Sagen har udviklet sig fra at være en diskussion om ytringsfrihed kontra respekt til at danske nødhjælpsarbejdere i Gaza og på den besatte Vestbred bliver tvunget til at rejse.
Fra at være en saglig diskussion er det blevet til at de to lejre prøver at overgå hinanden i at træde på andres følelser… Og hvem får noget ud af dette? Ikke mig hvert fald. Hverken som muslim eller som dansker.
Der er ingen tvivl om at jeg som muslim følte mig meget krænket, følte at der bevidst blev trådt på mine følelser. Der er ingen tvivl om at jeg blev stødt af Flemming Roses artikel som tegninger blev bragt med. Hvor han agiterede for at muslimer skulle ”vænne sig til spot, hån og latterliggørelse”.
Der er heller ingen tvivl om at det sårer mig at danskere bliver overfaldet rundt omkring i verden fordi nogle fjolser på en enkelt dum avis har bragt disse tegninger.
Dette her skaber splittelse i vores samfund, det skaber en intern splittelse i danske muslimer. For vi kan ikke acceptere en sådan nedgørelse af den person vi elsker mere end alt andet. Den person vi elsker mere end vores mødre og fædre. Samtidig kan vi heller ikke acceptere at det skal gå ud over uskyldige mennesker.
Hvad kan vi gøre nu?
Enhver bør indse at denne sag er blevet kørt alt for langt ud. Folk bør indse at det altså ikke er alle os danskere der er dumme. Samtidig bør folk indse at det ikke er alle os muslimer der er dumme.
For det er netop de tanker folk tumler med i disse dage. At ”de andre” er dumme, som små børnehavebørn overgår folk hinanden i grovheden af deres fornærmelser.
Derfor må og skal dette stoppe nu. Denne konflikt må ikke udvikle sig mere i negativ retning.
Så enhver må stille sig spørgsmålet: ”Hvad kan JEG gøre for at få bremset denne udvikling”?
Det nytter intet at vi bliver ved med at slå hinanden i hovedet med hvem der er dummest, ”danskerne eller muslimerne”. Og hvad med de danske muslimer, skal de slå sig selv i hovedet eller hvad.
Lad os alle stå sammen om at løse denne konflikt.

