Tillidsrep. med indvandrerbaggrund et særsyn i fagbevægelsen

[Erik_Willumsgaard]

I flg. nedenstående artikel fra LOs blad, A4, er meget få danskere med indvandrerbaggrund aktive i fagbevægelsen.

Der diskuteres forskellige grunde. Hvad mener I, og har I overvejet at blive fagligt aktive?

Her er artiklen:
[f]
Etniske tillidsfolk er et særsyn i fagbevægelsen
[/f]
Fagbevægelsen har et demokratisk underskud i forhold til det voksende antal medlemmer med anden etnisk baggrund. Meget få medlemmer med baggrund i ikke-vestlige lande går ind i fagligt arbejde og bliver valgt som tillidsrepræsentanter i forhold til deres danske kolleger, viser ny undersøgelse. Fagforbundene har fået øjnene op for problemet, men ingen har den præcise forklaring, og det er svært at løse, siger de.

ET SPØRGSMÅL OM TILLID Egentlig er det kollegernes fortjeneste, at Turan Savas, 38-årig industriarbejder med tyrkisk baggrund, kom i gang med en faglig karriere for 18 år siden. In-gen meldte sig frivilligt, da der skulle vælges tillidsrepræsentant i hans afdeling. Men hvad med ham – var det ikke noget?

Og da den nu 38-årige ansatte på Rahbek Fisk i Fredericia er nysgerrig af natur, kunne han ikke sidde en sådan opfordring overhørig. Han slog til og er i dag en dreven fagforeningsmand, der også sidder i bestyrelsen for den lokale 3F-afdeling.

Eksemplet er desværre mere undtagelsen end reglen i LO-fagbevægelsen. Selv om antallet af medlemmer med baggrund i ikke-vestlige lande vokser i en ellers svindende medlemskreds, er indvandrere på tillidsposter stadig et særsyn i fagbevægelsen.

Ingen har nogen entydig forklaring på fænomenet. Men der er ingen tvivl hverken hos fagforbund eller etniske tillidsvalgte om, at både danske kollegers mistillid til at lade sig repræsentere af en indvandrer og indvandrernes egen usikkerhed over for opgaven med at varetage kollegernes interesser spiller ind.

Hvor svært det er at blive valgt som tillidsrepræsentant med indvandrerbaggrund, viser en ny undersøgelse fra Fagbevægelsens Videncenter for Integration.

Af alle valgte tillidsrepræsentanter i LO-forbundene har 20.025 dansk baggrund. De udgør 1,9 procent af alle 1.041.116 organiserede, etniske danskere. Af de 55.637 organiserede med oprindelse i ikke-vestlige lande er kun 247 – svarende til 0,4 procent af gruppen – tillidsrepræsentanter.

Indvandrere fra vestlige lande har langt lettere adgang til tillidsposter end indvandrere fra ikke-vestlige lande, uden at de dog når helt op på »dansk« niveau. Af 19.123 LO-organiserede indvandrere fra vestlige lande er 271 personer – eller 1,4 procent af gruppen – valgt som tillidsrepræsentanter.
Demokratisk underskud

Fagbevægelsen har et demokratisk underskud i forhold til de etniske minoriteter, konstaterer Fagbevægelsens Videncenter for Integration på baggrund af kortlægningen. Den er ikke kommet bag på centrets leder, Jamilla Jaffer, men den understreger behovet for at gøre noget ved problemet, mener hun:

»Der er brug for en ekstra indsats for at rekruttere tillidsvalgte blandt de etniske minoriteter. Det handler om at synliggøre mulighederne i det faglige arbejde. Om at man kan få indflydelse og indgå i et fællesskab, der bygger på solidaritet.«

Flere etniske tillidsrepræsentanter ville betyde et kæmpe løft for den etniske ligestilling og kunne modvirke mange kulturelle brydninger på arbejdspladserne, fordi de kunne optræde som sparringspartnere for ledelserne, mener Jamilla Jaffer.

»Det ville være en ekstragevinst. For målet skal selvfølgelig ikke være, at de udelukkende repræsenterer indvandrerkolleger, men at også etnisk danske kolleger vil være trygge ved at have dem som repræsentanter. Og sådan vil det jo også være med den tillidsrepræsentantuddannelse, vi har,« siger hun.

Turan Savas, der er muslim, ser dog et behov for at gå uddannelsen og den kultur, der knytter sig til den, efter i sømmene. Han husker, hvordan han fra start var helt på bar bund og manglede grundlæggende forståelse for, hvad fagbevægelsen stod for, da han udstyret med mange indforståede papirer drog af sted til sit første kursus og blev modtaget med karbonader og fadøl.

»Hvis vi vil overleve, kan vi ikke bare gøre, som vi plejer, og vente på, at medlemmerne kommer af sig selv – og at de oven i købet påtager sig fagligt arbejde. Vi må fortælle det voksende antal medlemmer blandt indvandrerne, hvad fagbevægelsen står for, og i alt, hvad vi gør, signalere, at der er tænkt på dem, så de føler sig velkomne. Det handler også om noget så banalt som at supplere de røde pølser med kyllinge- eller oksekødspølser, hvis vi har et arrangement.«
Papir er taknemmeligt

Jane Korczak, næstformand i forbundet 3F erkender blankt, at hendes forbund kan blive meget bedre til at inddrage etniske minoriteter i det faglige arbejde. 3F har en målsætning om at afspejle medlemssammensætningen på valgte poster. Derfor er hun langtfra stolt over, at kun 0,3 procent af 3F-medlemmer med baggrund i ikke-vestlige lande er valgt som tillidsrepræsentanter, når det samme gælder 1,8 procent af de 272.441 etnisk danske medlemmer.

»Det er godt at få mangfoldighedstanken skrevet ned, men vi har nok ikke fået den ind under huden endnu. Jeg tror heller ikke, at afdelingsbestyrelserne har øje for den talentmasse, der er blandt indvandrerne. Det har noget at gøre med vaner og fordomme. Vi reproducerer os selv - jeg tror, det ligger dybt i os. Men det er vigtigt for alle medlemmer at se personer på tillidsposter, der ligner dem selv. Og hvis fagbevægelsen vil være mangfoldig, må den vise det i både ord og handling,« siger hun.

I forbundet Fag og Arbejde (FOA) er der samlet set flere tillidsrepræsentanter per medlem end i 3F. Men misforholdet mellem tillidsvalgte med henholdsvis dansk og indvandrerbaggrund er tilnærmelsesvis det samme: Kun 0,8 procent af forbundets 6.307 indvandrer-medlemmer er valgt som tillidsrepræsentanter mod 3,5 procent af de 145.324 etnisk danske medlemmer.

Mønstret er »klart utilfredsstillende«, mener forbundssekretær Peter Kvist Jørgensen. Inden for det seneste halve år er forbundet nået til den erkendelse, at underrepræsentationen af etniske medlemmer på valgte poster er et område, som fortjener samme fokus som den manglende ligestilling mellem kønnene. Efter et temamøde i september om problemet er forbundet i øjeblikket ved at forberede en handlingsplan, der gerne skulle være klar i midten af december.

»Vi ved ikke, om problemet skyldes, at det er svært at få indvandrere til at stille op, eller om det er, fordi de har svært ved at blive valgt. Uanset hvad, så må det være medlemmerne ude på arbejdspladserne, der afgør valg af tillidsrepræsentanter. Ellers kolliderer vi med demokratiet. Men man kan godt diskutere positiv særbehandling for eksempel i form af særlige poster til indvandrere. I det hele taget er der brug for en åben diskussion af, hvordan vi fremmer indvandrernes muligheder inden for det demokratiske system,« siger Peter Kvist Jørgensen.
Langt sejt træk

I forbundet HK er man på det seneste også begyndt at arbejde målrettet med at få inddraget flere af sine efterhånden mange indvandrer-medlemmer i det faglige arbejde.

Af 7.306 medlemmer med baggrund i ikke-vestlige lande er kun 0,2 procent valgt som tillidsrepræsentanter mod 1,4 procent af de 270.416 medlemmer med dansk oprindelse. Det er ikke tal, som næstformand Karin Bancsi kan leve med i længden, men på den anden side set forudser hun en lang og sej indsats for at få rettet op på misforholdet.

»Vi er gode til at hverve medlemmer, for hvis man ser på organisationsgraden er det ikke afgørende forskel på etniske danskere og indvandrere. Det store problem ligger i, at så få af dem engageres i det faglige arbejde. Her skal vi levere uddannelse – ikke bare til valgte tillidsrepræsentanter, men også til dem, der er interesserede i at blive det. Men 60 procent af vores etniske medlemmer er under 30 år, og den typiske HK-tillidsrepræsentant er en kvinde på 40 år. Det siger noget om, at det vil tage tid, før indsatsen slår igennem,« siger hun.

Karen Bancsi er ikke i tvivl om, at hovedårsagen til indvandrernes underrepræsentation blandt tillidsrepræsentanter er, at de ikke stiller op. Hun ser samme mønster i ansættelserne i HK, hvor man målrettet og med held går efter elever med anden etnisk baggrund. Det går også udmærket, når det gælder besættelsen af administrative stillinger. Men når det drejer sig om opslåede stillinger som faglige sekretærer, kommer der ingen ansøgninger fra indvandrere.

Nu vil HK med et såkaldt integrationsmanifest rette op på tingene. Et udkast til manifestet har været drøftet mellem forbundet og en række HK-afdelinger landet over de seneste måneder og skal forelægges forbundets hovedbestyrelse i løbet af oktober.

Blandt mange andre tiltag indeholder det konkrete forslag til, hvordan HK involverer og engagerer nydanske medlemmer i fagforeningsarbejdet. For eksempel i form af mini-fagforeningsleder-projekter, som i en periode kan give indvandrermedlemmer mulighed for at følge arbejdet i en HK-afdeling. Der indgår også forslag om uddannelse af mentorer blandt indvandrerne for at styrke kontakten til indvandrerne og gøre op med fordomme om fagbevægelsen.

Ikke alene kæmper fagbevægelsen nemlig mod de samme fordomme blandt indvandrerne, som man også finder blandt danskere. Fordomme, som hovedsageligt drejer sig om pamperi. Den har yderligere det handicap, at faglige organisationer i indvandrernes oprindelseslande står i ledtog med de politiske magthavere, og sådan tror man også, det hænger sammen i Danmark.
Personlig kontakt er nødvendig

Den barriere er Jamilla Jaffer fra Fagbevægelsens Videncenter for Integration meget bevidst om. Centret gennemfører i løbet af det næste halve år en såkaldt etnisk frontløberuddannelse for indvandrere, der gerne vil vide mere om fagbevægelsen og overvejer at blive fagligt aktive. Men Jamilla Jaffer kan levende forestille sig, hvordan tilbuddet er blevet modtaget, når og hvis det er nået frem til medlemmerne med anden etnisk baggrund via de lokale afdelinger af deres fagforening.

»Indvandrere er ikke vant til at blive inddraget i demokratiske processer, og for dem er et brev ensbetydende med problemer. For eksempel et krav om at komme og stå skoleret i a-kassen. Derfor er det så vigtigt, at de lokale afdelinger kender og er opsøgende i forhold til deres medlemmer med anden etnisk baggrund, og at de gør sig umage med at fortælle dem om deres muligheder.«

Repræsentanterne for de tre største LO-forbund understreger, at den ambitiøse frontløberuddannelse med fire moduler af hver fire dages varighed ikke kan gøre det alene. Der er også brug for lokale tiltag.

»Det er fint nok med kurser af den slags. Men især i forhold til kvinder er det problematisk, at man skal rejse væk fra hjemmet og bo på en kursusejendom i flere dage. Derfor er vi også lokalt nødt til at tænke skævt og alternativt,« siger Jane Korczak.
Af Michael Bræmer, mbr@lo.dk

[Erik_Willumsgaard]

Det er måske lidt off-topic og lidt af en gentagelse af, hvad jeg engang har sagt...men...

Hvorfor er det konstant folk med indvandrerbaggrund som er "målgruppen" for diverse projekter? Det er som om at folk med indvandrerbaggrund bliver anset som...handicappede og har brug for speciel hjælp til at søge arbejde, blive uddannede osv. . Probelemt er ikke altid indvandrere, men folk der ikke ansætter dem eller giver de en grund til at se pointen i at arbejde og uddanne sig!

Jeg synes det er latterligt at bruge så meget energi på folk med indvandrerbaggrund konstant; hvad med at hjælpe blinde, døve, armløse, benløse, hjemløse, bistandshjælpmodtagere, racister eller noget i at blive involveret i samfundet istedet for .

Jeg forstår udmærket godt, hvor du vil hen.

Men her er der altså ikke tale om at hjælpe nogen i beskæftigelse.

Hvervet som tillidsrepræsentant er tværtimod vejen til indflydelse i samfundet. Hvis ikke arbejdsmanden Anker Jørgensen var blevet tillidsmand som ung, var han aldrig kommet i gang med den politiske karriere, som endte med statsministerposten.

Hvervet som tillidsrepræsentant giver også en stor indsigt i hele virksomheden, en indsigt, som gør, at en tillidspost ofte fører til forfremmelser, somme tider helt til toppen som administrerende direktør for en stor koncern.

Hvis medarbejdere med indvandrerbaggrund ikke tager del i det faglige arbejde, vil de på forhånd afskære sig fra mange af de muligheder, det giver for indflydelse og udvikling. Og samfundet kan blive opdelt i et A- og et B-hold.

Men måske er det for anstrengt med alle disse bestræbelser, som nævnes i artiklen? Skal man bare lade tiden arbejde, og vente på udviklingen igennem generationerne?

Under alle omstændigheder tror jeg nu nok, at det er godt for alle, at der bliver gjort noget ved den "usundhedskultur" med øl, røg og fed mad, som har præget visse dele af fagbevægelsen. For den vil også rigtigt mange unge uden indvandrerbaggrund stå helt af overfor!

[Al-Talib]

Hvervet som tillidsrepræsentant er tværtimod vejen til indflydelse i samfundet. Hvis ikke arbejdsmanden Anker Jørgensen var blevet tillidsmand som ung, var han aldrig kommet i gang med den politiske karriere, som endte med statsministerposten.

Og man kan med ret stor sandsynlighed sige at Anker var den sidste arbejdsmand der blev statsminister i Danmark. Der er hvert fald ikke meget der tyder på at vi i Danmark kan få en statsminister der ikke har studeret enten statskundskab, økonomi, jura eller noget i den dur.

Hvervet som tillidsrepræsentant giver også en stor indsigt i hele virksomheden, en indsigt, som gør, at en tillidspost ofte fører til forfremmelser, somme tider helt til toppen som administrerende direktør for en stor koncern.

Man kan hvert fald ikke anklage dig for ikke at smørre tykt på.

Hvis medarbejdere med indvandrerbaggrund ikke tager del i det faglige arbejde, vil de på forhånd afskære sig fra mange af de muligheder, det giver for indflydelse og udvikling. Og samfundet kan blive opdelt i et A- og et B-hold.

Hvorfor egentlig? Jeg kan godt følge dit argument, hvis man ser på den enkelte, men når man ser på indvandrere som gruppe er der da absolut intet at problematisere.

Personer med indvandrerbaggrund kan jo uden problemer lade sig repræsentere af etnisk danske kollegaer. Hvis man problematiserer at denne gruppe tilsyneladende er underrepræsenteret gør man denne gruppe en stor bjørnetjeneste. Man opdeler nemlig danske arbejdere i folk med etnisk dansk baggrund og en anden etnisk baggrund end dansk. Og det er ikke umiddelbart mere opsplitning samfundet har brug for i disse tider.

Men måske er det for anstrengt med alle disse bestræbelser, som nævnes i artiklen? Skal man bare lade tiden arbejde, og vente på udviklingen igennem generationerne?

Ja, det virker ret anstrengt. Jeg er sikker på at det er med de bedste intentioner at artiklen bringes, men man skal bare overveje hvilke konsekvenser det egentlig har.

[Erik_Willumsgaard]

Hvervet som tillidsrepræsentant er tværtimod vejen til indflydelse i samfundet. Hvis ikke arbejdsmanden Anker Jørgensen var blevet tillidsmand som ung, var han aldrig kommet i gang med den politiske karriere, som endte med statsministerposten.

Og man kan med ret stor sandsynlighed sige at Anker var den sidste arbejdsmand der blev statsminister i Danmark. Der er hvert fald ikke meget der tyder på at vi i Danmark kan få en statsminister der ikke har studeret enten statskundskab, økonomi, jura eller noget i den dur.

Hvervet som tillidsrepræsentant giver også en stor indsigt i hele virksomheden, en indsigt, som gør, at en tillidspost ofte fører til forfremmelser, somme tider helt til toppen som administrerende direktør for en stor koncern.

Man kan hvert fald ikke anklage dig for ikke at smørre tykt på.

Hvis medarbejdere med indvandrerbaggrund ikke tager del i det faglige arbejde, vil de på forhånd afskære sig fra mange af de muligheder, det giver for indflydelse og udvikling. Og samfundet kan blive opdelt i et A- og et B-hold.

Hvorfor egentlig? Jeg kan godt følge dit argument, hvis man ser på den enkelte, men når man ser på indvandrere som gruppe er der da absolut intet at problematisere.

Personer med indvandrerbaggrund kan jo uden problemer lade sig repræsentere af etnisk danske kollegaer. Hvis man problematiserer at denne gruppe tilsyneladende er underrepræsenteret gør man denne gruppe en stor bjørnetjeneste. Man opdeler nemlig danske arbejdere i folk med etnisk dansk baggrund og en anden etnisk baggrund end dansk. Og det er ikke umiddelbart mere opsplitning samfundet har brug for i disse tider.

Men måske er det for anstrengt med alle disse bestræbelser, som nævnes i artiklen? Skal man bare lade tiden arbejde, og vente på udviklingen igennem generationerne?

Ja, det virker ret anstrengt. Jeg er sikker på at det er med de bedste intentioner at artiklen bringes, men man skal bare overveje hvilke konsekvenser det egentlig har.

Hej Al-Talib

Tak for dine meget konstruktive kommentarer.

Og lige nogle genkommentarer.

Mht. om Anker Jørgensen blev den sidste statsminister uden en akademisk eksamen skal man aldrig sige aldrig. Henrik Dam Kristensen, postbudet fra Vorbasse, var ret tæt på at blive Poul Nyrups efterfølger, og han ser aktuelt ud til igen at rykke tæt på toppen i Socialdemokratiet.

(Direktøren for Nordens største finanskoncern, Danske Bank, Peter Straarup er i øvrigt heller ikke akademiker, men startede som bankelev i en filial i Silkeborg og kravlede op derfra.)

Mht. de muligheder som fagligt arbejde giver én i karrieren kan du altså godt tørre det svedne grin af, Al-Talib!
For jeg har faktisk set mange eksempler tæt på, hvor tillidsrepræsentanter, fagforeningsformænd mv. er blevet forfremmet til ledende poster. Sidst jeg oplevede det blev tillidsmanden for HK i en virksomhed forfremmet til først personalechef og siden til produktionsdirektør. Det ses en del inden for HK-, og DJØF-området, men f.eks. også inden for byggebranchen. Jeg skal gerne remse eksempler op, hvis du ønsker det!

Meen, så kommer vi til det mere alvorlige, der hvor du og Moonlight virkelig sætter kniven ind: Er det denne konstante ekstra opmærksomhed, som medarbejdere med navne, som kan føres til steder langt syd og øst for DK, har brug for? Er denne opmærksomhed netop ikke med til at fastlåse en forskelsbehandling frem for at udviske den?

Ja, det kan endda føre til ekstra modvilje: Er det af hensyn til Muhamed og Fatimas deltagelse i fagforeningsmøderne, at man begynder at servere andet end smørrebrød med øl til? Skal vi nu slet ikke også have det lidt hyggeligt mere?

Men, hvis man nu i stedet indfører en lidt mere sund stil af hensyn til "tidsånden", sker der jo ikke noget ved, at Ali og Kadhija eventuelt vil føle sig lidt bedre tilpas ved møderne i fagforeningen!

Jeg synes virkeligt, at det er alvorlige indvendinger, som i realiteten kan rettes mod megen "integrationspolitik", som I kommer med. Det burde man egentlig arbejde noget videre med på én eller anden led.