15 år, allerede frieri...

[BaniAdam]

As-salamu aleikum!

For et par måneder siden ringede min veninde til mig, hun bad mig om at komme over hurtigst muligt. Jeg troede der var noget galt, og skyndte mig derhen. Hun fortalte mig at hendes fætter som går i min klasse var forelsket i mig, og t han virkelig holdte af mig. Det kom som en kæmpe overraskelse, fordi jeg altid har set ham som min bror, en jeg passede på. En af mine bedste veninder var hans storsøster, deres mor var som min tante. Jeg havde set ham, som jeg så på min egen bror. Han var lidt af en ballademager, men en sjov en.

Han begyndte at ryge da han var 15 år gammel, og jeg bad ham hver evig eneste dag at holde op, nogle gange ville han have mig med for at købe nogle cigaretter, en sagde at jeg ikke ville. Han spurgte mig efter 1 års tid, hvorfor jeg hadede cigaretter så meget, og jeg svarede at det var noget af det klammeste man kan gøre, hvordan kan du udsætte din krop du kun har til låns for alle mulige kemikalier og sygdomme. Han spurgte så om jeg nogensinde ville gifte mig med en ryger, og jeg svarede nej. Og lige siden den dag har ikke røget, indtil nu.Det skal lige siges at dette skete før hans kusine sagde noget til mig.

Jeg blev selvfølgelig glad for han stoppede, måske for glad. For han så mig ikke mere som hans søsters veninde, eller sin klassekammerat. Han så mig som pigen han ville dele sit liv med. Han var en god dreng, en ærlig dreng. Han spurgte mig på et tidspunkt om jeg ville have et forhold til ham, altså 100% men jeg var 15 år, og jeg tænkte slet ikke på sådan noget. Han ville fri til mig, spurgte mig om 18 år var okay, jeg synes det var langt ude, og blev nærmest skræmt. Han var virkelig vild med mig, og blev sur hvis jeg snakkede med hans bedste ven, som også var min mors venindes søn og som jeg iøvrigt var vokset op med.

Jeg kunne ikke forstå det, jeg ville ikke såre ham, og på den anden side var jeg lidt egoistisk, og tænkte at jeg ikke ville miste sådan kærlig ven. Men jeg har erfaring med at med ærlighed når man længst, og jeg afviste ham. Han snakkede ikke med mig i en hel uge, og det var underligt for vi plejede altid at snakke sammen. Men så spurgte han mig igen en dag, og jeg svarede nej. Han troede det var hudfarven og spurgte om han var for hvid, eller om jeg skulle giftes med en somalier. Men jeg ville ikke, jeg kunne ikke få mig selv til at kunne lide ham på samme måde so han gjorde. Han havde grædt foran mig, han var virkelig knust. Og det knuste mig inden i at se ham være så ked af det, pga. af mig. Jeg elskede ham, men ikke på samme måde, og det kunne han ikke forstå og blev rigtig sur.

Lige nu hader han mig, han hader mig virkelig. Han siger han ser mig som pigen der knuste hans hjerte. Wallahi, det sidste jeg ville var at knuse hans hjerte.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, af viste jeg ham på en forkert måde? Kunne jeg have gjort noget bedre i denne her slags situation? Jeg er jo kun en 16 årig pige, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre....

[Betelgeuse]

Wa alaikum salam.

Jeg tror man nogle gange skal passe på de relationer man skaber til det modsatte køn. Når man er så ung og så letpåvirkelig skal der ikke så meget til, at man får følelser i klemme. Man gennemgår endnu en masse følelser og er i et stadie i sit liv, hvor man har let ved at være emotionel udadreagerende.

Din intention da du afviste ham var ikke ondsindet og du har gjort det på bedst mulige måde. Han vil være såret og føle sig en smule ydmyget, - det er jo ikke let at håndtere en afvisning, og det er også derfor du ikke skal tage det så tungt, at han nu siger, at han hader dig og at du er pigen der knuste hans hjerte, han er selvfølgelig såret og det er lidt en form for manipulation fra hans side, omend den måske ikke er bevidst, når han bebrejder dig og derved forsøger at give dig dårlig samvittighed. Han skal have tid til at slikke sine sår og i mellemtid må du være tålmodig og affinde dig med, at han synes du er tarvelig og ikke vil snakke med dig.

I er begge to I det livsstadie hvor I hver især befinder jer i en puppe og når I engang kommer ud, vil I kunne sprede jeres vinger, som den fineste sommerfugl. Ligenu er der "bare" så mange ting der er uklare, når man "kun" er 15-16år gammel og selvom man selv mener, at man er moden og ved hvad man vil have, så ændrer det sig efterhånden jo mere livserfaring man får. Det finder han inshaAllah ud af før eller senere og indtil da, skal du ikke gå rundt og bebrejde dig selv eller være bekymret for, om du nu gjorde det på den rigtige måde.

Jeg synes du har håndteret det flot.