseres. At afvise at denne regel er fra Allah er kufr. Men at afholde sig fra reglen er ikke kufr, men en synd hvis man stadig selvfølgelig mener, at den er fra Allah. Det ene gør en til kafir og det andet gør en til en oprørsk person som fortjener straf.
Da folk ikke skelnede mellem disse to ting, så opstod der mange forkerte og farlige konklusioner. Nogle kom frem til, at enhver synd ville føre til helvede i evighed. Andre sagde som eks. Khawarij, som kom frem til, at kabair synder (store synder) føre til helvede for evigt.
I bogen Al-Talazum Baynal (forholdet ml. Aqeeda og shariah). Siger Nasir Al-Akeel (Alim) på side 22; ”Derfor vil Allah give helvede for evigt til en person hvis han ikke adlyder i hvad som helst, af det som Allah og hans profet har åbenbaret”. Denne forfatter gik endnu længere end khawarij. Han kom fejlagtigt frem til, at der ikke er forskel på synder og heller ikke mellem Aqeeda og shariah. Det er vigtigt med skelningen; ikke fordi shariah har en mindre vigtighed overhovedet, for det er en yderst vigtig del af islam.
6- Iman på den islamiske Aqeeda
I mange ayat beordrer Allah (Subhana wa ta'ala) os til at tænke og overveje eks. over himlene, jorden, kamelen, dyrene, regnen, os selv (vores skabning) osv. Hundredvis af vers beordrer os til at tænke og komme frem til iman med klare og absolutte beviser.
Vers: ” Sandelig, I himlens og jordens skabelse og I vekslen mellem dag og nat, er der tegn for folk med dyb forståelse” (Surah Imran; 3:190).
Vers: ” Er de mon skabt uden en skaber, eller er de mon skaberne af dem selv, eller er det mon dem som har skabt himlene og jorden? Man sandelig nej, de indser ikke”. (Surah at-tur; 52;35-36).
Vers: ” Har i set det vand som i drikker. Er det jer som har nedsendt det fra skyerne eller er det os, der har nedsendt det”. (Surah Al-Waqi’a; 56; 68-69).
Vers: ”Og Han har underlagt jer natten og dagen og solen og månen, og stjernerne er (også) underlagt (jer) på Hans befaling. Sandelig, i dette er der visselig et tegn for folk, som bruger deres fornuft”. (Surah Al-Nahl 16:13)
Iman betyder at man ene og alene tilbeder Allah (Subhana wa ta'ala) i alle anliggender.
Iman:
- kommer man frem til med absoluthed, ikke hypotetisk eller bare en tro
- den skal være fri fra enhver form for tvivl (det er den absolutte overbevisning)
- som man kan og skal komme frem til gennem realiteten, som den stemmeroverens med
- ikke bare følelsesmæssigt, imitation, efterligning, for det vil være tvivlsomt og det eliminere Allah (Subhana wa ta'ala) i mange vers (med bevis)
Allah Ta'ala siger; " Når der siges til dem: 'følg det som Allah har åbenbaret' siger de: 'nej, vi vil følge vore forfædres vej.' Selvom deres forfædre hverken tænkte og eller havde retledning?"[Baqarah; 2:170].
Vers:" Og de fleste af dem følger intet andet end tvivl og formodning. Sandelig tvivlen, er ikke nyttig til at bekræfte sandheden overhovedet." [Yunus; 10:36].
Vers:" Hvis du var ved at følge en del af dem på jorden, ville de vildlede dig fra Allahs vej. De følger ikke andet end dhann(tvivl og formodninger), og de gør ikke andet end at lyve." [Al-An’am; 6:116].
Dette er få vers, og der findes massevis, som fuldstændig afviser enhver form for tvivl i Aqeeda.
I starten af dawah i Mekkah, kan man læse hvordan Profeten (as) kritiserede deres metode i at adoptere overbevisning/iman. En metode, som var præget af blind efterligning og imitation fra deres forfædre. Da kuffar sagde at englene var kvinder og Allahs døtre så sagde Allah (Subhana wa ta'ala):
Vers:” Disse er ikke andet end navne som I har opfundet, i og jeres forfædre, Allah har ikke åbenbaret nogen fuldmagt for dem. De følger ikke andet end Dhann (tvivl) og hvad deres nafs (lyster) begærer. Selvom der allerede er kommet retledning fra deres Rabb(herre)”. (Surah an-Najm; 53:23).
Allah (Subhana wa ta'ala) siger yderligere; "Har I nogen sikker ilm? Så frembring den for os. I følger ikke andet end dhann og i gør intet andet end at lyve”. (al-an’am; 6:148).
Versene advarer om at følge forfædre, lyster og tvivl.
7- Ordene Dhann og ilm er brugt i Quran.
Derfor vil der blive givet en definition af dem begge.
Dhann: betyder, en konklusion som man er kommet frem til, som ikke er absolut, og som ikke er absolut information og dette er det modsatte af yaqiin/ilm (absoluthed).
Mufradaat Alfaath ul-Qur'an, forklaring af begreber brugt I Quran, af Al-Asfahaani på side 327.
I den arabiske ordbog Lisan al arab beskrives der, at dhann er tvivl.
Imam Azzubayydi I sin ordbog Taaj ul-Aroos bind. 9 side 271-272 siger; denne definition er også definitionen af flertallet olama I det arabiske sprog. Han siger: dhann er, at hengive sig til et, af to muligheder uden sikkerhed.
Alminawi siger: Dhann er den højste mulighed ml. en af to modsigelser med mulighed for at det er den omvendte.
Nogle gange bliver Dhann brugt i Quran som absoluthed. Men i disse tekster skal der være en Qareena (en indikation) på at det i denne sammenhæng betyder absoluthed. Men det er tydeligt i disse vers hvad der menes. Fx ”det dhann, at vi skal møde vores herre”. Her betyder det ikke at det er tvivlsomt, at vi skal møde vores herre, men derimod absolut selvfølgelig. Dvs. Det er tydeligt hvad versene illustrerer og hvad der menes med dem.
For i andre vers nævnes både Dhann og ilm i samme ayah.
Allah (Subhana wa ta'ala) siger; ”Og det er blevet fortalt til dem: Allahs løfte er sandt og timen kan ikke tvivles(d-dagen), i sagde: vi ved ikke hvad timen er. Vi følger sandelig dhann [tvivl] og vi har ikke yaqin” [absolut overbevisning]. 45:32.
Iman skal være absolut og dette er olama også enige om. Eks. Siger ibn Hazm:
I hans bog Al-Muhalla i bind 1, side 2. Første krav for at blive muslim, er at tage Islam til sig uden den mindste form for tvivl og reciterer/sige shahada.
Ash-Shaatibee siger i sin bog Al-Muwafqaat i bind 1, side 29: Usul al fiqhs fundamenter er baseret på absoluthed og ikke dhann(tvivl).
Ilm, som har samme betydning som yaqin(absolut/absoluthed), på den anden side defineres det således: Al-Jarjaani I hans bog At-Ta'reefaat, om definitioner, side. 67," den absolutte overbevisning som stemmer overens med realiteten.
Az-Zubaydi I den arabiske ordbog Taaj ul-Aroos bind 8, side 405, reporterer at Al-Minawi definerer Ilm som," den etablerede absolutte overbevisning som stemmeroverens med realiteten. Lisan Al-Arab ordbogen nævner I bind 12, side 417;” absoluthed er det modsatte af uvidenhed”.
Derfor betyder ilm absoluthed og her er der ikke plads til fejl eller dhann (tvivl). Vores iman må ikke bygge på efterligning eller tvivl el. noget lign. Og derfor kritiserer Allah fx Quraish for dette, i forskellige Ayat. Og det er derfor at taqleed ikke må finde sted i Aqeeda, men alene i shariah.
Alle olama, inkluderet Ibn Taimiyyah, Imam Shawkanee og Ibn Hazm, er enige uden afvigelse, at tvivl eller efterligning er forbudt i Aqeeda. Alle er derfor forpligtet til at tage udgangspunkt i realiteten, for absolut at komme frem til den rene islamiske Aqeeda.
Nogle påstår; hvad med dem som ikke kan tænke selv? De følger jo andre mennesker (først og fremmest, så skal de lærer det).
En bog ved navn: Al Adillato wa Shawahid Ala Wujoobil Akhdhi Khabrul Wahidi Fil Aqeedati wal Ahkaam (beviser for at acceptere Khabr al-Ahaad i Aqeedah og Ahkam), af Salim Hilali (bind.1, side. 47), argumenterer: imitation i Aqeeda er tilladt.
Så man kan bare spørge denne forfatter, om de ayat vi lige har været inde på tidligere (hvor Allah(Subhana wa ta'ala) kræver beviser). Udover det, som beskrevet, alle olama er enige om at Aqeeda skal være absolut. Hvis Aqeeda godt må indeholde tvivl, så er der intet problem i at tage khabr ahad i Aqeeda.
Den islamiske Aqeeda er universel og det betyder, at den er i stand til at overvinde alle Aqaid. Og hvis man støder ind i mennesker, som ikke er muslimer så vil de spørge os om bevis. Så har man dermed mulighed for at opklare islam med absolutte/utvivlsomme aqli og naqli argumenter omkring mennesket, livet og universet.
Et eks. på dette nævnes i Quran. Allah (Subhana wa ta'ala) fortæller os om diskussionen i Quran om Ibrahim (as):" Har du ikke hørt om ham, der strides med Ibrahim angående hans herre, fordi Allah havde givet ham magt? Da Ibrahim sagde; min herre er den, der giver liv og død. Han sagde; jeg giver også liv og død. Ibrahim sagde så; Men Allah er sandelig den, der lader solen stå op i øst. Lad du den så stå op i vest. Da blev den vantro slået med målløshed. Og Allah retleder ikke de uretfærdige”. (2:258).
Her vises vejen og argumentationsformen til diskussion om Aqeeda. Det er den islamiske Aqeedas natur at den er absolut. Man skal altså ikke være professor eller højt uddannet for at komme frem til denne mægtige Aqeeda. (en bedouin fra ørkenen, samt en læge i vesten, kan begge komme frem til denne universelle mægtige islamiske Aqeeda’s sandhed).
8- Typer af beviser, som må være grundlag for den islamiske Aqeeda
Der er to typer af beviser som tages. Intellektuelle og beretningsmæssige beviser. Mht. intellektuelle beviser (akli) så er det skaberen, Muhammad (salla lāhu 'alayhi wa sallam) som sendebud og Qurans sandhed, og de beretningsmæssige (nakli), som beviset på engle, profeterne, de tidligere skrifter, dommedagen osv.
Derfor skal forstandens rolle også forklares. I Aqeeda kan aql (forstanden) benyttes for at komme frem til skaberen og Quran som mirakel (det er bl.a. hvad Maturidi mener). Mht. Skaberen så kan man bruge de yderste detaljer i universet for genstand for tænkning. Men indenfor shariah og ahkam, så er forstandens rolle en helt anden, nemlig alene at forstå hukm og implementere den i livet.
Indenfor ahkam tillades det i flertydige/tvivl emner at have uenighed (Ihtilaat). Profeten salla lāhu 'alayhi wa sallam tillod eks. sahaba(ra) at forholde sig til tvivl i noget vedr. ahkam. Bare det, at der findes ijtihad(udledelse af love, indenfor tvetydige emner, som en mujtahid alene er i stand til), er nok til at forklare dette faktum. Profeten(salla lāhu 'alayhi wa sallam) siger: hvis en person laver ijtihad og rammer rigtigt så får han to hasanat og hvis han rammer forkert så får han en. (al-bukhari).
Vedr. betydningen af hadith og beretterne og hvis den pågældende hadith skal optages i Aqeeda, så ses der på qatee thubuut (absolut i beretning) og qatee thalal (absolut i betydning). Dette er ud fra, at der ikke tillades tvivl i Aqeeda.
9- Hadith klassifikation
Olama i hadith har delt ahadith hovedsagligt op i to:
- hadith Mutawatir og hadith Ahad
Man kan læse i Olama’s bøger om dette,: olama som, Ibn Hazm, Aamidi, Ghazali, Shawkani, Shirazi, al-Kamal bin al-Humaam, [al-Kamal bin al-Humaam, "Kitab-at-Tahrir", bind 3, side. 30; ash-Shawkani, "Irshaadul-Fuhool" side.46; al-Aamidi, "al-Ihkaam fi Usooli al-Ahkaam", bind.2 side. 20; Ibn Hazm, "al-Ahkaam", bind.1 side. 104-108; ash-Shirazi, "al-Lam'a fi Usooli Fiqh", side. 71; al-Ghazali, "al-Mankhool Min Tabqaal al-Usool", side. 235-245].
Nogle uvidende folk i dag siger; at man opdelte hadithene på denne måde(ahad og mutawatir) efter sahabas tid. Denne påstand er meget forkert, da mange ting blev kaldt nogle forskellige ting efter sahabas tid, som eks. Usul, usul ul fiqh, det arabiske sprogs principper, ilm ul hadith osv. De sagde yderligere at der ikke kræves en opdeling, da der ikke er så mange mutawatir hadith. Men, det modstrider altså de tidligere Olamas syn.
10- Opklaring af mutawatir hadith
Mutawatir ahadith er på niveau med Quran, hvad angår sandhed/troværdighed, dvs. det er absolut sandt. Disse er en hadith-type, som er rapporteret gennem en troværdig mængde af muslimer, som på INGEN MÅDER kunne have samlet sig om en løgn/misforståelse/fejl. Denne gruppe fortalte videre til en anden gruppe, og videre til en anden, indtil den nåde en af hadith samlerne. Ingen løgn eller mulighed for løgn/misforståelse/fejl, kunne der være tale om her [dette kan læses yderligere i Al-Muwafaqaat af Ash-Shatibi, Irshaad ul-Fuhool af Ashawkani, Al-Baa'ith Al-Hathith af Ibn Kathir]. Vidnerne lyttede til noget videreleveret det præcis på samme måde videre.
Eksempelvis.
Der er praktisk mutawatir. Praktisk Tawatur. (amali).
Fx da (salla lāhu 'alayhi wa sallam) lavede salahtul dhur, så lavede han 4 rakat og der var ikke en, eller to eller 100 mennesker, som så dette, men alle sahaba. Så hvis en siger at det var tre rakat så er denne person frafaldet.
Der er mutawatir i tekst. Tekst tawatur. (lafthi).
Hadithen hvor Profeten (salla lāhu 'alayhi wa sallam) siger: ”den som lyver bevist om mig vil få en plads i jahannam”.
Eller hadithen om vandfald i jannah, er også mutawatir hadith, derfor skal det optages i Aqeeda.
Der er mutawatir i meningen/betydningen. (manawi).
Denne form for mutawatir, er der hvor en stor del af hadith, om et bestemt emne, hvor hadithene ikke er mutawatir i sig selv, men grundet så mange andre nævner dem, så har de mulighed for at opnår tawatur/dvs. mutawatir status. Denne form blev diskuteret meget af olama. Nogle diskuteret eks. hvor mange hadith der skulle være, før den kunne opnå tawatur.
Men det man skal huske (vigtigt), er at den praktiske mutawatir og den tekstlige er ikke diskuteret blandt olama, de er stort set alle enige om disse to. Men antal af personer der har berettet hadith, har været en diskussion blandt olama, før de opnår mutawatir, men også her, er det ikke den store uenighed, for de sagde alle, at det ikke må være under 5 berettere med kriterierne opfyldt.
Ibn Taymiyyah i Al-Fatawa Al-Kubra bind 5 side.81 siger," mht. Mutawatir: de fleste olama (jumhur) siger, at det ikke er antal der er afgørende, men hvis sikkerheden er opnået, så er den mutawatir. Abu At-Tayyb At-Tabari, As-Sabaki, Al-Kamal bin Al-Humaam and Abu Bakr al-Baqillani har denne mening. [Ash-Shawkani, "Irshadul Fuhool" side.47; Al-Ibhaaj fi Sharh Al-Mihaaj bind.2 side. 290; Ibn Al-Humaam Kitab At-Tareer bind.3 side.34; Al-Mankhool af Ghazali side.240 ] den som benægter en mutawatir hadith frafalder han? Ash-Shaashi som er hanafi olama sagde: - " Mutawatir giver absoluthed. Afvisning er Kufr." [Usoolu sha-Shashi side.272].- Abu Hanifa siger: "jeg har den mening, at fjerne tvivl, fordi beviset er lige så klart som dagslyset. Jeg frygter kufr for ham som afviser dette." [Fawaalih ar-Rahmoot fi Sharhi Muslim Ath-Thaboot bind.2 side. 120] (dvs. Hadith Mutawatir tillader ingen tvivl).
11- Opklaring af Ahaad Hadith (Khabar ul- Ahaad), den anden form for hadith
Den anden form for ahadith er blevet kaldt ahad hadith(en mands beretninger). Det er de ahadith som ikke opfylder kravene for tawatur/mutawatir.
[man kan læse Ibn Salah i Uloom ul-Hadith side.10; Usool Ash-Shaashi side.272; Ibn Hazm "al-Ihkaam' bind.1 side.108]; Imam al-Qurafi definerede disse ahad hadith som" en beretning af en eller en gruppe af retskafne, som opnår Dhann(tvivl)." [Sharh Tanqeeh Al-Fusool fi Ikhtisaar al-Mahsool fi al-Usool side.356]siger; Khabar ul-Ahaad kan være en Sahih (autentisk), den kan være en Hassan (god) den kan være en Da'eef (svag). Men der er typer af Ahaad Hadith. Der er Krav for at bruge/anvende Ahaad Ahadith: det ikke bare ukontrolleret, læg mærke til at der er krav, for bare at bruge ahad hadith indenfor ahkam, hvad så med Aqeeda? Kravene;
1) accepteres af ummah 2) og den må ikke modstride en entydig tekst. Dette siger eksempelvis;
Ibn Taimiyyah i Al-Musawwadah, side.243
Ash-Shawkaani sagde: "det er noget vores retskafne forfædre fulgte. Eks. Da Aisha ikke accepterede hadithen; “ den døde får straf, når hans familie græder over ham”. [reported af Bukhari og Muslim], fordi den modstrider et entydigt vers fra Quranen, 38-39 i Surat an- Najm; (Nemlig) at Ingen, der (selv) bærer en byrde, skal bære en andens byrde, og at mennesket kun får, hvad det har stræbt efter.
3) den må ikke modstride noget, som var fælles eller noget sahaba var enige om.
4) den må ikke modstride Medinah folkets praksis (dengang).
5) den må ikke modstride det, som man 100% kan komme frem til via forstanden. (Shawkani, Shatibi, Abdul Qaahir Baghdadi’s mening (Usool ud-Deen, side.23).
Olama er enige om at man kan bruge ahad hadith i ahkam, men enhver af dem skal opfylde kravene. At afvise alle ahad ahadith ville betyde at man afviste en stor del af Sunnah og dette kan føre til kufr. Dvs. de tages og bruges afhængig af deres styrke og som helhed benægtes de ikke, da største delen af Sunnah er baseret på ahad hadith.
Det betyder ikke at fundamentet for sunnah er ahad - overhovedet ikke. For fundamentet for sunnah er entydige Quran vers og det er det som gør sunnah til en absolut lovgivnings kilde.
Indenfor khabr ahad, var der diskussion, men der var/er ikke diskussion om mutawatir.
Hvordan forholdte sahaba sig til ahad hadith: sahaba(ra) accepterede ahad hadith i shariah og dette er velkendt.
Fx: Abu Bakr (ra) accepterede beretningen fra Profeten (salla lāhu 'alayhi wa sallam);" vi Profeter efterlader ikke arv. Det vi efterlader (efter dødens ankomst) bliver tilbage som sadaqa”. [Bukhari]. Umar (ra) accepterde beretningen fra Abdur Rahman ibn Auf som sagde at Profeten (salla lāhu 'alayhi wa sallam) sagde; om "Majoos"(folket) man skal behandle, dem som bogens folk, men spis ikke deres mad og gift jer ikke med deres kvinder.[Bukhari].
Der er ingen eksempler på at sahaba tog imod ahad hadith i Aqeeda.
Næste spørgsmål: giver khabr ahad absoluthed? Som nævnt tidligere, så kan de indeholde fejl og i nogle, er der fejl med sikkerhed og derfor opnår de ikke absoluthed, de vil altid indeholde dhann og dette er jumhur olama’s mening og holdning.
Fx:
Al-Kamal bin Al-Humaam: "de fleste jurister I hadith siger at Khabar af Wahid/ahad giver ikke absoluthed overhovdet." [At-Tahrir bind.2 side.368].
Ibn Hazm siger:" Hanafia, Shafia, og mange fra Maliki, siger at Khabar al-Wahid/ahad giver ikke absoluthed." [Al-Ihkaam bind.1 side.119].
Al-Aamidi: siger at " Ummah's olama siger Khabar ul-Wahid giver tvivl (dhann) foruden nogle fra Thaahiri folk og Ahmad bin Hanbal’s Mathhab." [Al-Ihkaam bind.2 side.49-50]
Ibn Taymiyah: siger at "majoriteten af olama, Juwayni, Ibn al-Baqqilaani, Ash-Shaafi, og de fleste indenfor fiqh og Ibn Abdul Bir (er af den mening at ahad giver dhann)." [Al-Musawwadah side. 236-244].
Al-Ansari: "de fleste olama i Usool, inkluderet de tre imamer (Abu Hanifa, ash-Shafi and Maliki) siger; at Khabar al-Wahid/ahad giver udelukkende tvivl (dhann). Dette er selvom beretningen er støttet med indikation (Qara'in)." [Fawatih ur-Rahmoot fi Sharhi Muslim Ath-Thaboot bind.2 side.121].
Ash-Shawkani siger: "majoriteten af olama inkluderet al-Mawardi, Ibn Ulagah, Juwayni, siger, at de opnår ikke andet end usikkerhed." [Irshaad Al-Fuhool side.48-49].
12- Hadith klaasifikation:
Hvis man læste bøger om ilm ul hadith, så ville man finde mange detaljer og krav for beretterne og teksterne. Man ville finde ud af hvilke krav der er for at tage imod en hadith: fx hvem har han den fra, er han kendt for at misforstå, kendt for at have en dårlig hukommelse, glemme eller lyve. Hvem fik han hadithen fra, hvornår fik han den, er der dato på og hvem tog den fra ham. (man kender krav fra Imam Bukhari, hvor han ikke ville tage en beretning om Profeten (as,) fra en som snød sit dyr med et stykke mad. På trods af han havde rejst i flere dage for at komme dertil).
Vi kunne måske tænke på, hvorfor olama brugte generationer på at sikre teksterne og oplysninger om beretterne og derefter lave denne klassifikation?
1: fordi at man var bange for at folk skulle fabrikere hadith, som der desværre også skete. ( vi kan ikke engang forestille os i hvilken situation, vi ville have været i, hvis ikke disse olama havde lavet dette enorme arbejde).
2: olama i usool al fiqh, som opdelte i ilm (iman) og amal (ahkam). For at give et klart billede af Islam og sikre at Aqeeda aldrig bliver ramt af tvivl.
Denne opdeling er vigtig. Hvis bare vi ser på definitionen af Quran, som alle muslimerne er enige om. Definitionen af Quran er: Allahs tale åbenbaret til Muhammad salla lāhu 'alayhi wa sallam som er rapporteret gennem tawatur. Hvis der så var et vers fra Quran, som ikke var rapporteret gennem tawatur, så ville det heller ikke være en del af Quran. Hele Quran er tawatur og det var denne Quran som (salla lāhu 'alayhi wa sallam) fik åbenbaret, og det er denne Quran, som Abu Bakr og Uthman (raa) samlede.
13- Al-Naasikh og Al-Mansookh: Ophævelsen af en Ayah eller en hadith.
Det er kendt i Usool ul fiqh værkerne, at en ahad hadith ikke kan ophæve en mutawatir hadith. Alene en mutawatir hadith kan ophæve en mutawatir hadith og en mutawatir hadith kan også ophæve en ahad hadith da den er langt stærkere, men ikke omvendt. (dvs. i Usool værkerne er der ingen uenighed om, at en ahad hadith ikke kan ophæve hverken et vers eller en hadith mutawatir. Ikke engang en anden ahad hadith kan den ophæve, men kun hvis styrken er stærkere end den anden ahad hadith).
14- Hvorfor så acceptere ahad hadith i ahkam, når den ikke er mutawatir?
Allah har beordret os til at følge hele sunnah. Denne Sunnah består af både Mutawatir og Ahad ahadith. Derfor tager vi ahad i ahkam (bortset fra dhajif hadith). Og yderligere så vi Sahabah var enige om, at acceptere enhver beretning, om hvad profeten(saw) sagde, gjorde, eller anerkendte. Dette viser at vi kan tage ahad i ahkam, men ikke i Aqeeda. Reglen skal baseres på de islamiske lovgivningskilder som er absolutte.
Et eksempel viser dette klart hvor Profeten(salla lāhu 'alayhi wa sallam) sagde til sahaba; den som tror på Allah og den yderste dag, lad ham ikke bede asr før han når til Banu Quraydah." (Al-Bukhari). Nogle sahaba(ra) lavede den på vejen derhen, da de forstod ud fra hvad Profeten (salla lāhu 'alayhi wa sallam) sagde, at de skulle have skyndt sig (de var blevet forsinkede mente de). Den anden gruppe af sahaba(ra) ventede, til at lave den(asr), indtil de nåede derhen (de tog Profetens ord bogstavelige). Da profeten(salla lāhu 'alayhi wa sallam) blev spurgt om hvem af dem havde ret, så anerkendte han begges mening. Her ses et eks. hvor de ikke var 100% sikre på den rigtige mening.
Nogle siger hvorfor olama har kategoriseret sahih (en type hadith som er stærke).
Quran kræver absoluthed i Aqeeda/iman. Selvom sahih hadith(Gharib 1-2 berettere, Aziz 2-3 berettere, Mashur 3-4 berettere) i nogle af dens kategorier er stærke, så er de ikke 100% og dette gør at de ikke udgør tasdiq jaazim(absoluthed).
Vi så også at Profeten (salla lāhu 'alayhi wa sallam), fortalte hvad han fik åbenbaret af Allah(Subhana wa ta'ala) til grupper af sahaba(ra), ikke til individer. Men han lærte individer dua osv. Da (salla lāhu 'alayhi wa sallam) var tilstedet, så var der ikke grund til denne kategorisering mellem Mutawatir og Ahad, for han var der jo selv, for at bekræfte hvad der blev sagt. Men efter (salla lāhu 'alayhi wa sallam) tid opstod svage hadith og opdigtede hadith og utroværdige personers beretninger af hadith, og med det faktum at Islam havde spredt sig til diverse hjørner på jorden, hvor folk ikke havde kendskab til det arabiske sprog, så gav dette anledning til værker, som ilm ul hadith, Tafseer af Qur'an og Arabisk sprog, for at nævne nogle enkelte ting.
Udover dette så var ingen af beretterne af hadith ufejlbarlige. Så selv om en beretter var troværdig så var han ikke fejlfri. På den anden side, hvis en gruppe af troværdige (som opfyldte alle kravene) hvor teksten var identisk, og muligheden for fabrikering ikke var tilstedet, dvs. Mutawatir beretninger altså, så vil tvivlen udelades her. Derfor er det en vigtig opdeling der bliver foretaget.
Lad os se nærmere på hvad Ibn Taimiyyah har sagt vedr. mutawatir og Khabar ul-Ahaad. I hans bog Al-Fatawa [bind. 7; side. 117-127]:
- siger han, at iman er yaqiin (den absolutte overbevisning)
- han siger yderligere at mutawatir alene udgør ilm, absoluthed (bind 18, side 16-22)
- mht. ahad hadith, så siger han, at der er en del betingelser, før de kan opnå ilm, hvis de overhovedet kan (dvs. han opdelte mutawatir i en kategori og khabr ahad i en anden)
- mht. Sahih (autentiske) Ahaadith som er stærke, siger Ibn Taymiyyah at der er to krav som skal opfyldes før de kan opnå ilm. Det første krav er, at den skal accepteres af hele ummah. Der skal være ijma al ummah om det. Andet krav; at hadithene skal accepteres af olama dvs. at der skal være ijma al olama om det.
Dette var Ibn Taimiyyah’s forklaring, og han havde ijma al ummah og ijma al olama, som lovgivningskilder. Han sagde endda at ijma al ummah var gyldig i alle tider.
Han sagde, at khabr ahad udgør tvivl, men med støtte fra disse ijma, så kan de gå hen og blive behandlet, som en mutawatir hadith. (se Al-Fatawa, bind. 18 side. 41-48). Det burde være klart nu, at selv han, ikke sagde at ahad og mutawatir var det samme, men derimod er der en enorm forskel.
15- Ijma
Lad nu se på gyldigheden af ijma, som et bevis og lovgivnings kilde. Som beskrevet, så accepterer, Ibn Taimiyyah, Ijmaa' Al-Ummah og Ijmaa' Al-Ulamaa'a som bevis og lovgivningskilde. Imam Ahmad Bin Hanbal, som er Ibn Taimiyyah’s imam(de har mange af de samme holdninger) og grundlægger af Hanbali Madthab, sagde: 'den som erklærer en Ijmaa' efter Ijmaa' as-Sahabah har løjet.' Her, snakker han om at tage ideen om ijma, som en lovgivnings kilde. For Imam Hanbal sagde, Ijmaa', som en gyldig lovgivningskilde sluttede efter sahabas æra.
Der kom flere meninger indenfor ijma senere:
- nogle sagde ijma al ummah og ikke olama, andre sagde det omvendte
- og flere forskellige ijma, opstod med tiden. Nogle værre end andre
Ijma er ikke fokus for denne tråd/diskussion, men alligevel skal nogle vigtige essentielle ting understreges:
Allah (Subhana wa ta'ala) siger i Qur'an al-Karim: "de første blandt Muhajireen og Ansar, og de, som fulgte deres eksempel I godhed, er Allah tilfreds med, og de er tilfredse med Allah, og han har beredt for dem floder med gennemstrømmede haver, i hvilke de skal forblive i evighed. Dette er den største sejr."[Surah at-Tawba:100].
Allah (Subhana wa ta'ala) roser sahaba(ra) I denne ayah som gruppe og andre vers roser de andre generationer, fordi de følger sahabas eksempel, så rosen I sidste ende er alene til sahaba(ra).
Den anden pointe er at sahaba tog imod Quran fra (salla lāhu 'alayhi wa sallam), som en gruppe, de bevarede den og skrev den ned og sørgede for at de kommende generationer også fik al-haq, dvs. at Allah (Subhana wa ta'ala) valgte denne generation til at bevare Quran. Så rent praktisk var det dem, som Allah(Subhana wa ta'ala) valgte at beskytte Quran igennem. sahaba ville aldrig som gruppe samles om løgn, da de levede med (salla lāhu 'alayhi wa sallam). Så hvis de blev enige om noget, så må det være noget som Profeten (salla lāhu 'alayhi wa sallam) har fortalt dem, men som ikke er nedskrevet. Dvs. det er en sunnah, som ikke er skrevet ned, derfor er ijma as sahaba en lovgivnings kilde.
Dem som påstår at ijma al ummah er en lovgivningskilde basere det på hadithen fra (salla lāhu 'alayhi wa sallam): min ummah vil aldrig samles om dalalah(vildledning og kufr).
Det der menes i denne sahih hadith er, at ummah ikke vil samles om kufr, eller vende tilbage til kufr, dvs. det er at de ikke vil forlade Aqeeda: at de ikke vil forlade;
- haq for batil ( sandheden for falskheden )
- al Hudaa wal dhalaal ( retledning for vildledning )
- Sahh wal Khata' ( det rigtige for det forkerte )
Så dhalaal er at ummah ikke vil frafalde som helhed og ikke at de nu aldrig kan samles om en løgn eller mindre misforståelse.
Der vil også altid være nogle som ikke vil være enige i ummah og vi skal forstå, at ijma betyder at alle skal være enige. Grundet disse argumenter, så sagde nogle, at det kun er ijma al olama.
- Men, hvilke olama er der tale om?
- Hvem skal afgøre, hvem er alim og hvem er ikke
- Og hvad er det, de skal være eller blive enige om. Er islam ikke fuldkommen? Er der ikke svar til alle forhold i livet? Derfor var det at Ahmad ibn hanbal sagde; 'den som erklærer en Ijmaa' efter Ijmaa' us-Sahabah har løjet.'
Jeg vil belyse nogle af de argumenter der bruges for at fremme holdningen om at khabr ahad er en del af Aqeeda.
1.) Ayahen hvor Allah (Subhana wa ta'ala) siger:"Det er ikke for de troende at gå ud sammen (I jihad). Fra alle af deres grupper skal en taifah blive tilbage for at studere deen og irettesætte deres folk, når de vender tilbage til dem". [Surah At-Tawbah; 9:122].
De siger at taifah kan betyde en eller flere personer, som skal være tilbage og lære og bringe Islam videre. Og dette er både ahkam og Aqeeda og derfor er khabr ahad acceptabel i Aqeeda.
Vi skal først og fremmest forstå tingene i rette sammenhæng og kontekst:
- ayahen snakker først og fremmest om jihad
- Tafseer Al-Qurtubi, bind. 8 side.294; siger: at der er tale om flere personer og ikke en og der var også flere sahaba tilstede da verset blev åbenbaret
- Og ayahen snakker om at nogle skal blive og lærer, så de kan lærer dem som vender hjem fra jihad (dvs. dette argument har intet med vores emne at gøre og man har taget tingene ud af kontekst totalt).
2) Allah (Subhana wa ta'ala) siger i Surah Hujuraat, 49:6: O I som har Iman, hvis en fasiq kommer til jer med en nyhed, så undersøg den." Dette bruger de også. De siger at det skal bekræftes, hvis en fasiq siger noget, men omvendt hvis det er en retskaffen (en adil), så skal det ikke bekræftes og derfor kan man tage en k. Ahad beretning fra ham og derfor også Aqeeda relateret emner. (de bruger omvendt forståelse af verset).
Verset:
- taler om en sahabi som Profeten(salla lāhu 'alayhi wa sallam) sendte til et område hvor han kom med en mening til folket om islam, som han ikke rigtig var sikker på. Han var sahabi og ikke var fasiq
- Profeten(salla lāhu 'alayhi wa sallam) sendte en anden sahabi af sted for at give den korrekte mening og herefter blev verset åbenbaret
- Det er ikke kun relateret til dem som fusaq, men er bredere i mening omkring modtagelse af nyheder
Imam Al-Jasas, siger I sin bog bl.a. Ahkam ul-Quran, bind. 3 side. 399, "at man tror, at det kun er en fasiqs nyhed man skal have bekræftet, og at tro, at man ikke skal have bekræftet noget hvis det er en troværdig person er absurd. Fordi hvis der nævnes en bestemt ting i teksten, så betyder det ikke, at alt andet er fint at tage fra".
Nogle siger at sahaba tog imod hinandens meninger selvom de var khabr ahad. Dette er ikke korrekt. For vi ser at nogle gange tager de imod(når det gælder ahkam) og andre gange afviser de totalt(endda indenfor ahkam). Fx:
- umar skulle have bekræftelse af flere da nyheden om profetens død kom
- der var engang en sahabi, som bankede på umars dør tre gange og gik derefter. Da umar mødte ham spurgte han ham om hvorfor han gik, og der svarede han at det var fordi han havde hørt fra (as) at, efter man havde banket tre gange og der ikke blev åbnet, så skulle man forlade stedet. Til dette svarede umar, at han skulle hente flere for at bekræfte denne beretning(ellers konsekvenser).
- Aisha tog ikke imod hadithen som en sahabi kom med ang. At man ville blive straffet i graven hvis ens familie medlemmer græd højlydt ved ens grav. Det gjorde hun ud fra verset; "ingen, vil bære en andens byrde."(6:164).
- Umar afviste fx fatima bint Qays påstand, da hun blev skilt. Hun sagde at han(salla lāhu 'alayhi wa sallam) ikke sagde noget til hende, om at hun kunne gøre krav på nogle ting fra huset(en ret enhver skilt kvinde har i islam). Da han refererede til verset, om hvad hun skal tage, hvis en skilsmisse kommer på tale.
- Dvs. at være troværdig gør ikke, at man per automatik bare tager beretninger, for det gjorde sahaba ikke. De satte ikke bare spørgsmåls tegn ved nogle beretninger, men de afviste også nogle, selvom vi ved, at disse mennesker var troværdige.
- Så ayahen viser på ingen måde at khabr ahad optages i Aqeeda, eller at den har en autoritet i Aqeeda.
- Hvis bare en beretter har en sær autoritet, hvorfor ser vi så, at Allah (Subhana wa ta'ala) i Quran kræver vidnes byrder med antallet 4 under zina sager, 2 under ægteskab, 1 når man skal bekræfte nymåne, 2 i sager om tyveri osv.
Hvorfor sendte Profeten (as) så blot en eller enkelte personer til byer for at give dem islam?
- nogle byer krævede nogle gange en person, som kunne lærer dem om islam eks. Medinah og musab, Yemen og Abu Ubaydah
Profeten(salla lāhu 'alayhi wa sallam) sendte nogle gange individer for at lærer andre fx Malik ibn Al Huwayrith, sagde "vi kom til (salla lāhu 'alayhi wa sallam), og vi alle var I en ung alder og vi var sammen med ham (salla lāhu 'alayhi wa sallam) I 20 nætter. Allah's Profet (salla lāhu 'alayhi wa sallam) var meget gavmild og så at vi savnede vores familier, han spurgte om hvem det var vi havde efterladt. Da vi fortalte ham (familien) så sagde han, 'gå tilbage til jeres familier og bliv der og lær dem og beordre dem til gode amal (handlinger)."[Rapporteret af Bukhari og Muslim].
Nogle sahaba ændrede også retningen af Qiblah da de hørte fra en’ om at retningen havde ændret sig. Men:
- der tales om hukm her
- det var en ayah som ophævede hadithen vedr. Qiblah
Ibn Hajar siger I Fath ul-Baari bind 1 side. 507," ...og den [Hadithen] viser at khabr ahad er forpligtet at handle efter. " [For yderligere detaljer kan man referere til Ibn Daqeeq Al-Eid's bog Ahkaam ul-Ahkaam fi Sharhi Umdat il-Ahkaam bind 1 side 189-190)
Det er blevet berettet at (salla lāhu 'alayhi wa sallam) sendte individer til regenter og stammer for at give dem islam.
Men dette viser ikke at ahad optages i Aqeeda, for Aqeeda og præsentation af Quran, er miraklet som alle kan komme frem til ud fra realiteten og dette handler ikke om, at en person har givet det videre, så derfor må vi konkludere at ahad kan tages i Aqeeda(det er meget fejlagtigt at danne konklusioner på denne måde, da det er to forskellige emner).
Al-Aamidi skriver I sin bog Al-Ihkaam fi Usool lil-Ahkaam bind 2 side 296," at sende en (ahad) for at forklare tawheed og budskabet, skal ikke accepteres ud fra, om det var ahad eller ej, men det skulle accepteres ud fra budskabet, miraklet, og de rationelle absolutte beviser som stemmeroverens med realiteten ud fra et bevis. Dette er anderledes end khabr ahad I ahkam sharii."
6 argumenter de bruger):
1) ”Allah Ta'ala siger; vi har åbenbaret denne dhikr og vi vil sandelig bevare den/beskytte den." ordet dhikr inkludere alt det, som er blevet åbenbaret. Dvs. Qur'an og Sunnah. Allah Ta'ala beskytter denne dhikr dvs. Alle Hadith, Mutawatir og Ahaad, er beskyttet. Derfor er Khabr ahad Qat'I og en del af Aqeeda.
For det første: Dhikr er Quran alene. Og vi kender hadithen hvor (salla lāhu 'alayhi wa sallam) siger; den som bevidst lyver om mig(dvs. opdigter noget om Profeten) kan forberede en plads i jahannam. Dvs. her tales der om hadith, for der kan ikke opdigtes noget fra Quran. Dette skal ikke forvirre en, for sunnah som helhed er beskyttet og det er det som andre vers nævner. Dvs. at selve kilden for lovgivning og fundamentet for sunnah er beskyttet. Da der er andre vers som indikerer dette. At profeten eksempelvis er en lovgivnings kilde ud fra Versene; han taler ikke af eget begær, dette er kun wahi. / alt hvad han er kommet skal vi tage imod og alt hvad han har forbudt skal vi afholde os fra.
2) argument:” Allah sendte Profeten Muhammad (as) og profeterne alene som ene mænd, dvs. khabr ahad, derfor kan det optages i Aqeeda…”
- alle profeter fik mirakeler/rationelle beviser, som ikke antal afgør sandheden af, men realiteten og tænkning afgør og de var desuden alle ufejlbarlige (masoom).
3) ”at de sidste to ayat fra surah al-Tawbah var rapporteret ahad? ”
- ingen personer som har studeret uloom al Quran(studering og samling af Quran) ville komme med sådan en påstand.
- det var bl.a. Zayd ibn Thabit som samlede Quran, med Abu Bakr og Umar (ra). Og versene lærtes udenad af flere sahaba. Selv Ali, Uthman og ibn Khuzaimah kunne dem udenad.
- udover det, så er der klar ijma as sahaba vedr. samlingen af Quran og dens absoluthed, selv kuffar anerkender dette faktum.
Hele ummah, alle grupper og alle olama er enige om at Quran er absolut tawatur.
Det 4). argument: ”dem som påstår at der er en opdeling af Ahkam shariah og Aqeeda, laver bidah (fornyelse i deen). De siger at det er bidah at opdele dette. ”
Dette er noget som igen alle olama har gjort og noget som de er enige om og noget som selv versene viser; som fx; Shafee, Malik, Ghazali, Al-Baghdadee, Al-Qarrafee, Ibn Hajar, An-Nawawi. (siger de også at de udøver bidah?).
5 argument). Hvis ikke vi tager K. ahad i Aqeeda, så afviser vi en stor del af aqeeda?
Ikke når man har forstået at Aqeeda skal være absolut.
6) argument - At sige at ahad ikke er Aqeeda er meget forkert. Salaf olama tog det med i Aqeeda?
Noorudine Atar siger I sin bog Manahij Al-Naqd Fi Uloom ul-Hadith (metodologi af kritiske studier af ilm ul hadith), side 245: " majoriteten af olama siger at Aqeeda skal have et absolute bevis (Daleel), som alene er fra Quran og mutawatir hadith."
På samme måde siger, Imam Taymiyya I sin bog Al-Musawwada Fi Usul ul-Fiqh side. 240; "Khabr ul-Wahid/ahad er til amal (reglerne/handlingerne) og kan være rigtige, men de udgør ikke absoluthed, siger majoriteten af olama."
Nu er der klargjort mange meninger blandt gamle og dem som kom efter af olama. Hvorfor bliver man så ved med at sige at olama optog Khabr ahad i Aqeeda? Nogle går så langt at de siger, at dem som ikke optager det i Aqeeda har fejl i Aqeeda, de benægter store dele af Aqeeda. Nogle af de ting som de bruger er bl.a. fra bogen skrevet af;
Nasir ud-Deen Al-Albanee, som i 1974, skrev bogen Wujubul Akh-dhi Ahadeethil Ahaad fil Aqeedah (det er obligatorisk at tage ahad I Aqeeda). I hans bog, nævner Albanee en liste på 30 emner som skulle klargøre hans påstand. I 1994, kom en artikel I “the Friday Report magazine, bind 5 nr. 1 og 2, som reduceret listen ned til (23) emner. Det interessante i denne artikel var, at der blev brugt entydige Quran vers hele tiden, for at bevise hans påstande. Man undrer sig jo over hans påstande, for på den ene side skriver han at ahad skal og er en del af Aqeeda, men på den anden side bruger han mange gange udelukkende Quran vers for at bekræfte sine meninger (modsiger sig selv faktisk).
Ud fra Albanee’s orginale liste kommer han med følgende påstande (Han nævner nogle ting og siger at de er en del af Aqeeda) :
1).Fx om Muhammad (salla lāhu 'alayhi wa sallam)’s mirakler udover Quran. (splittede månen i to dele). Dette er jo hadith der nævner det, men han siger at vers også nævner det? Verset siger; I surah al Qamar vers 1-2: "timen (As-Sa'ah) er kommet nær, og månen er spaltet (Inshaqqa)”.
Imam Qurtubi siger om dette vers: "nogle siger at denne (Inshaqq; at månen er spaltet) er ikke sket endnu og Imam Maawardi siger at dette er jumhoor olama’s mening (majoritetens af olamas mening), [Tafseer Qurtubi, bind. 17, side. 126]. Ordet Inshaqq kan betyde ”splitte i to” og det kan betyde ”at blive mere klar”. Så der er diskussion om det, dette i sig selv gør at det ikke optages i Aqeeda.
2). Profetens moralske karakter (nævnt i hadith).
Mht. til hans moral så er det bundet til ahkam og det er ud fra ham (salla lāhu 'alayhi wa sallam) som vores uswah (eksempel). Og vi har diskuteret ahkam og Aqeedas opdeling.
3). Jannah, jahannam, jiin, skaberen af alt er Allah (Subhana wa ta'ala).
Jannah, jahannam og at skaberen af alt er Allah er alle enige om. Og indenfor disse emner findes der ikke kun hadith, men massevis af entydige vers og dette gør at de er en del af Aqeeda.
4). Omkring de spørgsmål der bliver stillet i graven og her henviser Albanee til to vers fra Quran (Surah 6:61 and Surah 39:42) bruger ikke hadith her igen, så her kan der ikke diskuteres khabr ahad igen.
5). Straffen i graven.
Her nævner han 5 vers og nogle ahadith. Hvis der er entydige vers så er det jo ikke ahad, så hvorfor bruge hadithene.
- hvis der er vers så skal versene studeres
- og det er de blevet gjort og der har været diskussion om dette blandt olama, grundet nogle vigtige ting
- selv blandt dem som siger at straf i graven er Aqeeda er der diskussion (fx ml. Ibn Hazm og Ibn Abd ul-Izz Al-Hanafi) Sharh ul-Aqeedah At-Tahaawyyah (forklaring af Aqeeda,) side 297-300
- hvis nu det er Aqeeda, hvad så med dem som har den anden mening, når Aqeeda ikke må indeholde tvivl og at den skal være absolut
6) vægten på dommedagen. Igen er der mange vers i hans forklaringer, så derfor vil jeg ikke uddybe dette punkt, da han jo modsiger sig selv. (Surah 6:160, Surah 18:105, Surah 21:47, Surah 23:102-103, Surah 99:7-8).
7) her nævnes iman på Jannahs floder og disse hadith der bliver brugt i hans argument er mutawatir.
om at alle profeter vil blive spurgt om det, de havde leveret, hvad Allah havde beordret dem til. Dette blev fjernet fra Albanee’s liste da der er vers om dette (igen). Surah 7:6,”vi vil spørge dem, som var vidner til jer(Profeter) og vi vil spørge Profeterne”.9) iman på arsh (Allahs trone) dette var også noget som blev fjernet fra listen, da det ikke har noget med ahad hadith at gøre, men derimod vers fra Quran.
10) at store synder (kabair) gør en kafir.
Dette kan udelukkes ved et enkelt vers hvori; Allah (Subhana wa ta'ala) siger; ”at han tilgiver alt foruden shirk”.
11) Profeten som den sidste, er ahad hadith der bekræfter dette.
Dette er en meget forkert påstand. Udover verset hvori; Allah (Subhana wa ta'ala) siger; ”Allahs profet og profeternes sejl”.
Khatim på arabisk betyder udelukkende sejl, dvs. at forsejle det sidste/at lukke noget forsejle det til.
Meninger fra nogle af de tidlige olama vedr. emnet Aqeeda og khabr ahad.
Imam Nawawi.
- han siger i bogen Sharh Saheeh Muslim, bind. 1 side. 20; at de fleste beretninger fra muslim og Bukhari indeholder dhann og de er ikke mutawatir og dette er de fleste olama enige om. Men de tages og bruges i ahkam/sharia/fiqh.
Selv imam Bukhari kaldte nogle kapitler i sine værker, Khabr ahad, og det gjorde han for at klargøre skelningen. Ibn Hajr siger i bogen (Fat-hul Baree, bind.13, side. 234) at han skelnede ml. Amaleeyaat (ahkam) og 'Itiqaadeeyaat (Aqeedah) for at tydeliggøre at der er forskel.
Imam Bukhari bliver misciteret tit, fx at han tog ahad i Aqeeda. Det han nævnte var at man ikke skulle benægte ahad hadith. En anden stor personlighed er;
Imam Ahmad ibn Hanbal(Rahimullah).
Efter undersøgelse fra bl.a. Abdullah al-Turki i Hanbali’s bøger, viser det sig, at der blev fundet begge meninger.
- ahad udgør tvivl og at den er absolut
- nogle gik endda hen og sagde at det han mener, er at nogle ahad kan nå absoluthed med nogle ekstra krav
De fleste mener at ahad udgør tvivl og man skal bare slå op I nogle af hans bøger, fx I Usul ul-Fiqh. [se Usulu Madthhab Imam Ahmad, side 250].
16- Olamas syn på khabr ahad og absoluthed
IMAM Ash-SHAF'E (RahimUllah).
Skriver I Ar-Risalah, Arabisk version side. 369-370, Engelsk version side. 239; at Khabr ahad optages ikke i Aqeeda medmindre der er visse krav opfyldt.
Imam Shafee definerede to typer af beretninger I hadith; den ene Khabr Al-Aamah (et synonym for, Mutawatir) og den anden som Khabr ul-Khaasah (som var Khabr ul-Ahaad). Han sagde at den som benægter den anden type (dvs. Khabr ul-Khaasah (som var Khabr ul-Ahaad) vil ikke blive bedt om at fortryde. Dette betyder at Imam Shafee ikke accepterede den er i Aqeedah.
Imam Abu Hanifa (RahimUllah)
Handlinger er ikke en del af iman (side 219 The Four Imams af Muhammad abu Zahra). Iman stiger og falder ikke, som Mutazillah og Khawarijes siger. Han siger” iman hos folk i verden og iman hos folk i himlen er den samme, og iman blandt profeterne er den samme, selvom der er forskellige forpligtigelser/handlinger”.(i bogen al-Bazzazi kapitel 2, side 141).
IMAM AL-BAGHDADI (Rahimullah).
Al-Khateeb al Baghdadi, en kendt faqih og muhaddith, siger I sin bog, Al Kifayyah fee 'Ilm A- Riwayah, side. 605:"Khabr ul-Ahaad kan ikke tages i de sager hvor der kræves ilm(absoluthed). Grunden til det er, at der ikke må være skyggen af tvivl i disse sager og dette var det som Profeten sagde. Men, Khabr ul-Ahaad tages og skal accepters i Ahkam, såsom Hudood, månens ankomsk, Hajj, Zakah, arv, Salah, forbyde munkar osv.
IMAM AL-GHAZALI(Rahimullah).
Imam Al-Ghazali siger I Al-Mustasfa, side. 145: "Khabr Al-Ahaad opnår ikke absoluthed. Det er et faktum endda ud fra dens definition." Han siger yderligere I Al Mankhool, som er redigeret af Muhammad Hassan, side. 252: "nogle siger at Khabr ul-Ahaad giver absoluthed, men dette er umuligt.
IMAM Ash-SHATIBEE(Rahimullah).
Imam Ash-Shatibee siger i Al-Muwaafiqaat, bind. 1, side. 29-31, "alt det som er relateret til Usul ud-Deen (Aqeedah) skal være absolut." Han siger yderligere: "Daleel(beviset) kan enten være Ahaad eller Mutawatir. Hvis det er Ahaad, så vil det åbenlyst ikke opnå absoluthed." Han fortsætter med at lave en opdeling mellem Mutawatir og Ahaad i Aqeedah og Usul ul-Fiqh. [bind. 1 side. 35-36] I bind. 2 side. 15 siger han: "hvis et hvilke som helst absolut bevis (Daleel) er I konflikt med et tvivlsomt bevis (Dhanni) Daleel, så er det absolutte bindene."
I Imam Al-Jasaas's Tafseer, bind. 3 side. 388 siger: at der er en diskussion om kvinder må gå med guld. Nogle beretninger siger at de må og andre at de ikke må. Så udvejes de, som siger at de ikke må med stærkere ahad hadith end dem som siger at kvinder godt må gå med guld. Hvis dette er ahad hadith’enes status i Ahkam, hvordan skulle de så optages i Aqeeda.
Imam al-Jasaas siger i Ahkam ul-Quran bind. 1 side. 509, at dem som ikke opnår absoluthed skal vi bruge og tage indenfor områder i ahkam.
Imam Ash-Shawkanee siger I sin bog Irshad ul-Fuhool, : "den anden kategori er ul-Ahaad (om det ikke skaber ilm eller om det skaber ilm med støtte). Denne kategori udgør ikke absoluthed overhovedet og dette er majoriteten af olamas mening." Han siger yderligere at khabr ahad er et must I handlinger." [Irshad ul-Fuhool side.48]
SYED QUTB(Rahimullah).
Syed Qutb, (Rahimullah), blev martyr i kolonialisten Nasser’s tid I Egypten, han siger mange steder i sin kendte bog; Fi Dhilaal al-Quran (I Quranens skygge), bind 8 side 710, at: " Ahaadith al-Ahaad kan ikke tages i Aqeedah. referencen er Quran og Hadith Mutawatir, når vi taler om Aqeedah."
Mange andre olama som fx, Jalaludeen Al-Qaasimee, Muhammad Adeeb al-Salih, og Abdullah Azzam, Taqiuddin an-Nabhani osv. Sagde alle, at Khabr ul-Ahaad accepteres ikke i Aqeedah.
Konklusion
Det er meget klart, selv i forhold til definitionen af Aqeeda, at den ikke tillader tvivl i den. Aqeeda er som basis for tænkning og opførsel. Ingen ide, regel, eller koncept skal bæres af muslimerne, som ikke er baserede på den islamiske Aqeeda. Yderligere skal ingen handlinger foretages udenfor islams fastlagte referencer. Med andre ord er den islamiske Aqeeda den, som opbygger de islamiske personligheder. Hvis vi bare tror at Aqeeda er informationer, uden at den får sin rette plads (nemlig at den er grundlaget for alting), så vil den islamiske Aqeeda ikke have den rolle den skal have i muslimernes liv. Dette vil gøre islam til en udelukkende åndelig ide(dvs. religion), i stedet for at anskue den som et altomfattende livssystem, eller sagt på en anden måde, som en åndelig og politisk altomfattende ideologi, som er baseret på det absolutte bevis, om at det er Allah som er skaberen bag dette univers. At Allah er den eneste skaber i himlene og den eneste reference og lovgiver på jorden. Vers: lahul Khalqu walahul amr. (til ham er skabelsen og lovgivningen). At vi vil blive spurgt om alle vores amal på d-dagen. Sahaba forstod denne Aqeeda rent og den var legemliggjort hos dem på den rette måde. Fx de frygtede Allah (Subhana wa ta'ala), de stod altid med sandheden og tolererede aldrig uretfærdighed, de gik aldrig på kompromis, de hjalp aldrig tyrannerne i deres tyranni, de holdte den klare linje adskilt mellem Islam og kufr, tawheed og shirk, haq og batil, og de følte sig ansvarlige for hele menneskeheden. Når vi ser den islamiske ummah i dag, ser vi ikke den samme indflydelse, vores Aqeeda havde som før i tiden. Dette er grundet mange ting; en af grundene er at muslimerne ikke tager denne mægtige Aqeeda til sig på den korrekte måde.
Derfor, er det meget vigtigt at klargøre Aqeedas rolle, så denne mægtige Aqeeda ikke bliver ramt af tvivl, formodninger, imitation. Den skal derimod, tages imod gennem intellektuel overvejelse, som fx om der findes en skaber bag dette fantastiske univers, om Quranens mirakel. Khabr ahad alene ved definitionen er ikke absolut, hvordan skal man så kunne optage det med i Aqeeda.
Dette emne var kendt blandt tidligere olama, som her er blevet beskrevet. Majoriteten af dem i fortiden og dem senere, sagde at Khabr ul-Ahaad er ikke et bevis i Aqeeda. Dem, som mente anderledes, så ikke dette som et problem, og de så heller ikke på majoriteten af olama som deres fjender og rivaler, selvom de ikke havde denne mening. De bekæmpede absolut ikke hinanden.
Men i dag, dem som siger at Khabr ul-Ahaad tages i Aqeeda, retter desværre et organiseret angreb mod dem, som ikke deler deres mening. Desværre kommer der udtagelser som, " dem som ikke tager khabr ahad i Aqeeda er afvigere," eller " at ikke acceptere ahad i Aqeeda betyder at en person ikke tror på Aqeeda," eller at " de har problemer og fejl i deres Aqeeda," osv.
Man bliver nødt til at forklare disse mennesker, at hvis man vender den om, så kan man i virkeligheden bruge de samme argumenter og påstande mod dem, endda nogle endnu værre ting kan man anklage dem for. Men dette ville gøre at muslimerne ville afvige, fra den korrekte metode og vej mod ændring.
Jeg vil opfordre muslimerne til at tænke dybt over Aqeeda, og den måde den skal tages på, og jeg vil opfordrer dem til at genoverveje deres mening om at ahad skal optages i Aqeeda, uden at være præget af lyster, efterligning af andre, og forstærke deres forståelse indenfor dette emne.
Må Allah (Subhana wa ta'ala) vejlede os, hjælpe os, tilgive vores synder, og vække os på dommedagen med Profeten (salla lāhu 'alayhi wa sallam) og drikke fra hans hawd (hans flod i jannah).
Jeg takker Allah (Subhana wa ta'ala).
) ord, som jeg ikke lige forstår, så vil høre, om du har tid til at oversætte dem?
