Isra og Miraj (digt)

[Uzay K.]

Salam. Nedenstående er mit usle forsøg på at beskrive mine følelser i denne nat, hvor vi ihukommer Profetens mirakuløse natlige rejse, må Allahs fred og velsignelser være med ham til alle tider. Hans urokkelige tillid til sin Skaber selv under de værste forhold er et af de profetiske karaktertræk, som vi alle higer efter, men som ingen af os nogen sinde kommer til at opnå til fulde, og Allah ved bedst.

Ya Muzammil!
Da du mistede de mennesker, der beskyttede dig,
takkede du Allah for Hans visdom,
så hvorfor begræder vi tabet af vores beskyttere?

Ingen afstande vil nogensinde adskille drømme fra ønsker
Og intet spejl vil nogensinde opløse genskæret og vandet
i vores øjne.

Da stenene fra Taif ramte din ryg,og Gabriel lod dig vælge,
traf du barmhjertigheden og håbets valg,
så hvorfor tvivler vi på vores redning?

Ingen barmhjertighed vil nogensinde falme
og intet håb vil nogensinde smuldre
Undtagen i hjerternes glemte mørke.

Da Buraq bar dig til den fjerneste moske,
og kun Abu Bakr turde bevidne det usete,
fastholdt du tilliden i dens favntag,
så hvorfor frygter vi sandheden?

Isra og Miraj;
en nat født af mirakler,
og visioner af nåde,
som ingen af os kunne have båret.

Da du formidlede bønnens gave,
vendte du tilbage til den første verden,
så hvorfor længes vi efter den næste?

Blind ydmyghed er tavse bønners gave,
Men det søvnløse gulv, hvorpå vi knæler,
Ryster under os.

Alt, hvad der bliver tilbage
Er Allahs berøring
Af vores øjne.