by Betelgeuse » søn jul 04, 2010 10:10
Wa alaikum salam.
Der skal være én (den første) til at bryde mønstret, før at dørene kan åbnes for andre. Jeg synes ikke at man skal udelukke en uddannelse, fordi der umiddelbart ikke er nogen søstre man kender til, som arbejder inde for samme sektor. Spørgsmålet er mere hvad du vil og ikke vil bruge energi på, og hvis du mener at du som person ikke kan rumme hvad det indebærer, er det forståeligt.
Social rådgiver uddannelsen er meget god, men også meget psykisk krævende. Er man den type som har en passion for at ville hjælpe andre, skal man også være i stand til kunne adskille arbejde fra privatlivet.
Mange er følsomme, og bliver desværre lettere påvirket - end man kunne ønske - fordi midlerne er trænge, og folket der behøver hjælp er mange. Man skal derfor ikke forvente, at man kan tilbyde folk alverdens guld, også se dem gå gladeligt derfra. Det er et arbejde hvor du som social rådgiver, er skænket bestemt tid og midler på hver person, som er en "sag" - og disse vil der være mange af. Kan du rumme det ? Er du i stand til at forholde dig objektivt til en person, som har haft en grim opvækst og tilværelse, uden at du følelsesmæssigt involverer dig i personen og de hundredvis af andre personer som efterfølgende, (med samme historie) vil skulle behøve din rådgivning og iværksættelse ? Vil du bagefter være i stand til at kunne komme hjem, lave aftensmad - tage dig af dine børn, mand og dig selv ?
Hvis du stadig kan svare ja, synes jeg at du skal sætte næsen efter det. Jeg håber da heller ikke at det var for pessimistisk malet, men det er ikke så meget "hvad man gider" - som man skal gå efter og bedømme på. Det er snarere hvad man k a n og er i stand til at rumme og håndtere - som den type person man er, som man skal bedømme udfra. Jeg kender flere og har oplevet død flere gange. Jeg har været og hørt på unge mennesker, dansker som udlændinge der var blevet voldtaget, som skar i sig selv, som var fortvivlede - som behøvede hjælp, som tog stoffer, som fik tæsk, som drak, som tog sit eget liv. Enten bryder man sammen, eller også hæmmes man og lærer at forholde sig objektivt til andre mennesker. Men derfor panikker man stadig engang imellem, og selvom at du som social rådgiver vil kunne komme på kurser, - er der ingen der kan forhindre dig i at gå nedenom og hjem med en depression. Dermed ikke sagt at der ikke findes gode oplevelser og skønhed ved uddannelsen, men den er krævende.
Jeg håber at du ikke misforstår mig, men mange vil gerne hjælpe folk - men det er de færreste som er i stand til at håndtere og rumme det, som det indebærer. For det er ikke så nemt, som man går og drømmer om og det kræver mere af dig som person, end hvad man umiddelbart ved første tanke troede det ville.
Men hvis jeg ikke tager fejl, skulle der gerne være et par stykker herinde med samme interesse og valg af uddannelse, som måske, vil kunne motivere dig, inshaAllâh.
