Jfr.Ritzau-telegram fra i dag:
Muslimske lande opfordres til boykot af dansk kulturfestival
Organisationen Den Islamiske Konference (OIC), som tæller 56 muslimske lande, opfordrer til boykot af den danske kulturfestival Images of the Middle East, der skal løbe af stablen i august. Baggrunden er Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed og den danske regerings ligegyldighed over for emnet, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Images of the Middle East får økonomisk støtte fra blandt andre Udenrigsministeriet.
En række imamer og andre topfolk fra islamiske menigheder i Danmark har i de seneste uger rejst Mellemøsten tyndt for at få ministre, toppolitikere, organisationsledere og religiøse overhoveder i hele den islamiske verden til at protestere over for Danmark.
Hovedkraften bag initiativet er Islamisk Trossamfund i København, og her betegner talsmand Ahmed Said Kassem kampagnen som "en stor succes". /ritzau/