Vandrer gennem ørkenen, klipper, sten og sand
solen brænder ovenfra, mangler også vand;
kroppen kaster skygge, sjælen ligeså
der er langt til solnedgang, som jeg venter på.
Vandrer væk fra vejen, finden den igen
Allah er barmhjertig, troen er min ven,
finder spor i sandet, flimren i mit sind,
mærker solens hede, ønsker mig lidt vind.
Vandrer mod min skæbne, leder efter spor
behøver intet vejkort, Allahs tegn er stor;
regnens varme dråber falder lydløst ned,
ørkenstormens hvisken lover indre fred.
Vandrer indtil natten, hviler ved en sø,
is på overfladen, vil den aldrig tø?
Stjernerne på himlen, lysglimt på min vej,
Ham, som skabte Månen, skabte også mig.
Sådan vandrer mennesket, fremad mod sit mål,
menneskesjælens varme tænder troens bål,
tvivlens kolde mørke brænder ingenting,
uden tro på Allah, vandrer vi i ring.
