Khader forsvarer sine kendte kandidater
Omkring 15 medlemmer af Ny Alliance er mødt op for at dele valgpjecer ud til forbipasserende på Kultorvet i København.
Mange nysgerrige øjne falder på Naser Khader, der også er omgivet af journalister.
Ny Alliance offentliggjorde i går sin kandidatliste, som indeholdt flere kendte personer som Jørgen Poulsen, Malou Aamund, Lars Kolind og Rene la Cour Sell.
Men Naser Khader frygter ikke, at vælgerne skal se det som et populistisk træk at opstille kandidater, der er kendt i forvejen.
»Det er jo ikke vinderne af Robinson, vi opstiller«, siger han bestemt:
»Det er mennesker, der mener det seriøst. Som har seriøse stillinger«.
Heller ikke vælgerne på Kultorvet i dag virker til at se skævt til, at kandidaterne er kendte i forvejen.
»Jeg synes, det er udmærket, at Ny Alliance har folketingskandidater, som folk kender i forvejen«, siger Simon Hansen, 25 år og studerende.
Han har netop fået en Ny Alliance-valgfolder stukket i hånden.
»Rent politisk er det sikkert også et klogt træk at trække kendte mennesker frem«, vurderer han.
Ny Alliances kendiskandidater har ingen tidligere politisk erfaring, men har derimod haft store stillinger i erhvervslivet eller i organisationer.
Det vurderer Naser Khader ikke som en klods om benet. Tværtimod.
»Det er en styrke at have selvstændige selvtænkende individer, som går sammen om at opnå gode resultater«, mener han.
Frie meninger
Generalsekretær for Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, som stiller op for Ny Alliance, gik i går meget længere end sit parti i spørgsmålet om opholdstilladelse til afviste irakiske asylansøgere.
Personligt ville han give dem permanent opholdstilladelse, lød udmeldingen, selv om Ny Alliance kun vil tilbyde midlertidig opholdstilladelse til de irakere, der har ventet i Danmark i årevis.
Den type interne uoverensstemmelser kan blive et problem, advarer valgforskere om.
For Ny Alliance kan komme til at fremstå som et usammenhængende parti, hvis ikke partitoppen sørger for at styre partimedlemmernes udtalelser.
Naser Khader afviser kritikken:
»Jeg frygter ikke, at vi ikke kan styre medlemmerne«, slår han fast.
»Folk har mere respekt for, at man en gang imellem står fast ved egne holdninger i stedet for at begynde at læse op af partiprogrammet. Ny Alliance vil kæmpe for, at folk i partiet har ret til at mene, hvad de vil«.
Fogh skal vælge O eller Y
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har opfordret Khader til klart at vælge side, men på Kultorvet nægter Khader at udtrykke sig tydeligere.
»Jeg har meldt det så klart ud som muligt«, siger Naser Khader og uddyber:
»Vi giver en borgerlig statsminister første chance. Men for os er det vigtigere, hvad vi kan få gennemført politisk, end hvem der skal være statsminister«.
Pelskraven er godt oppe om ørerne, da Khader som gensvar kommer med et krav til statsministeren:
»Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at høre Anders Fogh: Vælger du Ny Alliance eller Dansk Folkeparti? Det tror jeg, vælgerne er meget interesserede i at høre«.
http://www.islamic.dk/modules/phpBB2/po ... topic&f=88
