Dette er mit aller første digt, som jeg vælger at dele med jer. Det kan godt lyde lidt mærkeligt at læse
________________________________________________________________________________________
O fremmed, Tilbed ikke dunya, men brug dunya til at tilbede
dunya er ikke vores hjem, men vi er dunyas gæster
lad os ikke vildlede i dunyas glæder, så vi glemmer tiden
for tiden er noget vi skal værdsætte, mens vi har den
tiden er en varsel, en dyrebar påmindelse!
O fremmed, pengesedler er nøglen til dunyas goder
derfor står de dig nær, og varmer dit hjerte
de giver dig glæde, som du føler, skal vare evigt
men når du ligger i dødssengen og er helt alene
vil du råbe på dunya efter hjælp, men den vil ikke svare!
O fremmed, kan du ikke se det?
det vand du drikker, det mad du spiser
det tøj du er påklædt og under det tag du sover
denne glæde du nyder er midlertidig
din endelige destination er den samme som min og den fattiges
din endelige destination vil være graven!
O fremmed, kan du ikke se på hvilken afvej du fører dig selv hen?
hvorfor tager du fjenden som din ven, og sandheden som din fjende?
mens du i din dødsseng er bange og fuld af angst for døden
vil den troende i glæde bede Allah om at frigive ham fra dette fængsel!
O fremmed, dine fodspor på sandet vil blive blæst af vinden
dine penge vil blive brugt op og din ejendom vil blive solgt
dit navn vil blive glemt og dit lig vil henfalde
du vil være parat til at give hele dunya for Allahs nåde
så tilbed ikke dunya, men brug dunya til at tilbede!
____________________________________________________________________________________________
Inspireret af søster ASS' digt:
http://islamic.dk/forums/36/516193.html ... 27#p235527
