Indvandrerforeninger i kamp for Enhedslisten
12.11.2007
En håndfuld indvandrerforeninger i Århus anbefaler nu Enhedslisten, blandt andet fordi de har opstillet Asmaa Abdol-Hamid.
Når beboerne i Gellerup i Århus tirsdag går i stemmeboksen, skal krydset sættes ud for liste Ø. Det mener en håndfuld foreninger for blandt andre arabere og somaliere, der i weekenden har delt flere tusinde løbesedler ud i området med opfordring til at stemme på Enhedslisten.
På sedlerne gør foreningerne også opmærksom på, at Enhedslisten har "den muslimske søster Asmaa Abdol-Hamid som spidskandidat i København".
- Vi har en højrefløj i Danmark, der er meget populær, og der er brug for en modpol. Med vores anbefaling ønsker vi at værne om demokratiet og sikre, at et parti, der tror på mangfoldighed i Danmark kommer ind, siger Ahmad El Ahmad fra Arabisk Kulturforening, der er en af foreningerne bag anbefalingen.
NÃ¥r foreningerne netop anbefaler Enhedslisten, skyldes det blandt andet, at de har opstillet Asmaa Abdol Hamid.
- Vi håber, Enhedslisten kommer i Folketinget, for med opstillingen har de vist, at ligestilling i Danmark også gælder muslimer, så uanset om Asmaa kommer ind eller ej, er der brug for dem, siger Ahmad El Ahmad.
Rabih Azad-Ahmad, der er folketingskandidat for Det Radikale Venstre og bosat i Gellerup, vurderer, at en del vælgere vil følge opfordringen.
- Mange føler sig måske ikke nødvendigvis i tråd med Enhedslisten, men de synes, en kvinde med tørklæde i Folketinget vil sende et godt signal, siger Rabih Azad-Ahmad.
/ritzau/
http://www.berlingske.dk/article/200711 ... 711120344/