De Vises Sten - og troen på Allah

[Uzay K.]

Den fantastiske poet HC Andersen er godt nok mest kendt for sine kunsteventyr og sine rejsebeskrivelser, men mig fascinerer han mest af alt gennem sin menneskekundskab og sin evne til at omsætte religiøse tanker til smuk poesi. Følgende linjer er hentet fra et af hans mindre kendte fortællinger; De Vises Sten. Det er en historie om sjæle, der søger meningen med livet ved at drage ud i verden efter den, men som finder den i deres eget hjerte gennem troen på Gud.

På en af sine rejser i historien hører en af hovedpersonerne modsatrettede tankeklange fra hele menneskeheden, og disse gengives i vers:

“Vort jordliv er kun regn og rusk, en nat, hvori vi græde’!”

“Vort jordliv er en rosenbusk med solskin og med glæde.”

“Enhver kun tænker på sig selv, den sandhed er os givet.”

“Der går en kærlighedens elv igennem jordelivet!”

“Det hele her er bitte småt, en vrange har hver side!”

“Der sker så meget stort og godt,som verden knap får vide!”

“Gør nar af alt, le alting ud, le med i hundeglammen!”

“Hold på dig selv, hold fast på Gud, ske så hans vilje, amen!”

Ingen andre end Djævelen i Satans skikkelse dukker op, da hovedpersonen kommer i tvivl om sin egen utilstrækkelighed. Hovedpersonen er blind, men ser alligevel det gode i menneskets hjerte, og det kan Djævelen ikke klare:

“Men det kunne Djævlen ikke finde sig i; han har nu mere end titusinde mands forstand, og så fandt han på at hjælpe sig. Han gik til sumpen, tog bobler af det rådne vand, lod syvdobbelt ekko af løgnens ord runge hen over dem, for det gjorde kraftigere; han stødte i pulver betalte hædersvers og løgnagtige ligprækner, så mange, der var at finde, kogte dem i tårer, som misundelsen havde grædt, strøede ovenpå sminke, skrabet af en gusten frøkenkind og skabte heraf et pigebarn i skikkelse og bevægelse, som den blinde, velsignelsesrige pige, “inderlighedens milde engel,” kaldte menneskene hende, og så havde Djævlen spillet gående.”

Heldigvis ender historien godt med nogle af HC Andersens smukkeste beskrivelser af den ro, der indfinder sig i hjertet, når man ihukommer Gud:

“Og som vi ofte har set, når solstrålen skinner gennem et hul i døren ind i den støvdampende stue, at der da drejer sig en skinnende støvsøjle, således, men ikke plump og fattig som den, selv regnbuen er tung og ikke kraftig nok i farver mod den skue, som viste sig her, således løftede sig fra bogens blad, fra det lysende ord tro, hvert sandheds korn med glansen af det skønne, med klangen fra det gode, strålende stærkere end ildsøjlen, i natten, da Moses drog til Kanaanslandet; fra ordet tro gik håbets bro til alkærligheden i det uendelige.”

HC Andersens meget veludbyggede billedsprog synes at springe direkte ind i hjertet på sin læser, og det er helt klart, at sandhedens korn – de vises sten – er et metafor for troen på og kærligheden til vores Skaber, der formår at give liv til os alle og til alt, som omgiver os. Vi leder efter de Vises Sten i alle skabelsens hjørner, tager ud i verden og søger uden at finde; undervejs ser vi både godt og vi ser skidt, oplever godt og oplever skidt, men vores mål bliver ikke opfyldt, før vi vender os mod sjælens inderste kammer og finder Gud. For som det står i Koranen: “Sandeligt gennem ihukommelsen af Allah, finder hjerterne hvile.”