Mellem himlens uendelige åbenhed
og jordens tørre ørken,
falder Allahs smukke perler
igen i nat
i form af en varm regn af barmhjertighed.
Torden melder regnens ankomst,
Regnbuen dråbernes farvel.
Hver byge omfavner træer og blomster
med millioner af små velsignelser.
Og dog er barmhjertighedens dråber
født af bølgers åndedræt,
forvandlet til stjerner gennem solens genskin,
dybe suk fra havets dybde,
tårer fra himlen.
Og dog er ihukommelsens regn født af ilden,
dråbevis af minder gøder hjertets mark,
og får sjælen til at blomstre,
oversvømmer selv den dybeste dal.
Ya Allah, lad mig flyde i tilbedelsen af Dig,
red mig fra at drukne i dybet af min tvivl,
lad mig tage et åndedræt mere,
lad regndråberne bære Din båd over
mine dybeste floder.
Atter i nat banker Allahs smukke perler
så forsigtig, let på ruden af min sjæl.
Lyden af regn kan alle høre,
men få forstå.
