by Erik_Willumsgaard » lør apr 29, 2006 09:37
Nu kender jeg ikke så meget til de forskellige TV-kanaler, da jeg ikke ser så meget fjernsyn. For det er en lidt ineffektiv formidling. I en halv times TV-avis får man ikke en gang så mange nyheder og analyser, som der kan stå i én spalte i en morgenavis. Derfor vil TV-mediet nødvendigvis altid være meget overfladisk, medmindre der er tale om f.eks. interviews, hvor der bliver taget rigtig god tid eller f.eks. hele tema-aftener på DR2.
Men jeg synes nu, at I er lidt for negativ mht. troværdigheden. Og jeg synes bredden i synsvinkler i nyhedsformidlingen og analyserne viser, at der ikke er tale om, at alle journalister på nogen måde er ensrettede.
Men aviserne har jo hver deres grundlæggende synsvinkel. Berlingske Tidende er konservativ, JyllandsPosten Venstre/konservativ somme tider med hældning mod DF, Information er nærmest SF-orienteret, Kristeligt Dagblad og Politiken socialdemokratisk/radikale og Børsen også helt klart Venstre/Konservativ, men på ingen måde DF.
Og så ved man jo lidt om, hvad man får. Man skal ikke forvente den store kritik af staten og erhvervslivet i JyllandsPosten og Berlingske Tidende; men så kan man alligevel somme tider blive så herligt overrasket også i begge disse aviser, som f.eks. har kørt Frank Grevil-sagen, kritikken af Maersks rolle under krigen mv. mv.
For dygtige journalister vil ikke finde sig i at blive pålagt særligt mange begrænsninger i at forfølge en god historie, når de ser den. Derfor vil man af til se endog meget kritisk og god journalistik i selv de mest konservative medier. Og Information f.eks. vil ikke holde sig tilbage fra at afdække en skandale med udspring i SF.
Så jeg mener bestemt, at man er rimeligt godt orienteret, hvis man læser et bredt udsnit af de nævnte morgenaviser.
Men jeg synes helt i glemmer radioen. Radioen har den fordel, at man kan modtage masser af information, mens man vasker op, stryger, gør rent, rydder op osv. Og her kan særligt radioens P1 anbefales ud over alle grænser. Radioaviserne giver den aktuelle information, Orientering de mere dybdegående analyser, og alle interview-programmer bringer os alle meget tæt på spændende personligheder. Og der er faktisk rigtigt mange spændende vinkler i næsten alle programmer på mødet mellem Islam og ikke-muslimer.
Så jeg vil mene: Læs morgenaviser (også gerne udenlandske som f.eks. International Herald Tribune, New York Times, Die Zeit, Le Monde, Neue Zürcher Zeitung, El Pais, Dagens Nyheter, Moscow News osv. osv.) og hør radioens P1, og glem alt om TV!!
Mht. islamofobi, så er den selvfølgelig allermest udbredt i JyllandsPostens læserbreve. Og kommentarboksen i Berlingeren kan også være slem. På den anden side synes jeg også rigtigt mange journalister gør en stor indsats for at sætte sig ind i de problemer indvandrere og muslimer har med at blive integreret i samfundet. Mange tilfælde af diskrimination på arbejdspladser og i nattelivet dækkes f.eks. meget grundigt.
Men jeg synes godt i må nævne nogle grelle eksempler på islamofobien med citater og kilder, så vi kan diskutere dem igennem, og give modsvar, f.eks. gennem læserbreve.