Kreative indvandrerfirmaer i vækst
En række indvandrervirksomheder i hovedstadsområdet vokser på kreativitet og målrettet rekruttering.
En række indvandrervirksomheder i hovedstadsområdet har økonomisk succes og beskæftiger op til 50 ansatte.
Årsagen er, at de driver virksomhed efter danske standarder og samtidig udnytter kompetencer fra deres indvandrerbaggrund. Det viser en ny rapport fra Erhvervscenter for Etablering, Vækst og Udvikling, EVU, som Idag, Industriens Dagblad, skriver tirsdag.
- Noget af det mest markante er, at indvandrervirksomhederne ligner danske virksomheder meget i den måde de ansætter medarbejdere på. De går mere målrettet efter specifikke kompetencer, end de mindre indvandrervirksomheder, der ofte ansætter folk fra omgangskredsen uanset kompetencer, siger analysemedarbejder Jakob Stoumann fra EVU til Idag - Industriens Dagblad.
Også den måde indvandrervirksomhederne præsenterer sig udadtil og bruger hjemmesider og IT på er i samme stil som danske virksomheder, konstaterer Jakob Stoumann.
Det er dog fortsat de såkaldt typiske indvandrer-brancher, der udgør springbrættet for mange iværksættere med indvandrer-baggrund.
- Mange af dem er startet som grønthandlere, kioskejere eller restauratører. Derefter har de brugt pengene til at satse mere kreativt, og det er årsagen til deres succes, siger Jakob Stoumann. Han hæfter sig ved, at mange indvandrervirksomheder findes inden for vækstområder som videnservice.
Med EVU's rapport er det første gang, at de succesrige indvandrervirksomheder er blevet undersøgt i Danmark.
Kilde: IDag