V og K: Fattige skal bare få sig et job
Socialdemokraterne mener, at regeringen dæmoniserer ledige, som ikke kan få økonomien til at hænge sammen.
»Jeg forstår ikke, hvorfor Heidi ikke har villet arbejde. Virksomhederne skriger jo på arbejdskraft«, sagde socialminister Karen Jespersen (V) i går under en debat i DR's TV-avis til en enlig mor på kontanthjælp.
Den enlige mor har 1.000 kroner tilovers, når de faste udgifter er betalt og føler sig fastholdt i fattigdom. Hun hænger blandt andet på en husleje på 7.100 kroner hver måned.
»To tredjedele af lejlighederne i København koster under 4.000 kroner om måneden«, lød svaret fra Karen Jespersen, som vil have kommunerne til at hjælpe ubemidlede med børn meget tidligere, hvis de har svært ved at betale huslejen.
S: Dæmoniserer kontanthjælpsmodtagere
Ordene faldt i forbindelse med debatten om fattigdom i Danmark, som i weekenden blussede op, da nye tal viste, at cirka 5000 familier med børn har oplevet at blive sat på gaden de sidste fire år, på trods af at Danmark bliver rigere og rigere.
Det var Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, som sad over for Karen Jespersen i DR's TV-avis i går aftes.
Hun kan ikke forstå, hvorfor socialministeren gik i gang med at pille den konkrete enlige mors økonomi fra hinanden i stedet for at forholde sig til den overordnede problematik.
»Jeg mener, hun mistænkeliggør en gruppe af kontanthjælpsmodtagere ved at foregive, at det er en gruppe, som bare kan finde et arbejde. For det kan hovedparten af dem ikke. Men hvis vi gider bygge dem op i stedet for at dæmonisere dem i direkte tv, så tror jeg, vi kunne få dem ud på arbejdsmarkedet«, siger Mette Frederiksen.
K: Vi har en restgruppe, som vi ikke når
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer, at antallet af fattige steg med 45.000 mennesker fra 2001 til 2004, hvor omkring 165.000 danskere var fattige. Enlige med børn er typisk mere fattige end enlige uden børn. Ifølge Børnerådet lever 75.000 børn i Danmark i fattigdom
En ny hvidbog fra LO peger på, at de dårligst stillede ikke kun er økonomisk fattigere end andre; de har også ringere uddannelse, dårligere arbejdsmiljø, mindre indflydelse og væsentlig dårligere sundhed - og deres børn klarer sig desuden dårligere end gennemsnittet.
»Der er nogle mennesker i det her samfund, som har det rigtig skidt. Vi prøver at gøre rigtig meget for dem. Men det er bare, som om vi har en restgruppe, som vi ikke når«, siger de konservatives socialordfører, Tom Behnke, som dog ikke tror på, at uligheden er stigende.
»Hun skal bare arbejde, for pokker«
En ny rapport fra analyseinstituttet CASA viser ellers, at målt efter indkomst er den økonomiske ulighed i Danmark i dag lige så stor, som den var i 1965.
Men det er ren teknik og skyldes, at mange har fået mere, siger Tom Behnke. Han mener, at Karen Jespersen gjorde en god figur i DR-indslaget om den enlige mor på kontanthjælp.
»Der er mennesker, som går på arbejde og betaler skat, som har mindre, end hun har på kontanthjælp. Det er det, vi skal huske. Hun skal bare arbejde, for pokker. Og hvis hun ikke kan det, skal hun ikke være på kontanthjælp«, siger Tom Behnke.
»Det er det, som er så ulykkeligt. Regeringen siger, at enten skal man i beskæftigelse, eller også skal man førtidspensioneres. I mine øjne er det et meget sølle svar, også for den kvinde, vi så i går«, siger Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen.
http://politiken.dk/politik/article409186.ece
