Ordenes svøbe - ekstremisternes støbe

[Uzay K.]

Islamister. Ekstremister. Moderate muslimer. Radikale muslimer.

Både det kære og det mindre-kære barn har som bekendt mange navne, og som sproglige muldvarpeskud efterlader disse hyppigt brugte udtryk den politiske græsplane på en ikke særlig køn måde. Omvandrende debattører og meningsdannere falder nemlig over dem fra tid til anden, og de ødelægger oplevelsen af at komme omkring på sikker vis.

Derudover er sproglige muldvarpeskud tegn på yderst undergravende virksomhed, hvor mørke tunneler bugter sig under os i alle retninger, og truer i værste fald med at underminere fundamentet for samarbejde og dialog.

Allerede de gamle ægyptere mente, at ord havde en magisk måde at påvirke virkeligheden på. Ved at bruge ord, kunne man forhekse en person, dræbe en farao, tvinge et land i knæ. De sølle 140 bogstaver på Twitter kan starte revolutioner og bringe diktatorer til fald – det har vi været vidne til det sidste turbulente år. På denne måde kan man måske godt sige, at ord kan være ganske farlige, både hvis de bruges korrekt, men også hvis de misbruges. I det populære spil Wordfeud kan man endda få flere point, hvis man sætter et M foran O R D. Hvad mon de gamle ægyptere ville have sagt til det?

Ytringsfriheden er med sin magtfulde en grundlovssikret rettighed i Danmark og bør være det i resten af verden, men måske på samme måde som man i USA har en grundlovssikret rettighed til at bære våben. Ord og våben kan nemlig stort set det samme: enten sikre et menneskes frihed eller koste et menneske livet. Nogle gange udviskes forskellen ganske betydeligt.

Det er ikke nogen hemmelighed, at ord kan spille en betydelig destruktiv rolle, længe før det første skud bliver løst. Med ord kan vi beskrive, bedømme, fordømme, ekskludere, skabe fjendskab og retfærdiggøre det første angreb. Vi har i historiens løb endda midt i Europa flere gange indenfor det sidste århundrede oplevet og set ord spille på hadets instrumenter, længe før voldens koncert kom i gang.

Da befolkningen i flere arabiske lande igangsatte oprør imod deres regeringer, kaldte vi i Vesten dette oprør for ”Arabisk Forår”, fordi vi ønskede, at der var gode hensigter forbundet med oprøret. Politikerne, også i Danmark, væltede over hinanden for at forsikre journalisterne, at de arabiske masser ønskede ”demokrati” og ”sekularisme” efter vestligt forbillede. Få måneder inde i den ”Arabiske Sommer” kom så de første ”advarsler” imod ”islamisterne”, især i forbindelse med de første demokratiske valg i Tunesien og Egypten. Mellemøst-eksperterne på dansk TV måtte forklare, hvorfor befolkningen i Cairo og Tunis pludselig ønskede ”islamisterne til magten”. Underforstået: islamisterne er dem, vi helst ikke vil se ved magten, for de er jo ”ekstremister.”

Det må jo i så fald gøre Mubaraks eller BenAlis regimer til ”moderate” – eller hvad? Og pludselig kunne man i forskellige TV-udsendelser og debatartikler i aviserne læse om, hvorfor vi i Danmark og i resten af Vesten måske burde støtte de ”moderate kræfter blandt islamisterne”. Pludselig taler man om, at der også blandt det Muslimske Broderskab (læs: ekstremisterne) kunne findes samarbejdspartnere til at varetage vestlige interesser; det var de ”moderate islamister”. Mens man stadigvæk ikke vil samarbejde med de ”ekstremistiske islamister”.

Da Københavns Borgerepræsentation i juni 2011 holdt møde om kommunens strategi for antidiskriminationsindsatsen, nægtede bl.a. den københavnske borgmester Lars Aslan Rasmussen (A) at støtte et protokolforslag, som Borgerådgiverudvalget havde stillet om at samarbejde med bl.a. Muslimernes Fællesråd omkring oplysning om og bekæmpelse af diskrimination i Københavns Kommune. Lars Aslan Rasmussen skrev i protokollen: ” Jeg, Lars Aslan Rasmussen stemmer imod indstillingen, da jeg ikke mener, at det er i orden, at Muslimernes Fællesråd medvirker i en kampagne imod diskrimination…desuden mener jeg, at man bør søge mere moderate samarbejdspartnere i det muslimske miljø i Danmark.”

Et andet medlem af borgerrepræsentationen, Finn Rudaizky (O), tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Forleden deltog jeg i et offentligt møde på selvsamme Københavns Rådhus, hvor en feministisk organisation havde indkaldt til debat om muslimske kvinders rettigheder på det sociale område. Som muslimer skal vi ikke være blind for, at nogle af vores medsøstre oplever social diskrimination fra fx deres ægtefællers side (hustruvold eller skilsmisser). Men når den muslimske minoritet i egne rækker forsøger at råbe politikerne op omkring problematikken, sådan som det skete i efteråret 2011, da bl.a. imam Abdul Wahid Pedersen gjorde opmærksom på problemet og kom med et løsningsforslag, blev de fra muslimsk side stillede forslag afvist af de etablerede politikere med henvisning til ”islamisme” – der blev brugt ord som ”parallelsamfund” og ”shariahdomstole”. Feministerne på det møde, jeg deltog i, bekræftede hinanden verbalt i, at imamer aldrig nogen sinde måtte få indflydelse på samfundets drift og udvikling.

Løsningsforslaget fra de danske imamer druknede i en regn af fordomsfyldte ord og begreber; men der blev ikke stillet et andet løsningsforslag som modvægt. Når man er uenig er det jo lettere at dæmonisere sine debatmodstandere gennem verbale mærkater opfundet til lejligheden, frem for at forholde sig både sagligt og praktisk til det, der egentligt bliver debatteret.

Når danske muslimer, også imamer, udviser samfundsansvar og samfundsinteresse og blander sig i den offentlige med ønske om at bidrage til at skabe et bedre samfund, er det ganske almindeligt, at man fra den modsatte side bruger ord som var de jagtgeværer og plaffer samfundsbevidste mennesker med meningers mod ned i en regn af formstøbte begreber som ”islamister og ekstremister”.

De muslimer, der siger det, som modparten gerne vil høre, bliver belønnet med ”moderat”-medaljen. Glemt er alle nuancer, den højtbesungne individualisme og det objektive debatklima, ind med de kategoriserende muldvarpeskud, som kan vælte enhver muslim, der vover at løbe omkring på den politiske græsplæne. Der er ingen faste kriterier for ”moderat” eller ”ekstremist”; det er udtryk, som man kan skyde med spredhagl alt efter situation og politisk agenda, og dermed risikerer man at skyde sig selv ganske gevaldigt i storetåen.

Denne politiske kategorisering gavner hverken anti-diskrimnationsarbejdet, den politiske udvikling af det arabiske forår eller muslimske kvinders sociale situation i Danmark. Denne form for radikaliserende kategorisering polariserer grupper i samfundet og umuliggør eller i bedste tilfælde vanskeliggør det fælles samarbejde, som er basis for al udvikling i et samfund.

De af os, som deltager i den offentlige samfundsdebat bør prøve som minimum at definere de kriterier, vi lægger til grund for en beskrivelse af modpartens hensigter. Det åbner for en konstruktiv debat, og frem for alt hjælper det os at fokusere på de positive egenskaber, som vi gennem brugen af faste kriterier kan identificere og støtte op om, i stedet for at skubbe folk fra os gennem negativ polarisering af vores egne frustrationer og bekymringer.

Ordet er frit, og Gudskelov for det. Blot skal vi bruge ord for at holde sammen på samfundet, og ikke bruge ord til at grave tunneler under samfundets fælles fundament. For så ender vi alle sammen med at styrte i dybet, helt uden revolution, når det engang bliver forår i Danmark. Når alt kommer til det hele, så er ord i sidste ende blot ord, indtil nogen giver dem mening.

[Jake]

Ytringsfriheden er med sin magtfulde en grundlovssikret rettighed i Danmark og bør være det i resten af verden, men måske på samme måde som man i USA har en grundlovssikret rettighed til at bære våben. Ord og våben kan nemlig stort set det samme: enten sikre et menneskes frihed eller koste et menneske livet. Nogle gange udviskes forskellen ganske betydeligt.

Ytringsfriheden er ikke retten til at sige lige præcist, hvad der passer dig, som grundloven i øvrigt også gør opmærksom op. Forhold som sigtelse, rigeagt, trussler kan føre til en retsag, og dertil har vi, af nyere data, en racismeparagraf og en blasfemiparagraf (som i øvrigt burde afskaffes). Det lyder som om, at du ønsker flere restriktioner eller...?

Da befolkningen i flere arabiske lande igangsatte oprør imod deres regeringer, kaldte vi i Vesten dette oprør for ”Arabisk Forår”, fordi vi ønskede, at der var gode hensigter forbundet med oprøret. Politikerne, også i Danmark, væltede over hinanden for at forsikre journalisterne, at de arabiske masser ønskede ”demokrati” og ”sekularisme” efter vestligt forbillede. Få måneder inde i den ”Arabiske Sommer” kom så de første ”advarsler” imod ”islamisterne”, især i forbindelse med de første demokratiske valg i Tunesien og Egypten. Mellemøst-eksperterne på dansk TV måtte forklare, hvorfor befolkningen i Cairo og Tunis pludselig ønskede ”islamisterne til magten”. Underforstået: islamisterne er dem, vi helst ikke vil se ved magten, for de er jo ”ekstremister.”

Islamisterne er ekstremister (ikke "ekstremister"), da de er imod demokrati og den humanistiske tankegang, som ligger bagved (inklusiv mange af de rettigheder som en humanistisk tilgang sikrer den enkelte menneske).

Men det finder du måske ikke dybt problematisk, du har ikke noget større problem med totalitære styreformer, og finder dem ikke ekstremistiske?

Det må jo i så fald gøre Mubaraks eller BenAlis regimer til ”moderate” – eller hvad? Og pludselig kunne man i forskellige TV-udsendelser og debatartikler i aviserne læse om, hvorfor vi i Danmark og i resten af Vesten måske burde støtte de ”moderate kræfter blandt islamisterne”. Pludselig taler man om, at der også blandt det Muslimske Broderskab (læs: ekstremisterne) kunne findes samarbejdspartnere til at varetage vestlige interesser; det var de ”moderate islamister”. Mens man stadigvæk ikke vil samarbejde med de ”ekstremistiske islamister”.

Nej, selvfølgelig gør det ikke Mubaraks eller Ben Alis regimer til moderate, da de også var totalitære, så det var da et usandsynligt dumt spørgsmål, medmindre du med spørgsmålet allerede forudsætter, at de ikke var moderate - men hvorfor så stille spørgsmålet til at starte med?

Jeg kan til dels godt forstå din forvirring omkring termerne "moderate islamister" og "ekstremistiske islamister", da de allesammen i deres holdninger er ekstremister (ikke "ekstremister"). Jeg tror, at man skeler mellem de islamister, som vil fjerne den demokratiske styreform hurtigst muligt, fx salafisterne/wahabisterne, og de islamister som er villige til at indordne sig demokratiets spilleregler og derfra arbejde på deres islamistiske dagsorden, fx (muligvis) det Muslimske Broderskab.

Da Københavns Borgerepræsentation i juni 2011 holdt møde om kommunens strategi for antidiskriminationsindsatsen, nægtede bl.a. den københavnske borgmester Lars Aslan Rasmussen (A) at støtte et protokolforslag, som Borgerådgiverudvalget havde stillet om at samarbejde med bl.a. Muslimernes Fællesråd omkring oplysning om og bekæmpelse af diskrimination i Københavns Kommune. Lars Aslan Rasmussen skrev i protokollen: ” Jeg, Lars Aslan Rasmussen stemmer imod indstillingen, da jeg ikke mener, at det er i orden, at Muslimernes Fællesråd medvirker i en kampagne imod diskrimination…desuden mener jeg, at man bør søge mere moderate samarbejdspartnere i det muslimske miljø i Danmark.”

Et andet medlem af borgerrepræsentationen, Finn Rudaizky (O), tilsluttede sig protokolbemærkningen

Det er lidt sværere at kommentere, da min viden om Muslimers Fællesrad er forholdsvis begrænset. Hvis der nu fx udelukkende var tale om et islamistisk organ, ville det give god mening ikke at samarbejde med denne omkring antidiskrimination, da islamismen og islamister er diskriminerende on intolerant(e). Det siger jeg bestemt ikke er tilfældet, da de opfordrer muslimer til at stemme ved danske folketingsvalg.
Men så kan man påpege, at det KUN var to fra borgerrepræsentationen som modsatte sig dette forslag, er det så voldsomt? Dertil skal man huske, at Muslimernes "Fællesråd", på trods af det misvisende navn, kun repræsentere 30-35.000 muslimer. Abdul Wahid Pedersen vist i øvrigt medlem, og han er da kommet med nogle meget kritisable ytringer igennem tiden.

Forleden deltog jeg i et offentligt møde på selvsamme Københavns Rådhus, hvor en feministisk organisation havde indkaldt til debat om muslimske kvinders rettigheder på det sociale område. Som muslimer skal vi ikke være blind for, at nogle af vores medsøstre oplever social diskrimination fra fx deres ægtefællers side (hustruvold eller skilsmisser). Men når den muslimske minoritet i egne rækker forsøger at råbe politikerne op omkring problematikken, sådan som det skete i efteråret 2011, da bl.a. imam Abdul Wahid Pedersen gjorde opmærksom på problemet og kom med et løsningsforslag, blev de fra muslimsk side stillede forslag afvist af de etablerede politikere med henvisning til ”islamisme” – der blev brugt ord som ”parallelsamfund” og ”shariahdomstole”. Feministerne på det møde, jeg deltog i, bekræftede hinanden verbalt i, at imamer aldrig nogen sinde måtte få indflydelse på samfundets drift og udvikling.

Kan du henvise til det konkrete forslag? Der er jo en kolossal skævvridning under sharia, når det kommer til mænds og kvinders rettigheder, så hvis foreslaget gik ud på, at imamer, med udgangspunkt i sharialov, skulle dømme og rådgive i sager, kunne dette vise sig at være problematisk. Jeg siger ikke, at det er helt skidt. Jeg tror, at imamer fx kan hindre hustruvold (hvor muslimske kvinder desværre er markant overrepræsenteret på kvindehjemmene) ved at mægle.

Når danske muslimer, også imamer, udviser samfundsansvar og samfundsinteresse og blander sig i den offentlige med ønske om at bidrage til at skabe et bedre samfund, er det ganske almindeligt, at man fra den modsatte side bruger ord som var de jagtgeværer og plaffer samfundsbevidste mennesker med meningers mod ned i en regn af formstøbte begreber som ”islamister og ekstremister”.

Det er for dårligt, hvis det er tilfældet. Det burde komme an på, hvordan de vil bidrage.

Denne politiske kategorisering gavner hverken anti-diskrimnationsarbejdet, den politiske udvikling af det arabiske forår eller muslimske kvinders sociale situation i Danmark. Denne form for radikaliserende kategorisering polariserer grupper i samfundet og umuliggør eller i bedste tilfælde vanskeliggør det fælles samarbejde, som er basis for al udvikling i et samfund.

Igen, så synes jeg, at det er for dårligt, hvis det er tilfældet, men det lyder altså primært som noget, dansk folkeparti vil sige...

De af os, som deltager i den offentlige samfundsdebat bør prøve som minimum at definere de kriterier, vi lægger til grund for en beskrivelse af modpartens hensigter. Det åbner for en konstruktiv debat, og frem for alt hjælper det os at fokusere på de positive egenskaber, som vi gennem brugen af faste kriterier kan identificere og støtte op om, i stedet for at skubbe folk fra os gennem negativ polarisering af vores egne frustrationer og bekymringer.

Så kan du måske uddybe, hvad du forstår ved en religiøs ekstremist? Er man kun religiøs ekstremist, hvis man støtter eller gør brug af vold i religionens navn, eller gælder det fx også islamister (fx HT), som er anti-demokrater og ønsker at indføre et totalitært og fascistoid religiøst regime?

[Uzay K.]

Islamisterne er ekstremister (ikke "ekstremister"), da de er imod demokrati og den humanistiske tankegang, som ligger bagved (inklusiv mange af de rettigheder som en humanistisk tilgang sikrer den enkelte menneske).

Men det finder du måske ikke dybt problematisk, du har ikke noget større problem med totalitære styreformer, og finder dem ikke ekstremistiske?

Jeg finder det dybt problematisk, at man anvender udtryk som "islamister" og "ekstremister" i det hele taget. I min artikel efterlyser jeg kriterier ,der kan sættes på disse to meget flyvske og misbrugte betegnelser for muslimer, som ønsker at tage ansvar for det samfund, de lever i, men ønsker at gøre det i henhold til islamiske værdier.

Den politiske udvikling, bl.a. i melleømsten i 2011 har til tydelighed vist, at "islamister" og "ekstremister" er begreber, som man i Vesten bruger løst om de mennesker, hvis holdninger man ikke kan lide, uanset om disse mennesker har udrettet noget af gavn eller ej, og at man i flæng bruger ordet "moderat" om de regimer, der bestemt ikke var særlig moderate mht at handle på en gavnlig, humanistisk måde overfor den arabiske befolkning.

Hvor meget værd er den slags politiske begreber, hvis de ikke følges af kriterier, der tager udgangspunkt i de handlinger, der bliver udført, men udelukkende anvendes i den politiske retorik efter forgodtbefindende? Det er det store spørgsmål.

Uzay K. skrev:Det må jo i så fald gøre Mubaraks eller BenAlis regimer til ”moderate” – eller hvad? Og pludselig kunne man i forskellige TV-udsendelser og debatartikler i aviserne læse om, hvorfor vi i Danmark og i resten af Vesten måske burde støtte de ”moderate kræfter blandt islamisterne”. Pludselig taler man om, at der også blandt det Muslimske Broderskab (læs: ekstremisterne) kunne findes samarbejdspartnere til at varetage vestlige interesser; det var de ”moderate islamister”. Mens man stadigvæk ikke vil samarbejde med de ”ekstremistiske islamister”.

Nej, selvfølgelig gør det ikke Mubaraks eller Ben Alis regimer til moderate, da de også var totalitære, så det var da et usandsynligt dumt spørgsmål, medmindre du med spørgsmålet allerede forudsætter, at de ikke var moderate - men hvorfor så stille spørgsmålet til at starte med?

Kan man være moderat og totalitær? I så fald kunne man jo også være ekstremistisk og demokratisk?
Jeg stiller spørgsmålet, fordi jeg på en ostentativ måde vil vise, at begreberne er skadelige for dialogen og samarbejdet, hvis begreberne er baseret på politisk retorik, frem for praktisk betydning. Vestlig politik har været baseret på det rene hykleri, hvor man støtter regimer som det saudiske og det syriske, indtil verdensopinionen skifter pga en hændelse på Twitter. Iran hetzer man imod, på trods af at Iran politisk er langt mere moderat end fx Saudiarabien. Det hænger simpelthen ikke sammen, og mange - især unge - arabiske aktivister har mistet tilliden til Vesten. På denne måde sår vesten sin egen grobund for ekstremisme; som muldvarpe graver man græsplænen sønder og sammen - i sidste ende for sig selv.

Jeg kan til dels godt forstå din forvirring omkring termerne "moderate islamister" og "ekstremistiske islamister", da de allesammen i deres holdninger er ekstremister (ikke "ekstremister"). Jeg tror, at man skeler mellem de islamister, som vil fjerne den demokratiske styreform hurtigst muligt, fx salafisterne/wahabisterne, og de islamister som er villige til at indordne sig demokratiets spilleregler og derfra arbejde på deres islamistiske dagsorden, fx (muligvis) det Muslimske Broderskab.

Jeg tror, at man i vestlig politik skelner mellem dem, man kan manipulere til sine egne formål og dem, man ikke kan

Det er lidt sværere at kommentere, da min viden om Muslimers Fællesrad er forholdsvis begrænset. Hvis der nu fx udelukkende var tale om et islamistisk organ, ville det give god mening ikke at samarbejde med denne omkring antidiskrimination, da islamismen og islamister er diskriminerende on intolerant(e). Det siger jeg bestemt ikke er tilfældet, da de opfordrer muslimer til at stemme ved danske folketingsvalg.
Men så kan man påpege, at det KUN var to fra borgerrepræsentationen som modsatte sig dette forslag, er det så voldsomt?

Jeg skrev ikke KUN, jeg skrev "bl.a." - du kan finde det fulde referat og se de kommunalpolitikere, som har underskrevet Lars Aslan Rasmussens indsigelse og som har stemt imod forslaget i juni 2011.

Kan du henvise til det konkrete forslag? Der er jo en kolossal skævvridning under sharia, når det kommer til mænds og kvinders rettigheder, så hvis foreslaget gik ud på, at imamer, med udgangspunkt i sharialov, skulle dømme og rådgive i sager, kunne dette vise sig at være problematisk.

Forslaget kan du finde i mediernes arkiver; kig i KrDagblad, Politiken og JP i oktober 2011. det handler IKKE om at oprette en "sharia-domstol"! Det handler om, at man fra muslimsk side gerne vil indgå i samarbejde med resten af samfundet for at løse op for et grimt problem, men at man som respons får tilbage: "Fundamentaliiiiiiistah!" Yderst konstruktiv reaktion fra politikerne

Det er for dårligt, hvis det er tilfældet. Det burde komme an på, hvordan de vil bidrage.

Præcis min pointe hele vejen igennem.

Så kan du måske uddybe, hvad du forstår ved en religiøs ekstremist? Er man kun religiøs ekstremist, hvis man støtter eller gør brug af vold i religionens navn, eller gælder det fx også islamister (fx HT), som er anti-demokrater og ønsker at indføre et totalitært og fascistoid religiøst regime?

Jeg ved ingenting om HT eller Movia eller hvad de kalder sig allesammen. Men jo, det kunne være et glimrende og meget praktisk kriterie at definere begrebet "ekstremist" som en person, der vil omstyrte samfundet med vold. Jeg har endnu ikke mødt EN ENESTE muslimsk ORGANISATION i Danmark, der i sine vedtægter vil omstyrte samfundet med vold. jeg har heller ikke mødt nogen muslimske enkeltpersoner, der vil gøre det. Derfor er det meningsløst at skyde med spredhagl imod enhver praktiserende muslim, der gerne vil tage sit samfundsansvar alvorlig. Det er simpelthen ikke konstruktivt at bruge den slags retorik.

[Zahra R]

Islamisterne er ekstremister

Er demokratisterne også ekstremister?

[Jake]

Jeg finder det dybt problematisk, at man anvender udtryk som "islamister" og "ekstremister" i det hele taget. I min artikel efterlyser jeg kriterier ,der kan sættes på disse to meget flyvske og misbrugte betegnelser for muslimer, som ønsker at tage ansvar for det samfund, de lever i, men ønsker at gøre det i henhold til islamiske værdier.

Jeg ser ikke noget problem med et term som "islamist", da det er veldefineret i forhold til islam som politisk ideologi og dermed ikke flyvsk. "Ekstremisme" og "ekstremister" er mere subjektivt, da det afhænger af øjnene som ser. Nynazister og wahabister anser formodenligt ikke sig selv som ekstremister.

Jeg har meget svært ved at se, hvordan man bare skulle kunne fjerne disse termer fra debatten. Kriterierne vil jeg bestemt mene er der, men det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at folk til tider ikke misbruger dem.

Den politiske udvikling, bl.a. i melleømsten i 2011 har til tydelighed vist, at "islamister" og "ekstremister" er begreber, som man i Vesten bruger løst om de mennesker, hvis holdninger man ikke kan lide, uanset om disse mennesker har udrettet noget af gavn eller ej, og at man i flæng bruger ordet "moderat" om de regimer, der bestemt ikke var særlig moderate mht at handle på en gavnlig, humanistisk måde overfor den arabiske befolkning.

I forhold til religion har disse regimer muligvis være moderate, man kunne bare kalde dem sekulære.

Hvor meget værd er den slags politiske begreber, hvis de ikke følges af kriterier, der tager udgangspunkt i de handlinger, der bliver udført, men udelukkende anvendes i den politiske retorik efter forgodtbefindende? Det er det store spørgsmål.

Som sagt mener jeg, at kriterierne er der, og at du overdriver misbruget af disse termer, men du har jo ikke engang selv helt styr på, hvad du selv forbinder med "ekstremisme" og "ekstremister", og hvis det er tilfældet, hvordan kan du så klage over, hvordan andre bruger termerne, når du ikke selv ved, hvad de betyder? Det virker meget ulogisk...

Kan man være moderat og totalitær? I så fald kunne man jo også være ekstremistisk og demokratisk?

Moderat i forhold til hvad!? Ja, jeg vil mene, at du også kan være demokratisk og samtidig ekstremistisk i sine holdninger... det synes du måske ikke, at der er DF'ere, som er? Jeg tror, at du blander tingene lidt sammen. Du skal have hele konteksten med...

Jeg stiller spørgsmålet, fordi jeg på en ostentativ måde vil vise, at begreberne er skadelige for dialogen og samarbejdet, hvis begreberne er baseret på politisk retorik, frem for praktisk betydning. Vestlig politik har været baseret på det rene hykleri, hvor man støtter regimer som det saudiske og det syriske, indtil verdensopinionen skifter pga en hændelse på Twitter. Iran hetzer man imod, på trods af at Iran politisk er langt mere moderat end fx Saudiarabien. Det hænger simpelthen ikke sammen, og mange - især unge - arabiske aktivister har mistet tilliden til Vesten. På denne måde sår vesten sin egen grobund for ekstremisme; som muldvarpe graver man græsplænen sønder og sammen - i sidste ende for sig selv.

Men islamisterne, og dermed religiøse ekstremister, findes jo. De er meget tydelige. Men man skal selvfølgelig holde fast i den semantiske betydning af begreberne og ikke misbruge dem politisk.

Jeg tror, at man i vestlig politik skelner mellem dem, man kan manipulere til sine egne formål og dem, man ikke kan

Jeg er uenig. Selvom Saudi-Arabien er allieret med USA, tror jeg bestemt ikke, at de bliver betraget som religiøst/politisk moderate.

Jeg ved ingenting om HT eller Movia eller hvad de kalder sig allesammen. Men jo, det kunne være et glimrende og meget praktisk kriterie at definere begrebet "ekstremist" som en person, der vil omstyrte samfundet med vold....

SVAR ØNSKES:
Så en anti-demokrat er ikke en ekstremist (det gælder alle slags typer af facister: islamister/kommunister/nynazister osv.), så længe vedkommende ikke vil bruge vold for at nå sine politiske mål?

En person som ønsker stening for utroskab og afhugning af lemmer for tyveri er ikke en ekstremist?

...Jeg har endnu ikke mødt EN ENESTE muslimsk ORGANISATION i Danmark, der i sine vedtægter vil omstyrte samfundet med vold. jeg har heller ikke mødt nogen muslimske enkeltpersoner, der vil gøre det. Derfor er det meningsløst at skyde med spredhagl imod enhver praktiserende muslim, der gerne vil tage sit samfundsansvar alvorlig. Det er simpelthen ikke konstruktivt at bruge den slags retorik.

AWWWWW, det er hårdt hva!!? ... nej undskyld, men der er altså lidt for meget offerrolle og overdrivelse i overstående paragraf, så jeg kunne ikke lade være

[Jake]

Islamisterne er ekstremister

Er demokratisterne også ekstremister?

Demokratiet er ikke en totalitær, og dermed ekstremistisk, styreform, det ligger i dens udformning. Men selvfølgelig kan demokrater have ekstremistiske holdninger. Tag det republikanske parti i USA eller DF i Danmark.

Hvis du med "demokratister" henviser til krigene i Afghanistan og Irak, og forhåbningen om af indføre demokrati i disse lande, er demokratiseringen af disse lande en indirekte konsekvens af besættelserne og ikke det oprindelige hovedformål.

Zahra R, synes du heller ikke, at islamister og andre facister/totalirister er ekstremister?

[Zahra R]

Men ellers ja, ned med islamistiske ekstremisterne. Jeg kan ikke lide dem.

Btw, hvis befolkningen selv vælger ekstremisterne- fx hvis vi er enige om at Muslim brotherhood er ekstremisterne og flertallet har jo stemt på dem. Skal de stadig ***** af ifølge dig?

[Zahra R]

Nu er det sådan at Danmark har mange udefineret ord. Ekstremisme er blot et af de mange ord. Sålænge selve panik-gakkerne ikke kan finde ud af sætte en definition på ordene så kan ekstremisterne med glæde fortsætte deres 'ekstremistiske' levestil som at have langt skæg og hvad ved jeg

[Jake]

Men ellers ja, ned med islamistiske ekstremisterne. Jeg kan ikke lide dem.

Så er vi to

Btw, hvis befolkningen selv vælger ekstremisterne- fx hvis vi er enige om at Muslim brotherhood er ekstremisterne og flertallet har jo stemt på dem. Skal de stadig ***** af ifølge dig?

Hvis man kigger på Iran, så valgte iranerne også mullahstyret i 1979... og det er så sidste gang, at de har haft frie demokratiske valg, hvilket mange iranere i dag er kede af.

Jeg håber, at det besvarer dit spørgsmål. Hvis man vælger facisterne til magten, så risikerer man, at de helt afskaffer demokratiet, og dermed ryger friheden til at vælge landets ledere i fremtiden ud af vinduet.

Demoraktiet er den eneste ordentlige og hensigtsmæssige styreform. Men den er svag i starten. Det så man i 30'ernes Tyskland, og vi ser det nu igen i Egypten, hvor 3/4 af vælgerne (??) har brugt deres demokratiske ret til at stemme på anti-demokrater såsom salafisterne (disse mørkemænd ønsker i øvrigt ikke engang at kvinder må stille op til valget!!).

[Zahra R]

Næh det besvarer ikke mit spørgsmål. Det fortæller blot lidt om din mangel på intelligens. Du snakker jo uden om, hehe..

Hvad der så skete efterfølgende i Iran eller i et andet land, så har det ikke noget med sagen at gøre. Når man vælger et styreform uanset hvad det er og det er størstedelen af vælgerne, så er det det. Man behøver ikke at bryde sig om det faktum men sådan er det.
Medmindre man er hykler. Er du?

[Jake]

Næh det besvarer ikke mit spørgsmål. Det fortæller blot lidt om din mangel på intelligens. Du snakker jo uden om, hehe..

Fordi man snakker udenom, er det ikke ensbetydende med, at man er uintelligent. Det var da et underligt kriterie for intelligens, som du opererer med. Det er meget lettere at bedømme udfra en IQ-test...

Tillad mig at præcisere. Jeg synes, at det er uheldigt, at et folk, pga. uvidenhed, fravælger deres demokrati, netop når de har opnået det. Demokratiets styrke er jo netop, at folket bestemmer. Men som du selv siger, så tæller valgresultatet (i Tyskland siger landets grundlov faktisk, pga. tidligere erfaringer, at partier som stiller op til valg ikke må have til hensigt at omvælte demokratiet. Det synes jeg personligt ikke er udemokratisk, men ligende lov har vi ikke i Danmark).
Jeg mener, at valgresultatet selvfølgelig skal tælle, da salafisterne er blevet demokratisk valgt, men de bør ikke have lov til at omvælte demokratiet og indføre deres fascistoide og undertrykkende styreform.

Hvad der så skete efterfølgende i Iran eller i et andet land, så har det ikke noget med sagen at gøre. Når man vælger et styreform uanset hvad det er og det er størstedelen af vælgerne, så er det det. Man behøver ikke at bryde sig om det faktum men sådan er det.
Medmindre man er hykler. Er du?

Jeg er hykler, fordi at jeg ikke kan acceptere, at det iranske folk ikke har haft frie valg siden 1979, på baggrund af at islamisterne blev valgt for over 30 år siden? Det er dét, som du siger? Ja, så er jeg hykler.

70% af den iranske befolkning er 30 år eller under, og de var slet ikke i live, da valget i 1979 fandt sted. Det var deres forældre og bedsteforældre som valgte det fascistiske mullahstyre. De unge iranere fortjener deres eget fri valg. Men det er du tydeligvist og forbløffende nok uenig i:

Når man vælger et styreform uanset hvad det er og det er størstedelen af vælgerne, så er det det. Man behøver ikke at bryde sig om det faktum men sådan er det.

Jeg synes, at det er en modbydelig og totalitær tankegang, men sådan er vi jo forskellige.

[Dr. Who]

Hvis man kigger på Iran, så valgte iranerne også mullahstyret i 1979... og det er så sidste gang, at de har haft frie demokratiske valg, hvilket mange iranere i dag er kede af.

Det kunne ligeså godt have udviklet sig til noget positivt i de efterfølgende år - der findes ingen krystalkugle, der kan spå om fremtiden.

Jeg håber, at det besvarer dit spørgsmål. Hvis man vælger facisterne til magten, så risikerer man, at de helt afskaffer demokratiet, og dermed ryger friheden til at vælge landets ledere i fremtiden ud af vinduet.

Demoraktiet er den eneste ordentlige og hensigtsmæssige styreform. Men den er svag i starten. Det så man i 30'ernes Tyskland, og vi ser det nu igen i Egypten, hvor 3/4 af vælgerne (??) har brugt deres demokratiske ret til at stemme på anti-demokrater såsom salafisterne (disse mørkemænd ønsker i øvrigt ikke engang at kvinder må stille op til valget!!).

Det er en misforståelse, at demokrati er en slags modpol til diktatur - det er naturligvis en modpol i den forstand, at borgerne har ret til at vælge en regering i et liberalt demokrati og ikke i et diktatur. Uheldigvis er der nogle, der tror, at man kan indføre demokrati som styreform ved at afskaffe et diktatur - det ses i det korstog, Vesten har ført i Mellemøsten, men det ses også hos borgerne i Mellemøsten. Netop Tyskland havde ikke et svagt demokrati, men det led under en polarisering mellem konservative kræfter og de, der ønskede at indføre en demokratisk model.
Et bedre eksempel var den Spanske borgerkrig, der rent faktisk havde en demokratisk folkevalgt regering, men led under en befolkning, der var totalt splittet og flere forskellige aktører, som endte med et 40 år langt diktatur til Franco.

Så selv om man ikke vælger "fascister" til magten, kan de sagtens komme til magten i et ustabilt samfund, der er demokratisk.

[Cabra]

Tillad mig at præcisere. Jeg synes, at det er uheldigt, at et folk, pga. uvidenhed, fravælger deres demokrati, netop når de har opnået det.

Jake, det er netop ting som overstående, vi bør undgå i mine øjne. Her tager du simpelthen patent på, at demokratiet er det øvre trin på civilisationen og derfor skal vælges til - ellers er man ignorant.

Det er jo sådan en tankegang, som desværre har vundet ret meget indpas her i Vesten. Det er ikke fordi jeg ikke er tilhænger af demokratiet, men at sluttte at andre er ignoranter, når de fravælger det, er altså en kende for arrogant til min smag.

Man kan ikke bare sige, at demokratiet er et gode, som alle ønsker og vil have, hvis de var kloge nok. Det samme gælder selvfølgelig også muslimer, som antager at alle inderst inde gerne vil leve i en islamisk stat.

Mennesker er forskellige, og vil have forskellige ting, men det gør dem ikke nødvendigvis til ignoranter. Lad os stoppe med at tale på andre massers veje og fortælle dem, hvad de vil ha, de ved det måske selv.

[Jake]

Det kunne ligeså godt have udviklet sig til noget positivt i de efterfølgende år - der findes ingen krystalkugle, der kan spå om fremtiden.

Jeg har svært ved at se, hvordan det teokrati skulle have udviklet sig til noget positivt. Det er dybt undertrykkende, og jeg ved ikke, hvordan et teokrati skulle kunne fungere anderledes.

Det er en misforståelse, at demokrati er en slags modpol til diktatur - det er naturligvis en modpol i den forstand, at borgerne har ret til at vælge en regering i et liberalt demokrati og ikke i et diktatur. Uheldigvis er der nogle, der tror, at man kan indføre demokrati som styreform ved at afskaffe et diktatur - det ses i det korstog, Vesten har ført i Mellemøsten, men det ses også hos borgerne i Mellemøsten. Netop Tyskland havde ikke et svagt demokrati, men det led under en polarisering mellem konservative kræfter og de, der ønskede at indføre en demokratisk model.
Et bedre eksempel var den Spanske borgerkrig, der rent faktisk havde en demokratisk folkevalgt regering, men led under en befolkning, der var totalt splittet og flere forskellige aktører, som endte med et 40 år langt diktatur til Franco.

Jeg mener, at demokratiet er en modpol til diktatur, og det er den bedste og mest retfærdige styreform. Hvad skulle modpolen ellers være?

Tyskland havde et meget svagt demokrati, Weimar-republikken, som kun lige var blevet introduceret oven på nederlaget i WWI. Dertil kommer, at tyskerne stod i en svær krisetid, og på den baggrund lykkedes det nazisterne at komme til magten.

Jeg er dog enig i, at man ikke skal tvinge demokratiet ned over hovederne på folkefærd som dybest set ikke ønsker det... fx saudi-araberne eller afghanerne.

Så selv om man ikke vælger "fascister" til magten, kan de sagtens komme til magten i et ustabilt samfund, der er demokratisk.

Ingen tvivl om det, de har lige fået 66% af vælgerne i Egypten.

Jake, det er netop ting som overstående, vi bør undgå i mine øjne. Her tager du simpelthen patent på, at demokratiet er det øvre trin på civilisationen og derfor skal vælges til - ellers er man ignorant.

I forhold til styreform, mener jeg, at demokratiet (omend det ikke er perfekt) er den eneste fornuftige model, og der findes ikke en styreform som tilnærmelsesvis er ligeså god og hensigtsmæssig.

Det er jo sådan en tankegang, som desværre har vundet ret meget indpas her i Vesten. Det er ikke fordi jeg ikke er tilhænger af demokratiet, men at sluttte at andre er ignoranter, når de fravælger det, er altså en kende for arrogant til min smag.

At vælge styreform på basis af metafysiske holdninger er efter min egen personligt mening ignorant, men hvor ofte er det rent faktisk, at folk bevidst og kontinuerligt vælger det fra? I Iran fik de et frit valg i 1979, og det var så sidste gang. I Egypten har islamisterne fået flest stemmer, da de har det bedste ry (med rette hvad angår fx korruption), forhåbentligt får egypterne endnu en valg om 4-5 år, hvis de ikke er tilfredse med resultatet.

Man kan ikke bare sige, at demokratiet er et gode, som alle ønsker og vil have, hvis de var kloge nok. Det samme gælder selvfølgelig også muslimer, som antager at alle inderst inde gerne vil leve i en islamisk stat.

Nu har man jo faktisk undersøgt IQ i mange verdens lande og sat det op mod befolkningernes religiøsitet. Det viser sig, at i de lande hvor folk er mindst religiøse (ateister/agnotiske) har folk højere IQ. Jeg skal ikke kunne sige, om disse resultater er statistisk signifikante, det var blot en sidebemærkning.

http://www.valdegames.com/pig/mirror/Av ... ations.pdf

Man siger, at demokratiet har de bedste kår og den største sandsynlighed for at fungere ordenligt, når et folk har en stor veluddannet middelklasse. Handler det så om, at folk skal være kloge nok for at ønske demokratiet? Det handler i hvert fald om, at samfundet skal være udviklet nok.

Mennesker er forskellige, og vil have forskellige ting, men det gør dem ikke nødvendigvis til ignoranter. Lad os stoppe med at tale på andre massers veje og fortælle dem, hvad de vil ha, de ved det måske selv.

Folk skal da ha' lov til at vælge facisterne til og droppe demokratiet... problemet er, at der ikke er nogen fortrydelsesret. At der så er lande, hvor folk hovedsageligt ønsker et strengt konservativt og undertrykkende styre som fx i Saudi-Arabien, der er min holdning, at det må de selv ligge og rode med. Jeg gør mig heller ikke de store forhåbninger om, at demokratiet vil komme til at fungere godt i Afghanistan, og at kvinder vil blive behandlet ordenligt i den nærmeste fremtid.

[Dr. Who]

Det kunne ligeså godt have udviklet sig til noget positivt i de efterfølgende år - der findes ingen krystalkugle, der kan spå om fremtiden.

Jeg har svært ved at se, hvordan det teokrati skulle have udviklet sig til noget positivt. Det er dybt undertrykkende, og jeg ved ikke, hvordan et teokrati skulle kunne fungere anderledes.

Den korte version er, at fundamentet for den Islamiske republik startede længe før 1979/80. De kunne sagtens have valgt en anden og mere - i mange af bedre ord - retfærdig model.

Det er en misforståelse, at demokrati er en slags modpol til diktatur - det er naturligvis en modpol i den forstand, at borgerne har ret til at vælge en regering i et liberalt demokrati og ikke i et diktatur. Uheldigvis er der nogle, der tror, at man kan indføre demokrati som styreform ved at afskaffe et diktatur - det ses i det korstog, Vesten har ført i Mellemøsten, men det ses også hos borgerne i Mellemøsten. Netop Tyskland havde ikke et svagt demokrati, men det led under en polarisering mellem konservative kræfter og de, der ønskede at indføre en demokratisk model.
Et bedre eksempel var den Spanske borgerkrig, der rent faktisk havde en demokratisk folkevalgt regering, men led under en befolkning, der var totalt splittet og flere forskellige aktører, som endte med et 40 år langt diktatur til Franco.

Jeg mener, at demokratiet er en modpol til diktatur, og det er den bedste og mest retfærdige styreform. Hvad skulle modpolen ellers være?

Tyskland havde et meget svagt demokrati, Weimar-republikken, som kun lige var blevet introduceret oven på nederlaget i WWI. Dertil kommer, at tyskerne stod i en svær krisetid, og på den baggrund lykkedes det nazisterne at komme til magten.

Jeg er dog enig i, at man ikke skal tvinge demokratiet ned over hovederne på folkefærd som dybest set ikke ønsker det... fx saudi-araberne eller afghanerne.

Ja, det er det bedste for dig og den Europæiske politiske kultur. Saudi Arabien trives jo egentlig fint med et kongehus. Jeg kender ikke så meget til Saudi Arabiens politiske forhold, men jeg mener ikke, at der er de store politiske modpoler, hvilket skyldes kongens popularitet og propaganda.

Du er det ikke fordi vi skal gå ind i en længere diskussion om Weimar, men Tysklands forhistorie egnede sig slet ikke til et liberalt demokrati, som de fik efter 48. De konservative havde stadig smag på tungen af det gamle kejserdømme. Ja, de økonomiske forhold og nederlag var en medvirkende årsag til at Hitler kunne komme til magten, men det er kun en del af det. De konservative så også Hilter som ham, der kunne bringe Tyskland tilbage til storhedstiden.
Meningen er, at det nytter ikke, at man i et samfund har så store politiske og sociale splittelser, hvis man ønsker at indføre et liberalt demokrati.

Så selv om man ikke vælger "fascister" til magten, kan de sagtens komme til magten i et ustabilt samfund, der er demokratisk.

Ingen tvivl om det, de har lige fået 66% af vælgerne i Egypten.

Det jeg mener er, at fx i den Spanske borgerkrig kom Franco ikke til magten på demokratisk vis. Htiler gjorde det heller ikke, mener jeg, selv om mange nok er uenige. Det nytter ikke ret meget at have et demokrati, hvis demokratiet skal kæmpe en hård kamp for at holde udemokratiske kræfter væk.

[Bilingual]

Da befolkningen i flere arabiske lande igangsatte oprør imod deres regeringer, kaldte vi i Vesten dette oprør for ”Arabisk Forår”, fordi vi ønskede, at der var gode hensigter forbundet med oprøret. Politikerne, også i Danmark, væltede over hinanden for at forsikre journalisterne, at de arabiske masser ønskede ”demokrati” og ”sekularisme” efter vestligt forbillede. Få måneder inde i den ”Arabiske Sommer” kom så de første ”advarsler” imod ”islamisterne”, især i forbindelse med de første demokratiske valg i Tunesien og Egypten. Mellemøst-eksperterne på dansk TV måtte forklare, hvorfor befolkningen i Cairo og Tunis pludselig ønskede ”islamisterne til magten”. Underforstået: islamisterne er dem, vi helst ikke vil se ved magten, for de er jo ”ekstremister.”

De er ikke så sort/hvidt som du stiller det op, DF var sjovt nok nogle af dem der advarede mod at revolutionen kunne medføre en anden variant af totalitære styreformer. Det muslimske broderskab vandt i Egypten og lad os se hvad det vil resultere i...

Det må jo i så fald gøre Mubaraks eller BenAlis regimer til ”moderate” – eller hvad? Og pludselig kunne man i forskellige TV-udsendelser og debatartikler i aviserne læse om, hvorfor vi i Danmark og i resten af Vesten måske burde støtte de ”moderate kræfter blandt islamisterne”. Pludselig taler man om, at der også blandt det Muslimske Broderskab (læs: ekstremisterne) kunne findes samarbejdspartnere til at varetage vestlige interesser; det var de ”moderate islamister”. Mens man stadigvæk ikke vil samarbejde med de ”ekstremistiske islamister”.

Nej, det er dig der gør dem til moderate.

Da Københavns Borgerepræsentation i juni 2011 holdt møde om kommunens strategi for antidiskriminationsindsatsen, nægtede bl.a. den københavnske borgmester Lars Aslan Rasmussen (A) at støtte et protokolforslag, som Borgerådgiverudvalget havde stillet om at samarbejde med bl.a. Muslimernes Fællesråd omkring oplysning om og bekæmpelse af diskrimination i Københavns Kommune. Lars Aslan Rasmussen skrev i protokollen: ” Jeg, Lars Aslan Rasmussen stemmer imod indstillingen, da jeg ikke mener, at det er i orden, at Muslimernes Fællesråd medvirker i en kampagne imod diskrimination…desuden mener jeg, at man bør søge mere moderate samarbejdspartnere i det muslimske miljø i Danmark.

”
Det er da vel heller ikke noget galt i?, hvorfor samarbejde med nogle der selv diskriminerer homosexuelle?

Forleden deltog jeg i et offentligt møde på selvsamme Københavns Rådhus, hvor en feministisk organisation havde indkaldt til debat om muslimske kvinders rettigheder på det sociale område. Som muslimer skal vi ikke være blind for, at nogle af vores medsøstre oplever social diskrimination fra fx deres ægtefællers side (hustruvold eller skilsmisser). Men når den muslimske minoritet i egne rækker forsøger at råbe politikerne op omkring problematikken, sådan som det skete i efteråret 2011, da bl.a. imam Abdul Wahid Pedersen gjorde opmærksom på problemet og kom med et løsningsforslag, blev de fra muslimsk side stillede forslag afvist af de etablerede politikere med henvisning til ”islamisme” – der blev brugt ord som ”parallelsamfund” og ”shariahdomstole”. Feministerne på det møde, jeg deltog i, bekræftede hinanden verbalt i, at imamer aldrig nogen sinde måtte få indflydelse på samfundets drift og udvikling.

De mange forslag som feks afdøde Abu Laban kom med, i kraft af at ofre som dørmanden der blev angrebet skulle betale blodpenge til dem der prøvede at gennemtæve ham, gør nok at tilliden til disse imamer er begrænset.

De muslimer, der siger det, som modparten gerne vil høre, bliver belønnet med ”moderat”-medaljen. Glemt er alle nuancer, den højtbesungne individualisme og det objektive debatklima, ind med de kategoriserende muldvarpeskud, som kan vælte enhver muslim, der vover at løbe omkring på den politiske græsplæne. Der er ingen faste kriterier for ”moderat” eller ”ekstremist”; det er udtryk, som man kan skyde med spredhagl alt efter situation og politisk agenda, og dermed risikerer man at skyde sig selv ganske gevaldigt i storetåen.

Det passer ikke, det du ikke forstår er at der er en generel velfunderet antipati mod at religiøse holdninger skal indblandes i politiske agendaer, netop individuelle holdninger der ikke knytter sig til religiøse dogmaer er der intet problem med.

De af os, som deltager i den offentlige samfundsdebat bør prøve som minimum at definere de kriterier, vi lægger til grund for en beskrivelse af modpartens hensigter. Det åbner for en konstruktiv debat, og frem for alt hjælper det os at fokusere på de positive egenskaber, som vi gennem brugen af faste kriterier kan identificere og støtte op om, i stedet for at skubbe folk fra os gennem negativ polarisering af vores egne frustrationer og bekymringer.

I bør nok mere gøre op med jer selv om det i bare ønsker er at bidrage til samfundet positivt, eller om hovedfokus er at fremme muslimske synspunkter og holdninger, for jer er der muligvis ingen forskel, men det er der i et sekulært samfund.

[Abu Saif]

jeg synes man skal holde afstemning eller valg her i vesten hvis man skal vælge partier i islamiske lande, så længe Jake og Billingual ikke får stemmeret vil de aldrig være tilfreds med muslimernes valg.

[Uzay K.]

I bør nok mere gøre op med jer selv om det i bare ønsker er at bidrage til samfundet positivt, eller om hovedfokus er at fremme muslimske synspunkter og holdninger, for jer er der muligvis ingen forskel, men det er der i et sekulært samfund.

Hvem er "I"? Jeg har skrevet min artikel alene

[Bilingual]

jeg synes man skal holde afstemning eller valg her i vesten hvis man skal vælge partier i islamiske lande, så længe Jake og Billingual ikke får stemmeret vil de aldrig være tilfreds med muslimernes valg.

Jeg tror det mere drejer sig om om muslimer ønsker at udsprede deres religiøse ideologier med de fordele og ulemper det nu medfører, eller om muslimer bare ønsker at indgå som individer i samfundet og betragtes på lige fod med alle andre individer.

For mig er integrationen opnået, når jeg hører et arabisk klingende navn i TV-avisen blive interviewet om elementer der intet har med islam men med hans/hendes viden/fagområde at gøre og jeg selv heller ikke lægger mærke til udseende/navnet og forbinder det med islam.


Ønsker du at der skal være en kobling mellem navn/udseende og islam?

[Bilingual]

I bør nok mere gøre op med jer selv om det i bare ønsker er at bidrage til samfundet positivt, eller om hovedfokus er at fremme muslimske synspunkter og holdninger, for jer er der muligvis ingen forskel, men det er der i et sekulært samfund.

Hvem er "I"? Jeg har skrevet min artikel alene

Ja ok, det er dine holdninger, men du retter dem imod "vi", så jeg svarer også i flertal