En håndfuld af blot mange af de islamiske sølvmønter, man har fundet i Danmark -
Det er ingen hemmelighed, at Danmarks forbindelser til den muslimske verden og omvendt har været et faktum i tusinder af år. Muslimer er ikke noget nyt i Danmark, og muslimerne kom ikke først til Danmark med 60ernes såkaldte fremmedarbejdere. Jeg har før skrevet adskillige artikler både på denne blog samt andre steder om den islamiske verdens forbindelse med Danmark, både på det økonomiske, kulturelle, religiøse og politiske plan, og emnet interesserer mig meget.
Mange kendte kilder beretter om det muslimsk-danske kulturmøde, men der findes også en hel del mindre kendte kilder, som faktisk er lige så interessante som de kendte.
Under et besøg på Københavns Bymuseum kom jeg således forbi et maleri af C.A. Lorenzen, der gennem penselstrøg havde foreviget det engelske bombardement af Kongens Nytorv i København natten mellem 4. og 5. september 1807. Blandt de flygtende mennesker ser man tydeligt flere arabisk-klædte mennesker (med turban og abaya) til hest bort fra flammerne.
Jeg spekulerede på, hvem det mon var, og hvad manden med turbanen lavede i København. Jeg har før brugt en del tid på at grave i det Kongelige Biblioteks arkiver for at lede efter kilder til bl.a. dansk-libyske og dansk-osmanniske forbindelser, og manden med turbanen på sin hest kunne sagtens være en ambassadør eller lignende udsendte fra Nordafrika/Osmannerriget, da der var en del af dem i København omkring år 1800.
Spændende er også de mange islamiske mønter, man har fundet gravet ned i den danske jord. Interessant var fx. den kufiske mønt (ca 700-tallet) som blev fundet ganske nyligt i en udgravning i forbindelse med reparationer af Thyras Have ved Jellingestenen. I vikingetiden brugte danskerne de muslimske mønter akkurat sådan, som mønterne lagde op til ud fra islamiske økonomiske regler; nemlig som fast betalingsvare hvor møntens værdi ikke blev opgjort i kunstig valuta (fiat) men i reel værdi (commodity) – fx. sølv eller guldmønter. Derfor var de muslimske mønter gangbare i Danmark, uafhængig af tid, oprindelsesland eller skrifttegn, noget som jeg personligt ville ønske mig i dag også.
En amerikansk ekspert i vikinge-numismatik (møntkendskab), professor Thomas Noonan fra Minnesota University, mener endda, at det netop var de muslimske mønter som spillede en stor rolle for vikingernes videre ekspansionsforsøg mod øst ad de russiske floder.
Og for få uger siden kunne jeg beundre vikingernes grafitti ridset ind i en af gelænderne i Aya Sophia-moskeen i Istanbul, der på tiden for grafittien endnu ikke var muslimsk, men som vikingerne kaldte for Miklagård. I den russiske Nestorkrønike kan man læse om de danske vikinger, der indgik som lejesoldater i den Byzantiske kejsers personlige livgarde; de blev kaldt væringer. Det interessante er her, at Nestorkrøniken er en af de ganske få samtidige kilder, der findes til vikingernes møde med muslimerne (der også befandt sig i Byzans, men også i de østslaviske riger), som ikke er arabisk.
Af bredt kendte kilder er naturligvis både Hakam al-Bakr og al-Tartushis optegnelser fra deres ophold i den danske handelsby Hedeby, og naturligvis Ibn Fadhlans berømte beskrivelser af de vikinger, han mødte under sit besøg hos ar-Rûs. Men der findes stadigvæk en del kilder, der endnu ikke er oversat fra arabisk, og som beskriver mødet med vikingerne. Fx. har jeg lige læst den arabiske historiker Masudis berømte værk “Sletter af guld og miner af juveler” (مروج الذهب ومعادن الجوهر) hvori han nævner de danske vikingers forskellige udseender og måder at leve på. Hans beskrivelser stammer fra mødet med danske vikinger i Rusland (ar-Rûs), og det samme gælder beskrivelserne af vikingerne i den arabiske historiker al Mukaddasis værk “De bedste kapitler om kendskab til områderne” (Ahsan at-Taqasim fi Ma`rifat il-Aqalim).
Den muslimske historiker Ibn Khurradadhbih beskrev vikingerne i sit værk “Vejenes og Kongerigernes Bog” (Kitab al Masalik w’al Mamalik) i 844. Hans værk menes at være det ældste geografiske beskrivende værk på arabisk, som man kender til. I bogen kalder han vikingerne for “al-sagalibaha“, som er det persiske ord for lyshårede, muskuløse mænd fra de nordiske kongeriger.
En anden muslimsk kilde til mødet med vikingerne er den arabiske historiker Ibn Miskawayya, der med øjenvidnebekrivelser beskriver vikingerne i sin bog “Tajarib al-Umam” som værende “store, stolte mænd, der altid slæbte rundt på en masse våben“, og hvordan hans egen rejsedelegation havde stort behov for disse vikingers udmærkede skarphed og store mod.
Også de andalusiske muslimer mødte vikingerne. Kendt er beretningen om den danske vikingehøvding Bjørn Jernsides mange angreb med sine skibe på Sevilla i 800-tallet. Historikeren Ahmed al Yaaqubi beskriver Bjørn Jernsides angreb på Sevilla; han kalder vikingerne for al Majus, og lovpriste deres evne til at sejle og bygge skibe til at manøvre på floden Guadakavir.
Efter at have slået danskernes angreb tilbage gennem at skyde brændende kugler af naftalin over vikingernes skibe, indgik Bjørn jernside omsider en fredsaftale med den andalusiske konge AbdulRahman II. Aftalen blev fejret gennem bl.a. at sende den muslimske forfatter og poet Yahya Ibn Hakam al-Bakri til “al-Majus” (ild-tilbederne). Hvis der nemlig var noget, som de andalusiske muslimer og vikingerne havde tilfælles, så var det kærligheden til poesi og navnligt heltedigtning!
Al-Bakri (under pseudonymet al-Ghazal) skrev derefter disse advarende ord i et arabisk digt, som han kvædede til ære for den danske vikinge”dronning” Noud (i Jylland):
“Jeg ser folk med deres rigdom,
hvordan når de dør,
så rejser de store sten over deres grave.
De hoverer og praler endda selv i graven,
over de fattige.”
hvordan når de dør,
så rejser de store sten over deres grave.
De hoverer og praler endda selv i graven,
over de fattige.”
Den muslimske Ibn Hawkal levede både i de østlige områder (al-Rûs) såvel som i det vestlige områder (Andalusien) og beskrev sit møde med danskerne indgående, omend hans værker ikke alle er oversatte fra arabisk. Han beskrev vikingerne ved at kalde dem “arthaniya” og skrev om dem, at de “ikke var vilde med at lade folk besøge deres byer nordpå, og at de ikke bryder sig om at lade frememde rejse sammen med dem, men at de selv bruger både til at handle med og sejler med bådene op ad floderne for at handle med sort ræveskind og kviksølv”.
Endelig er der også beretningerne fra den arabiske geograf al-Idrissi, som i sin bog Nuzhat al-Mushtaq fi Ikhtiraq al-Afaq beskriver vikingerne som et folk, der lever i et land, hvor dagen om vinteren kun er 3 og en halv time lang, og at de af og til jager store hvaler, og deri minder hans beskrivelse en del om den beskrivelse som Ibn Batutta gav om nordboernes “mørke” land.
Jeg vil ikke bruge mere tid på at beskrive de sjældnere arabiske kilders omtale af muslimernes møde med de danskerne, men blot gøre opmærksom på den skat af historisk rigdom, der ligger i disse kilder og deres beskrivelser. Gennem mange af de anekdoter og personlige beretninger, som disse kilder indeholder, er der meget spændende stof til eftertanke.
I Koranen hedder det: “I mennesker! Vi skabte jer af mand og kvinde, og Vi gjorde jer til folkeslag og stammer, så I kunne lære hinanden at kende.” (Koranen 49:13) – man kan kun lære nogen at kende gennem at lære dem at kende, så jeg vil opfordre alle med interesse for dansk og muslimsk historie om at grave kilderne igennem
Jeg har en sjette sans, der siger mig, at et eller andet sted ligger der sikkert oplysninger om danske vikinger, der i mødet med den muslimske verden har taget islam til sig – når jeg finder sådanne henvisninger eller historier, vil jeg naturligvis formidle dem videre på denne blog eller andre steder.
