NA-topkandidater vil give afviste irakere opholdstilladelse
Ny Alliances topkandidater - generalsekretær Jørgen Poulsen og erhvervsmanden Lars Kolind - bryder med partiets politik overfor de afviste irakiske asylansøgere.
Endnu af Ny Alliances topkandidater, erhvervsmanden Lars Kolind vil nu give permanent opholdstilladelse til de afviste asylansøgere.
»Vi må konstatere, at der sidder nogle folk, der er uhjælpeligt fanget i systemerne«, siger Lars Kolind til Jyllands-Posten.
Dermed støtter han et udspil fra Røde Kors generalsekretær Jørgen Poulsen, som i går sprang ud som folketingskandidat for partiet.
Stik mod ledelsen
Udmeldingerne fra de to prominente kandidater går stik mod Ny Alliances ledelses udmelding på området.
Og det bliver mere og mere uklart, hvad Ny Alliance mener, der skal ske med de afviste irakiske asylansøgere.
Partiets formand Naser Khader har ved tidligere lejligheder gentagne gange sagt, at de afviste asylansøgere kun skal have en midlertidig opholdstilladelse, men at de skal hjem hurtigst muligt.
Partiets officielle politik på området ligger dermed godt i tråd med regeringens politik, der også kun vil give asylansøgerne midlertidigt ophold og mulighed for at flytte fra asylcentrene.