Hadforbrydelser - en hverdagsoplevelse?

[Uzay K.]

Hadforbrydelser - en hverdagsoplevelse?

Forleden fik jeg mulighed af Københavns Politi til at deltage i et dialogmøde i forbindelse med PET´s seneste rapport om hadforbrydelser i Danmark. Jeg deltog kun meget kort, men jeg fik en kopi af rapporten med mig, og jeg brugte en del af min aften til at reflektere over hadet.

Der forekommer heldigvis ikke mange hadforbrydelser i Danmark, men de, der forekommer, er alvorlige nok. Hvad er forskellen mellem almindelige forbrydelser og hadforbrydelser, vil nogen nok spørge. Det gør jo lige ondt på offeret begge gange, så hvorfor er der behov for at definere nogle af de kriminelle overgreb som særlige delikter?

Svaret er naturligvis, at hadforbrydelser er langt farligere for vores fællesskab som mennesker end de sædvanlige overfald efter en våd bytur eller røveri for pengenes skyld. Hadforbrydelser er som udgangspunkt ikke rettet mod en enkelt person for vedkommendes egen skyld, men imod en person, der ses som repræsentant for en gruppe af mennesker, man ikke ser som mennesker.

Hvad enten man overfalder folk pga deres hudfarve, religion eller baggrund, så er hadet med i det hele. Hadet er som et bål, der brænder og løber løbsk, og som næres af fremmedgørelsens vind.

Vi bryster os af, at Danmark reddede en masse jøder under besættelsen. Vi vil så gerne sige: vi deltog ikke i hadet; vi var anderledes. Men som Jakob Holdt engang formulerede det, så lever racismen og ikke mindst hadet i os allesammen. Vi har alle potentialet for hadforbrydelser i os, og vi må ikke begå den fejl, at vi kun får øje på ondskaben hos de andre.

Hadet starter ikke i koncentrationslejrene eller med folkemordene; hadet starter i det små som en ulmende glød. Den næres af de tanker, vi får, når vi hader for en god hensigts skyld. Når vi glemmer barmhjertighedens budskab, fordi vi føler vores egen retfærdighed trådt under fode; så bliver det nemt at hade. Vores hjerter udhules ganske langsomt af denne arrogance, og til sidst mærker vi ikke engang glimtet af den tåre, der løber ned ad hadeobjektets kind, for den spejler sig i vores eget bål af had.

Hvor tit har vi ikke gjort andre uret med den overbevisning, at vi gjorde det “rette”?

Hvor tit har vi ikke skubbet gode mennesker ud i kulden fra vores egen bålplads, som vi beskyttede med vores egen selvtilstrækkelighed. Han eller hun kan selv have været ude om det; vi lukker dem ude med vores kulde, mens vi varmer ryggen på hadets bål. Vi mærker hadets varme og tager fejl af dens flammer, men vi har ikke ilden under kontrol.

Udadtil er vi selvgode, mener at gøre det rigtige, og vi bekræfter hinanden i, at de andre eller den enkelte, som det går ud over, sikkert er ude om det selv, måske i form af tidligere handlinger, ytringer, væremåde, udseende. Det betyder ikke noget hvorfor. Had kræver intet visum, men har adgang til vores hjerter gennem vores egne døre, der står åbne.

Det er prisværdigt, at Københavns Kommune samarbejder med en række organisationer om at bekæmpe hadforbrydelser. Vi tager alle afstand fra racisme og diskrimination – tror vi. Men der er andre hadforbrydelser; de ser meget mindre ud end folkemord eller racisme.

Det er de små hadforbrydelser som fx. tavshed, hvormed vi dræber hinandens hjerter i den tro, at vi redder dem fra samtalens ulemper. Eller for eksempel den underlige kollega, hvis handlinger vi ikke altid forstår, men som vi tåler for fællesskabets skyld, sålænge vi ikke selv behøver at tage ansvar. Eller den dumme buschauffør, som vi giver fingeren, fordi han ikke kan komme hurtig nok gennem trafikmylderet ved den nyligt lukkede Nørreport station. Eller den person, vi ikke vil sidde ved siden af, fordi vi ikke regner ham eller hende for at være gode nok at sidde ved siden af.

Had starter som en glød, og ikke som et bål. Hver gang hadet får os til at fjerne os fra vores medmennesker, hvad enten dette sker gennem åndelige eller gennem konkrete kanaler; vi fjerner os, isolerer hinanden, bliver til fremmede over for hinanden og så er der ikke langt igen til generalisering, fjendebilleder og til sidst dæmonisering. Dæmoniseringen er det sidste skridt, man tager for hadets skyld. Efter det, er der kun de indre dæmoner at slås med, for så har vi mistet vors hjerter, og i stedet for hjertet, har ilden taget dets plads.

Had er en kold ild, akkurat som tavsheden er kolde ord. Begge dele er farlige for os.

Hadforbrydelsernes kim er sået inde i vores egen sjæl. Gennem vores tavshed vokser hadet, flammer op, brænder videre, udvikler sig, indtil bålet raserer vores hjerter, æder dem op og efterlader sjælen sværtet indefra som tomten på et nedbrændt hus.

Når man er blevet udsat for en hadforbrydelse, mister man tilliden til sine medmennesker. Man bliver ikke bare mistroisk og fjern, man mister også håbet og evnen til at føle kærlighed til andre og ikke mindst til sig selv. Man går i forsvarsposition hele tiden over småting, man er bange og ensom, men man prøver at gemme det, for hvis der er noget i denne verden, som nærer hadets bål mest effektiv, så er det en sjæl, der giver udtryk for sin angst eller sin ensomhed.

Når jeg hører om hadforbrydelser, tænker jeg ikke kun på folkedrab eller racisme, men også på HC Andersens novelle “Den Grimme Ælling”. I denne historie fortæller HC Andersen os på bedste vis, hvordan had fra andre kan knække livsglæden og tilliden hos det enkelte individ, som bliver udsat for had.

I Koranen hedder det: “…at den, der dræber et enkelt menneske, for ham er det, som om han har dræbt hele menneskeheden, og for den, der redder et enkelt menneske, for ham er der, som om han har reddet hele menneskeheden…” (Surah Maida 5:32)

Måske kan man advare imod hadforbrydelserne ved at sige, at den der hader et enkelt mennesker, hader hele menneskeheden, fordi hadet er som et våben, der dræber langsomt, men som ikke bare dræber den, der bliver hadet, men også haderen selv og den del af menneskeheden, der gør som han.

Og er det ikke sådan, at den, der elsker et andet mennesker – uden fordomme og for Allahs skyld – for ham er det, som om han elsker hele menneskeheden? Kan man virkelig føle kærligheden til Gud, uden at kunne føle kærligheden til det, Han har skabt?

Jeg kan ikke sige mere om had, andet end at had i sin reneste form, skræmmer mig. Hadet i sin tavseste form er det eneste, som jeg nogensinde for alvor har været rigtig bange for. Jeg ville ønske, at jeg kunne stå imod hadet uden at ryste; omfavne tavsheden uden at kvæles, og Allah ved bedst.

Men på trods af at hadet er det tavse mørke, vil det altid savne lyset. Lad vores barmhjertighed være som lampen, der trænger mørket tilbage, og vid, at når mørket er tættest, kalder Gud os til bøn netop gennem Sin barmhjertighed.

[Zahra R]

Flot indlæg.
Som jeg sagde under mødet, så skal politiet først løse deres interne hadforbrydelse mod minoriteten i samfundet i stedet for at bruge kræfter på at lav kampagner, der beder folk om henvendelser mod hadforbrydelse.
Det er ikke længere en hemmelighed at politiet i Danmark har fået ry om deres diskriminerede tone når det er en indvander, der henvender sig.
Derudover skal man (som politiet) begynde at lave kampagner, der understreger forskellen mellem ytringsfrihed og hadforbrydelsen. At være kritisk over for livsstil som homoseksuel eller kritisk over for tørklæde-bærende muslimer IKKE er en hadforbrydelse, men ren og skær gøre brug af loven til at ytre sig. Det er derimod retorikken, der skal analyseres for hadforbrydelse.
Dette er noget, som er ret svært for mange- både for etniske danskere og for indvandrer. Mange bliver stemplet for værende en hadforbryder netop fordi man ikke kender til grænsen mellem disse to begreber.

[Uzay K.]

Tak.
Ville hjertens gerne have kommet med indlæg på mødet, da jeg faktisk havde forberedt mig ved at læse PET´s rapport, der rent ud sagt er en tynd omgang suppe.

I 2009 afskaffede man den vejledning, som de enkelte politikredse brugte som kriterier for, hvornår en forbrydelse skulle registreres som hadforbrydelse eller bare almindelig forbrydelse. I dag er det op til den enkelte efterforskers og registrants egen mavefornemmelse, hvorvidt en forbrydelse skal registreres som hadforbrydelser PLUS at Politiets Efterretningstjeneste ifm udfærdigelsen af årsrapporten laver en vilkårlig "søgning" i registeret efter visse stikord.
Dermed får vi en 17 sider kort "rapport", hvor man fx. har registreret "skældsord imod en politiker ved et møde" som hadforbrydelse, eller en grafitti "Asyl til Alle" på Integrationsministeriets væg som hadforbrydelser!

Jeg har oplevet en del henvendelser fra ofre for hadforbrydelser, der er frustreret over, at politiet ikke vil anerkende overgrebet som hadforbrydelse; fx. eksemplet med en somalisk familie i et socialt boligbyggeri, som fik deres opgang brændt af flere gange og der blev malet racistisk grafitti på væggene ud for deres lejlighed, hvilket IKKE var en hadforbrydelse

Politiet bør gøre MEGET MERE ud af at definere hadforbrydelser ud fra nogle faste kriterier, der ikke er politiske, men juridiske. PET´s årsrapport, der blev præsenteret på mødet, er kun en simpel opsummering af enkelte sammenfald og registreringer; der mangler definitionsdiskussioner, beskrivelser af det indsamlede materiale, juridiske kriterie-overvejelser, analyse af hvor mange anmeldelser der faktisk førte til efterforslning og dom og en beskrivelse af politiets strategiske og taktiske fremtidsplaner for den videre registrering og indsats på området!

Mosaisk Trossamfund registrerer egne anmeldelser, og har igennem de sidste to år udgivet deres egen rapport; det samme gør vist de homoseksuelles organisation. Det kunne være rart, hvis vi muslimer ville lave en strukturel registrering af de overgreb, som muslimer oplever og anmelder som hadforbrydelser; ideen er hermed givet videre, da jeg jo ikke har mulighed for at deltage i arbejdet Det er det vigtigt, at vi får nogle klart definerede rammer for begrebet "hadforbrydelser, og at disse registreres af flere forskellige aktører, så vi kan få en debat i gang.

Da jeg ikke var til stede på mødet, ved jeg ikke, om alle disse ting blev diskuteret åbent, men hvis Jakob Sharf (chefen for PET) i sin pressemeddelelse den 12.12. mener det alvorligt med, at "det registrerede antal forhold og hændelser gør det klart, at vi i samfundet som helhed bør have fokus på hadforbrydelser, og at vi må arbejde videre på at sikre, ikke blot at hadforbrydelser anmeldes til politiet, men også en effektiv indsats over for sådanne forbrydelser." (citat fra PETs pressemeddelelse), så må de bruge deres ressourcer bedre - og hvorfor så ikke starte med:

1) finde en brugbart afgrænsning og definition, der anvendes i alle politikredse, evt med hjælp fra justitsministeriet og de involverede NGO´er der arbejder med området
2) udfærdige en bedre registreringsprocedure
3) udgive en rapport på lidt flere end 17 sider, evt give arbejdet i udbud til konsulenter med indsigt i statistisk analyse af data indenfor kriminalområdet

Det var de punkter, jeg ville have frembragt under mødet, og som jeg gerne ville have haft til debat.
Men der er khair i alt.

Hvis muslimerne kunne finde ud af at samarbejde, kunne man jo fra de forskellige organisationers side have holdt et møde FØR præsentationen af rapporten, netop for så at kunne have stået stærkere i dialogen med politiet på mødet efterfølgende, og kunne så have præsenteret sine konklusioner og kommentarer mere velforberedt og samlet.

[Vegard]

Hadforbrydelser er et problem man må til livs. Jeg ser det som en af de største trusler for sameksistnsen i fremtiden.
Nu var jeg der ikke selv, men kom bare lige til at tænke på nogle ting

Forleden fik jeg mulighed af Københavns Politi til at deltage i et dialogmøde i forbindelse med PET´s seneste rapport om hadforbrydelser i Danmark. Jeg deltog kun meget kort, men jeg fik en kopi af rapporten med mig, og jeg brugte en del af min aften til at reflektere over hadet.

Spændende. Det ville jeg gerne have deltaget i.

Dermed får vi en 17 sider kort "rapport", hvor man fx. har registreret "skældsord imod en politiker ved et møde" som hadforbrydelse, eller en grafitti "Asyl til Alle" på Integrationsministeriets væg som hadforbrydelser!

Det kan det vel godt være, det kommer vel an på kontekst. hved der stod osv. Personlig angrreb på folks hjem pga politiske overbevisninger, kan jo i nogle tilfælde også være en hadforbrydelse. I princippet er overfald pga politisk overbevisning også hadforbrydelse.

At være kritisk over for livsstil som homoseksuel eller kritisk over for tørklæde-bærende muslimer IKKE er en hadforbrydelse, men ren og skær gøre brug af loven til at ytre sig. Det er derimod retorikken, der skal analyseres for hadforbrydelse.

Enig. Men der er vel eksempler, hvor grænsen bliver hårfin. Hvordan der bliver talt om andre grupper i dagligdagssproget er f.eks et af de områder der befinder sig i gråzoner.

Svaret er naturligvis, at hadforbrydelser er langt farligere for vores fællesskab som mennesker end de sædvanlige overfald efter en våd bytur eller røveri for pengenes skyld. Hadforbrydelser er som udgangspunkt ikke rettet mod en enkelt person for vedkommendes egen skyld, men imod en person, der ses som repræsentant for en gruppe af mennesker, man ikke ser som mennesker.

Ja her kan det jo godt være en kombination. Folk bliver jo også overfaldet pga af deres bias og samtidigt røvet. Det bør jo ikke være sådan, at hvis man samtidigt bliver røvet, så går det fra den ene kategori til den anden.

Men som Jakob Holdt engang formulerede det, så lever racismen og ikke mindst hadet i os allesammen.

Det tror jeg i princippet han har ret i. Jeg er stor tilhænger af det tidlige arbejde Holdt har lavet. Når det er sagt vil jeg sige, at jeg ikke håber han kommer til at fylde meget i forhold til fremtidige debatter om racisme. Han blev kendt på Amerikanske billeder i en 70er kontekst og den kan han desværre ikke slippe. Da jeg så hans sidste show og han talte "herremanden" og de sorte i bomuldsplantagen (som han i øvrigt også arbejde med her i 2000erne) var jeg ved at falde ned af stolen. Intet havde han om moderne sort kultur i Sydstaterne. Nå nok om ham