Muslilmske kvinder med danske mænd?

[Ramazan]

As-salamu aleikum!

Jeg er fornylig stødt på en ret så snæversynet søster, der tilsyneladende har vendt islam ryggen, idet hun nu har udkåret sig selv som ateist og har fået sig en dansk kæreste. Ville bare gerne høre jeres mening omkring dette? Er det kun mig der bliver grebet af en helt igennem umådelig vrede? Hun påstod endda at islam opfordrede til kvindeundertrykkelse, had og krig

Jeg var nok endt ud i en ret så hæftig debat med vedkommende, hvis dte havde været en mand!! Er forresten stadigvæk ret så vred! Har prøvet at undertrykke vreden hele dagen ved at læse lektier samt forskellige beretninger af vores æreværdige profet Muhammed (salla Allahu alaihi wa sallam).

Hvad er jeres holdning til dette, vel og mærke problemstillingen om den sindsforvirrede søster?

[AbU]

Salam Aleikum

Må jeg spørge dig, om du bliver lige så vred når du ser muslimske brødre begå kriminalitet, gå i byen(drikke og zina), hoppe i slåskampe, svine tilfældige mennesker til, sælge stoffer, deltage i bander ?

For jeg vil gerne vide om køn gør en forskel i din vrede? Om det er en kvinde eller en mand der gør og siger som hende du har mødt?

At der findes mennesker der har fået den opfattelse af Islam er jo intet nyt. Vi skal jo blot kigge i historien.

Først og fremmest skal man glemme alt om vedkommendes køn.
Dernæst skal man spørge sig selv om vrede er den rette løsning?

Når du udtrykker vrede, fx. overfor vedkommende - vil det så ikke netop virke som om muslimer "bare er nogle aggressive kvindeundertrykker" ?

Spørgsmålet er om du kan modbevise hendes påstande gennem islamisk litteratur og udvise eksemplarisk adfærd. Det betyder tålmodighed, ordenligt sprogbrug og respektfuld tone - uanset hvem vedkommende er og hvad vedkommende siger.

Kan man inspirere - så kan man vælte enhver fordom.

Jeg er ked af at dit indlæg, samt dit valg af overskrift til dit spørgsmål - netop får mange til at føle deres fordomme bliver bekræftet.

Håber du forstår.

ps. jeg ved godt hvad du mener med "danske mænd"; men husk blot at udvise respekt for de mange etnisk danske muslimer - ved at omtale dem du snakker om som værende ikke-muslimer.

Fred

[Muhyi al din]

As salamu "alaykum

Vrede i sådan et tilfælde er et sundt tegn. Hvis man ikke føler vrede ved sådan en situation, så ved jeg ikke hvornår vrede skal have sin ret. Men selvfølgelig skal ens vrede styres og håndteres så ens reaktion bliver konstruktiv. Og her kommer imaan, sabr og tawakul ind i billedet. Dette er meget vigtigt.

Desuden vil jeg sige, at jeg er lodret uenig med bro Abu. Køn gør en forskel i sådan et tilfælde.

Wa "alaykum as salam

[AbU]

Salam Aleikum

Jeg ser på ingen måde vrede som en løsning på sådan en situation. Man kan jo spørge sig selv hvad formålet med ens aktivitet i givet situation må være? Både i det korte træk men også på den lange bane - og hvor kommer vrede ind som løsningen på at nå det mål? Derfor også enig i det du nævner omkring sabr.

Om det er en kvinde eller en mand som vender ryggen til islam, ser jeg ikke nogen forskel på.

Fred

[Cabra]

Jeg må - med al respekt, sige at det virker som om det med at være snæversynet falder tilbage på dig selv Ramazan. Du er blandt vred over, at et individ har valgt at forlade Islam og få en dansk kæreste. Jeg kan ikke se det gode argument for, hvorfor du er vred over, hvordan en anden person vælger at leve sit liv i forhold til valg af partner og religion. Det er absolut ikke et anliggende for dig.

Hvad angår det andet, så kan jeg selvfølgelig godt følge dig(had, krig og undertrykkelse) Det er ærgerligt og kan godt forstå du gerne vil tilbagevise det. Men når nu vi er ved vreden, så må jeg indrømme at det at andre mennesker har et behov, som du virker at have i forhold til basale ting som valg af religion og partner, at det provokerer mig. Lad dog folk selv bestemme.

Stop ønsket om, at alle nødvendigvis skal følge samme religion som dig.

[Lilje]

Salam alaykum.

Abu, nu vil jeg ikke gør mig klog på Ramazan's vegne, men tror ikke at køn gør en forskel på hans vrede, i det han skriver:

Jeg var nok endt ud i en ret så hæftig debat med vedkommende, hvis dte havde været en mand!!

jeg opfatter det mere som, nu hvor han selv er mand ville det være nemmere, at drage sig ud i diskussioner, hvis vedkommende også var mand. Dette kan der jo være flere grunde til.

Til Ramazan.
Jeg har meget svært ved at forstå din vrede? Jeg personligt får mere ondt af hende. Synes det er så syndt, at hun har vendt islam ryggen til, at hun ikke går hverdag og mærker Allahs Subhana wa ta'ala kærlighed. Jeg tror at det i sådan en situation er vigtigt at kigge på selve kerne problemet:

Hvad er grunden til, at hun ikke længere opfatter sig selv som muslim?
Hvorfor mener hun, at islam er en religion, der undertrykker kvinder?
Hvorfor mener hun, at islam påkalder og opfordre til krig?

Der kan være 1000 af grunde til, at hun har disse holdninger, måske er det uvidenhed og måske har hun oplevet noget dårligt i sit liv?
Jeg tror bare, at det er meget vigtigt, at man ikke viser had overfor frafaldene muslimer, men man i stedet, prøver på at "forstå" dem, ved derefter at hjælpe dem på rette spor igen.

At hun har en dansk kæreste, altså helt ærligt!, Come on! Whatever! Det er vel hendes personlige sag og det er heller ikke ligefrem det største problem. Jeg ser først og fremmest fornægtelsen af Allah Subhana wa ta'ala, som det største problem. Har man det på plads, så skal alt andet forhåbentlig nok også falde på plads.

[Muhyi al din]

Salam Aleikum

Jeg ser på ingen måde vrede som en løsning på sådan en situation. Man kan jo spørge sig selv hvad formålet med ens aktivitet i givet situation må være? Både i det korte træk men også på den lange bane - og hvor kommer vrede ind som løsningen på at nå det mål? Derfor også enig i det du nævner omkring sabr.

Om det er en kvinde eller en mand som vender ryggen til islam, ser jeg ikke nogen forskel på.

Fred

Ingen har sagt at vrede er løsningen. Men det er en sund følelse, der fremkommer i det her tilfælde pga. ens imaan og ens "gheera" for muslimer og Islam. Indifference her er et onde, som skal bekæmpes og advares imod.

Og jo der er sandelig en forskel. Kvindernes moralske og åndelige forfald samt deres 'kæresteri' er mere skadelig for fællesskabet. Det er ikke for sjovt, at Islam beskytter kvinderne og værner om dem, som meget som Islam nu gør.

[Abdul-Azeez]

Barak Allah Feek, bror Muhyi - jeg er helt enig.

[Mikele]

Salam Alaykum

For det første er hun vel netop ikke muslim? En ateistisk muslim? At omtale en person, der aktivt kalder sig for ateist som en "snæversynet søster" (søster=muslim), synes jeg ikke helt falder i den rette kategori.

Derfor er problemet vel ikke, at hun har fundet sammen med en ikke-muslimsk mand. Når hun ikke (længere) tror på den islamiske trosbekendelse, og ikke anses for muslim, så gælder reglerne om hvorvidt en muslimsk kvinde må gifte sig med en ikke-muslimsk mand heller ikke for hende. Hendes største problem er, at hun har forladt Islam. Om hun så slår sig ned som prostitueret eller butikstyv eller whatever er vel underordnet set i forhold til, at hun end ikke tror på Allah?

Jeg er sådan set enig i, at det kan være berettiget, og rigtigt, at føle vrede. Når man elsker Allah og Hans profet, og ser alle de gaver, som Allah skænker os hver dag - så kan man godt føle vrede, hvis nogen bevidst afviser Allah.

Hvis hun f.eks. egentligt tror på Allah, men har valgt at vende Ham ryggen, fordi hun havde mere lyst til at være sammen med sin kæreste - så kan vrede evt. være den rigtige følelse i mine øjne.

MEN her skriver du, at hun opfatter Islam som opfordrende til "kvindeundertrykkelse, had og krig". Hvis det virkelig er tilfældet, så er jeg da glad for, at hun ikke følger det, hun tror er Islam! Hun er jo tydeligvis ikke klar over, hvad Islam egentligt er. Dermed har hun faktisk ikke forladt Islam, hun har forladt en religion, der er kvindeundertrykkende, hadsk og krigerisk - og det er ikke Islam.
Så har hun jo ikke forladt Islam pga. egoisme eller ulydighed - men pga. uvidenhed. Så føler jeg ingen vrede mod hende. Islams ægte budskab har ikke nået hende, så hun har ikke afvist det.
Jeg føler til gengæld en voldsom vrede mod dem, der kan havde fået hende til at tro, at Islam er kvindeundertrykkende, hadsk og krigerisk. Det kan man så overveje, hvem der har skylden for.

P.S: Som etnisk dansk mandlig muslim (og single) vil jeg da gerne på det kraftigste opfordre muslimske kvinder til at gifte sig med os danskere

[Mai]

Salam Alaykum

Og jo der er sandelig en forskel. Kvindernes moralske og åndelige forfald samt deres 'kæresteri' er mere skadelig for fællesskabet. Det er ikke for sjovt, at Islam beskytter kvinderne og værner om dem, som meget som Islam nu gør.

Den køber jeg ikke.

Når Islam beskytter kvinder, så er det vel netop et kæmpe problem, når deres beskyttere ikke lever op til deres ansvar? Det er vel netop det, der ødelægger fællesskabet og det system, som Islam sætter op for kvinder og mænd? Når mændene ikke opfører sig islamisk korrekt efterlader det kvinderne uden beskyttere - måske endda i en situation, hvor dem, der burde beskytte dem, udnytter den position de har overfor dem! Mon ikke det faktum, at dette forekommer, er en af de helt store grunde til, at nogle kan opfatte Islam som kvindeundertrykkende?

[Muhyi al din]

Wa alaykum assalam

Salam Alaykum

Og jo der er sandelig en forskel. Kvindernes moralske og åndelige forfald samt deres 'kæresteri' er mere skadelig for fællesskabet. Det er ikke for sjovt, at Islam beskytter kvinderne og værner om dem, som meget som Islam nu gør.

Den køber jeg ikke.

Når Islam beskytter kvinder, så er det vel netop et kæmpe problem, når deres beskyttere ikke lever op til deres ansvar? Det er vel netop det, der ødelægger fællesskabet og det system, som Islam sætter op for kvinder og mænd? Når mændene ikke opfører sig islamisk korrekt efterlader det kvinderne uden beskyttere - måske endda i en situation, hvor dem, der burde beskytte dem, udnytter den position de har overfor dem! Mon ikke det faktum, at dette forekommer, er en af de helt store grunde til, at nogle kan opfatte Islam som kvindeundertrykkende?

Jeg er ikke her for at sælge!

Du blander fem ting sammen i dit indlæg.

[Hanar Hamid]

Salam.
Det første jeg tænkte, da jeg læste overskriften var, at det handlede om vores holdninger omkring et ægteskab mellem en muslimsk kvinde med anden etnisk baggrund og en muslimsk mand med dansk etnisk baggrund.
Nu handler det jo om en kvinde, der er ateist, så jeg kan ikke helt se, hvorfor overskriften skal være en muslimsk kvinde? Og det med danske mænd er nævnt længere oppe..

Som AbU kan jeg ikke se, hvorfor der skulle være en forskel i, hvorvidt det er en kvinde eller mand, der begår synder. I sidste ende, er det Allah (Subhana wa ta'ala), der dømmer os alle, og selvom visse forældre har forskellige holdninger, så jeg vil gerne høre, hvor der i Koranen står, at der er en forskel mellem de to køn, når det handler om at begå synd. Alt sådan noget som zina, kriminalitet etc. er jo lige så haram for mig, som det er for min bror.

[AbU]

Jeg er enig i at vrede som en tilstand er et sundt tegn. Men at anvende vrede som en udelukkende reaktion (forslag til løsning) er det jeg mener ikke er den rigtige løsning i sådan en situation.

Her er der tale om en ateist - hvorfor spørgsmålet kun handler om vedkommendes frafald af Islam, og ikke så meget hvad hun så laver som ateist.

Så mit oprigtige spørgsmål er: Er der forskel på om det er en kvinde eller en mand der ønsker at frafalde islam / vælger en anden overbevisning? Skal vi som observatører reagere anderledes? I så fald - hvillken forskel bør der være i vores reaktion?

På forhånd tak

Fred

Ingen har sagt at vrede er løsningen. Men det er en sund følelse, der fremkommer i det her tilfælde pga. ens imaan og ens "gheera" for muslimer og Islam. Indifference her er et onde, som skal bekæmpes og advares imod.

Og jo der er sandelig en forskel. Kvindernes moralske og åndelige forfald samt deres 'kæresteri' er mere skadelig for fællesskabet. Det er ikke for sjovt, at Islam beskytter kvinderne og værner om dem, som meget som Islam nu gør.

[Dr. Who]

Jeg er helt enig med AbUs første indlæg. Det kan ikke siges bedre.

[Betelgeuse]

Salam

Jeg kan godt forstå argumentationen for, at vrede kan være en sund følelse i forhold til, det du her skriver:

Ingen har sagt at vrede er løsningen. Men det er en sund følelse, der fremkommer i det her tilfælde pga. ens imaan og ens "gheera" for muslimer og Islam. Indifference her er et onde, som skal bekæmpes og advares imod..

Men hvis vi skal tale om opfordringer og det der gør bedst gavn for en, hvilke hadith opfordrer så en til, at føle vrede i sådanne situationer? Det jeg tænker er, at vrede er en negativ følelse der oftest intet godt fører med sig og i forhold til ens imaan eller gheera overfor Islam eller muslimerne, kan man så ikke også udvise dét i forhold til, at forholde sig neutral (ikke pasiv, men neutral) uden at lade sig ophidse af vedkommendes valg?

Man opfordres jo til at bede bønner for andre og hvis jeg husker korrekt, også ens fjender, så burde man derfor ikke forsøge, at føre en sober dialog med vedkommende, når man føler Islam bliver forurettet og tale Islam´s sag uden, at udvise vrede eller irritation, som en modstander oftest går efter at frembringe hos en? For som jeg læser det, så er det ikke så meget valget om en dansk kæreste og fravalg af Islam der generer, men derimod den negative omtale om Islam, der er hovedsagen til vreden?

[basit]

Assalamu aleikum Ramazan

Jeg har et par punkter, som jeg gerne vil delagtiggøre, overfor nævnte begivenhed.

1-
Jeg tror at vi hurtigt kan blive enig om, at problemet ikke er at en muslimsk søster gifter sig med en dansk mand, men med en ikke-muslimsk mand. Der er intet galt i at muslimske søstre gifter sig med konvertitter.

Men Allah den Ophøjede forbyder at en muslimsk pige har kærester eller gifter sig med en ikke-muslimsk mand. Ligesom en muslimsk dreng ikke må have kærester.

Bemærk, at vi muslimer heller ikke kan selektere mellem Allahs love og sige, jamen det er ok piger har kærester, men hun må ikke gifte sig med en ikke muslim, eller det er ok en fyr har kærester. Nej, alle er haram og fra Allah.

2-
Jeg tror også vi hurtigt kan blive enige om, at følelser som vrede, afstandstagen og afsky i hjertet er sunde tegn. Så længe ens følelser og adfærd er kontrolleret af Islam, så er der intet problem. Det er tegn på man elsker Islam og Allah(Subhana wa ta'ala) og kan ikke lide den gerning som vedkommende har udført. Da muslimen skal hade hvad Allah har gjort forbudt og elske hvad Allah(Subhana wa ta'ala) har tilladt/forpligtet.

Det viser en del tekster.

3-
Jeg tror også vi hurtigt kan blive enig om, at den person, nok er blevet vildledt af usande påstande om Islam, og måske endda oplevet et par traumer i sit liv - måske blevet slået af sin far/ægtemand, da der skal meget til at gå så langt. Derfor er hun måske mere et offer. Hvorfor det bedste vil være at modargumentere hendes påstande med saglige argumenter, og vise at hun tager fejl, og Islam ikke er som hun beskriver, men derimod sand og fra Allah den Ophøjede.

På den anden side er det også nødvendigt at undersøge hvad de islamiske tekster siger til ens adfærd overfor murtad(frafaldne). I sidste ende skal ahkam sharia dirigere vores handling, og ikke vores gode hensigt/tro. Ellers kan vi i god tro, ende ud af Islam, eller begå store synder, som vi tror Allah(Subhana wa ta'ala) vil belønne os for.

4- (Betelgeuse)
De islamiske tekster taler om kærlighed og had for Allahs skyld, så en muslim kan ikke elske hvad Allah hader, såsom drab, røveri, kufr, frafald o.lign., men skal afsky det i sit hjerte. Hvordan vedkommende konkret skal reagere i en given tilstand, nødvendiggør en undersøgelse i fiqh.

Dvs. både adfærd og følelser skal kontrolleres af sharia, og det sker ved at man undersøge hukm til en konkret problemstilling man har.

5-
Og som bror Abu pointerer, så burde vi også afsky, at muslimske mænd indgår i bander, laver zina, sælger narko etc. At man til en vis grad har set igennem fingre med, når en fyr udfører noget uislamisk, har haft en medvirkende årsag til at det har spredt sig. Dermed ikke sagt at det er den eneste årsag, til at det har spredt sig.

I den sammenhæng kan man også sige, at det desværre sker så ofte(at muslimske mænd opfører sig uislamisk), at det bliver normaliseret for en. Ligesom når en søster ikke går med tørklæde. Da der desværre er så mange tilfælde, så er det svært at blive ligeså chokeret/forarget hver gang man ser det. Havde det være 1 ud af 10.000 så havde forargelsen været langt større.

Derfor er det også vores ansvar, som muslimer, at påbyde det gode og forbyde det onde, ikke kun når det når til den sørgelige slut med at en forlader Islam, men langt før, og overfor enhver synd/haram/kufr, således at det ikke ender så sørgeligt for andre.

Må Allah(Subhana wa ta'ala) retlede hende tilbage til Islam og alle andre muslimer

Basit

[Betelgeuse]

4- (Betelgeuse)
De islamiske tekster taler om kærlighed og had for Allahs skyld, så en muslim kan ikke elske hvad Allah hader, såsom drab, røveri, kufr, frafald o.lign., men skal afsky det i sit hjerte. Hvordan vedkommende konkret skal reagere i en given tilstand, nødvendiggør en undersøgelse i fiqh.

Dvs. både adfærd og følelser skal kontrolleres af sharia, og det sker ved at man undersøge hukm til en konkret problemstilling man har.

Må Allah(Subhana wa ta'ala) retlede hende tilbage til Islam og alle andre muslimer

Basit

Amin og må Allah ligeledes tilgive vores synder.

Men det er det omkring vrede jeg beder en uddybelse omkring.

Som sagt, kan jeg godt se pointen i, som bror Muhyi al din nævner i forhold til, at det kan være sundt at føle vrede, men det jeg gerne vil have fat i er, at vrede er en negativ følelse der hos mennesket som regel, gør mere skade end gavn.

Du skriver så, at hvis man kan kontrollere sin vrede indenfor Islam, så er den ikke værst. Jeg husker bare ikke, at følelsen af vrede skulle være en følelse Islam står inde for. Der er ingen der siger, at man skal elske det Allah Subhana wa ta'ala hader, det ville jo være at gå imod Allah Subhana wa ta'ala. Jeg vil derfor gøre opmærksom på, at man skal være påpasselig med ikke at fordreje hinandens ord.

Det jeg gerne vil ind på er, hvorfor man ikke kan tage afstand fra det der er forbudt, på en sober måde, hvor man ikke føler vrede, men hvor man derimod er bevidst om det forkerte og derved tager afstand. Føler man vrede i sådan et tilfælde hvor det indebærer en ung kvinde, så hænger det jo også sammen med fordømmelse og hvem har ret til at fordømme en der er på afveje?

Vrede er jo ikke en følelse der følelsesmæssigt går alene.

[basit]

Amin og må Allah ligeledes tilgive vores synder.

Men det er det omkring vrede jeg beder en uddybelse omkring.

Som sagt, kan jeg godt se pointen i, som bror Muhyi al din nævner i forhold til, at det kan være sundt at føle vrede, men det jeg gerne vil have fat i er, at vrede er en negativ følelse der hos mennesket som regel, gør mere skade end gavn.

Du skriver så, at hvis man kan kontrollere sin vrede indenfor Islam, så er den ikke værst. Jeg husker bare ikke, at følelsen af vrede skulle være en følelse Islam står inde for. Der er ingen der siger, at man skal elske det Allah Subhana wa ta'ala hader, det ville jo være at gå imod Allah Subhana wa ta'ala. Jeg vil derfor gøre opmærksom på, at man skal være påpasselig med ikke at fordreje hinandens ord.

Det jeg gerne vil ind på er, hvorfor man ikke kan tage afstand fra det der er forbudt, på en sober måde, hvor man ikke føler vrede, men hvor man derimod er bevidst om det forkerte og derved tager afstand. Føler man vrede i sådan et tilfælde hvor det indebærer en ung kvinde, så hænger det jo også sammen med fordømmelse og hvem har ret til at fordømme en der er på afveje?

Vrede er jo ikke en følelse der følelsesmæssigt går alene.

Assalamu aleikum igen

Ameen til din dua.

Beklager hvis min pointe virkede fordrejende, det var ikke bevidst.

Men jeg mener, at for en muslim, er der nogen ting, som man skal hade. Sidst jeg prøvede at argumentere for det røg min post over i Religiøs Dialog, så jeg vil ikke komme med islamiske tekster som pointerer det .

Had er ikke altid negativt, det er en naturlig følelse som Allah(Subhana wa ta'ala) har skabt i os. Det har den positive side, at der er adfærd som du aldrig vil drømme at udføre fordi du anser det så væmmeligt.

Jeg vil komme med et lidt ekstremt eksempel for at pointere en ide. Kan en mor, som har fået sin søn tortureret til ukendelighed af Gaddafi, tage afstand fra ham på en sober måde? Burde den mor gøre det? Her tror jeg du nok vil mene, at moren har al ret til at hade den galning som har fået navnet Gaddafi.

Dvs. vi kan nok alle blive enige om at had somme tider er retfærdigt, på sin plads.

Så spørgsmålet mener jeg burde være, ikke om vi skal hade, men hvad skal vi hade, og hvem der skal diktere hvad vi skal hade? For en muslim, er svaret alene, at det kan kun Allah(Subhana wa ta'ala) diktere, da kun Allah den Ophøjede ved hvad der er væmmeligt/afskyeligt og hvad der er godt/pænt.

Og det som Allah har afgjort som afskyeligt, skal vi naturligvis afsky. Kan man eksempelvis tage afstand fra Firawun eller Abu Jahl med skuldertræk? Nej, vil jeg mene, fordi så har man ikke forstået hvor stor en ondskab de har stået for, og hvor stor en ondskab de har forvoldt andre.

For eksemplificering Islams korrigering af had:
Som bekendt blev Profeten(as) gift med sin adoptivsøns ekskone, selvom man i datidens Kurais samfund, anså det som at blive væmmeligt at blive gift med sin adoptivsøns ekskone, da adoptivsønner blev betragtet som rigtige sønner.(ret mig hvis jeg husker episoden forkert)

Her kommer Allah(Subhana wa ta'ala)s ahkam og korrigere muslimernes opfattelse, således at de ikke betragter det som haram/væmmeligt, men mubah. Dermed ikke sagt at en muslim ikke har mulighed for personligt at sige nej til den mubah med at blive gift med sin adoptivsøns datter. Men han kan/må ikke betragte det som noget afskyeligt, som nærmest incest, hvilket det blev gjort tidligere.

Det modsatte eksempel kan så være, hvor alkohol i starten af Profetskabet var tilladt, og muslimer drak gerne, hvorefter forbud kom og muslimerne begyndte at afsky alkohol. Altså de som var muhlees.

På samme måde korrigerede Islams muslimernes opfattelse i tusindvis af spørgsmål.

Derfor mener jeg du vil finde emner i ulamahs værker som netop behandler ideen og kærlighed og had for Allah(Subhana wa ta'ala)s skyld.

Mht. adfærd
At vi hader noget, en bestemt adfærd eller ide(såsom ideen om nationalisme) betyder ikke at vi skal være aggressive overfaldsmænd, og reagere følelsesmæssigt. Tværtimod skal både følelser og adfærd, reguleres af de islamiske tekster, og ikke kun adfærd, eller kun følelser.

Mht. vrede
Jeg mener at Imam Ghazali i bogen Ihya ulumuddeen, har et kapitel som behandler vrede.
Her nævner han en masse hadith om at kontrollere vrede og har tekster som pointerer hvornår en muslim skal blive vred. Det kan anbefales.

MvH
Basit

[Betelgeuse]

Wa alaikum salam

Had er ikke altid negativt, det er en naturlig følelse som Allah(Subhana wa ta'ala) har skabt i os. Det har den positive side, at der er adfærd som du aldrig vil drømme at udføre fordi du anser det så væmmeligt.

Vi snakker ikke om had, men om vrede.

Jeg vil komme med et lidt ekstremt eksempel for at pointere en ide. Kan en mor, som har fået sin søn tortureret til ukendelighed af Gaddafi, tage afstand fra ham på en sober måde? Burde den mor gøre det? Her tror jeg du nok vil mene, at moren har al ret til at hade den galning som har fået navnet Gaddafi.

Dvs. vi kan nok alle blive enige om at had somme tider er retfærdigt, på sin plads.

Det er ikke et lidt, men et meget ekstremt eksempel, som jeg ikke synes man kan sammenligne. Hvis du kan komme med et anderledes eksempel, ville det derfor helt klart være at foretrække.

Jeg vil nemlig ikke blande eksemplet med en mor, hvis søn er blevet tortureret til ukendelighed af Gaddafi med en ung kvinde i starten af 20erne her i Danmark, som er blevet ateist, har en dansk kæreste og som anser Islam for værende kvinde undertrykkende.

Dvs. vi kan nok alle blive enige om at had somme tider er retfærdigt, på sin plads.

Både og… Den er nemlig lidt tricky, for der nævnes ikke noget om konsekvenser og hvad ens følelser eller gøren vil videreføre.

Så spørgsmålet mener jeg burde være, ikke om vi skal hade, men hvad skal vi hade, og hvem der skal diktere hvad vi skal hade? For en muslim, er svaret alene, at det kan kun Allah(Subhana wa ta'ala) diktere, da kun Allah den Ophøjede ved hvad der er væmmeligt/afskyeligt og hvad der er godt/pænt.

Og det som Allah har afgjort som afskyeligt, skal vi naturligvis afsky. Kan man eksempelvis tage afstand fra Firawun eller Abu Jahl med skuldertræk? Nej, vil jeg mene, fordi så har man ikke forstået hvor stor en ondskab de har stået for, og hvor stor en ondskab de har forvoldt andre.

Igen handler det ikke om at man skal være passiv, men om at man skal være påpasselig med hvordan man skal tage (og hvordan man tager) afstand. Altså, hvordan man ytrer sig. Ærligt må jeg sige, at det begynder rykke sig længere og længere væk fra emnets hovedkerne, der handler om, hvorvidt vrede er en god eller ikke god følelse af have, når man står overfor en ung kvinde der tidligere var muslim, men som nu kritiserer Islam.

For eksemplificering Islams korrigering af had:
Som bekendt blev Profeten(as) gift med sin adoptivsøns ekskone, selvom man i datidens Kurais samfund, anså det som at blive væmmeligt at blive gift med sin adoptivsøns ekskone, da adoptivsønner blev betragtet som rigtige sønner.(ret mig hvis jeg husker episoden forkert)

Her kommer Allah(Subhana wa ta'ala)s ahkam og korrigere muslimernes opfattelse, således at de ikke betragter det som haram/væmmeligt, men mubah. Dermed ikke sagt at en muslim ikke har mulighed for personligt at sige nej til den mubah med at blive gift med sin adoptivsøns datter. Men han kan/må ikke betragte det som noget afskyeligt, som nærmest incest, hvilket det blev gjort tidligere.

Det modsatte eksempel kan så være, hvor alkohol i starten af Profetskabet var tilladt, og muslimer drak gerne, hvorefter forbud kom og muslimerne begyndte at afsky alkohol. Altså de som var muhlees.

På samme måde korrigerede Islams muslimernes opfattelse i tusindvis af spørgsmål.

Derfor mener jeg du vil finde emner i ulamahs værker som netop behandler ideen og kærlighed og had for Allah(Subhana wa ta'ala)s skyld.

Mht. adfærd
At vi hader noget, en bestemt adfærd eller ide(såsom ideen om nationalisme) betyder ikke at vi skal være aggressive overfaldsmænd, og reagere følelsesmæssigt. Tværtimod skal både følelser og adfærd, reguleres af de islamiske tekster, og ikke kun adfærd, eller kun følelser.

Mht. vrede
Jeg mener at Imam Ghazali i bogen Ihya ulumuddeen, har et kapitel som behandler vrede.
Her nævner han en masse hadith om at kontrollere vrede og har tekster som pointerer hvornår en muslim skal blive vred. Det kan anbefales.

MvH
Basit

Had og vrede er ikke én og samme følelse. Men jeg vil in sha Allah undersøge det nærmere i forhold til, hvordan begreber såsom disse du nævner, skal behandles i forhold til forskellige problematikker der vedrør Islam.

Salam

[basit]

Salamu aleikum

Pointen med eksemplerne er at forstå ideen bag. Vi kan altid diskutere om det om det er det mest passende eksempel. Det vigtigste er vel pointen.

Når du nu vil have flere eksempler, så er her nogle:

Din datter kommer hjem en dag, og siger hun er ateist? Bliver du vred, hader du det hun gør? Kan du undgå at blive vred?

Din søn kommer hjem en dag, og vil gerne have Hans med hjem ind på sit værelse, fordi Hans er en sød fyr, han har fundet i byen. Bliver du vred, og hader du det han skal til at gøre?

Din bror har voldtaget en 16årig pige. Bliver du vred, eller prøver du at forklare ham at på en sober måde, at det er forkert det han har gjort?

Her var nogle eksempler hvor vrede var en naturlighed for en muslim, fordi man mener vedkommende har gjort noget afskyeligt.

Vrede kan være positivt, men skal kontrolleres, ligesom med adfærd, af sharia tekster.

P.s. håber ikke mine eksempler gør dig vred

MvH
Basit

[Zahra R]

Hej Cabra

Jeg må - med al respekt, sige at det virker som om det med at være snæversynet falder tilbage på dig selv Ramazan. Du er blandt vred over, at et individ har valgt at forlade Islam og få en dansk kæreste. Jeg kan ikke se det gode argument for, hvorfor du er vred over, hvordan en anden person vælger at leve sit liv i forhold til valg af partner og religion. Det er absolut ikke et anliggende for dig.

At forbyde det onde og påbyde det gode er en pligt i islam. Dvs. det er mandatory for en muslim at gøre andre opmærksom på de værdier islam har i sig. Sagen er at man fortolker denne pligt anderledes og praktiserer den anderledes. Mange tager dét at tro på Gud og profeten en del af den pligt og derfor missionærer de islam på den teologiske plan. Andre mener at der er tale om moralske værdier (som kan så have tilfælles med enhver anden hellige religion) og dermed missionærer de islam på den etiske plan. Nogen gør det med en rose, andre bomber folk i luften.
Så det med at det ikke er et anliggende for ham, duer ikke for en muslim


Salam Abu

Må jeg spørge dig, om du bliver lige så vred når du ser muslimske brødre begå kriminalitet, gå i byen(drikke og zina), hoppe i slåskampe, svine tilfældige mennesker til, sælge stoffer, deltage i bander ?

For mig set så er det et relativt spørgsmål. For at kunne besvare dit spørgsmål skal man afgøre med sig selv: er en kriminel muslim (altså en upraktiserende muslim, men som stadig tror på Islams Gud og Islams profet etc.) bedre end god ikke-muslim?

Jeg mener også at der er forskel mellem en mand og en kvinde i dette tilfælde, at det er lang værre når vi taler om en frafalden mand end en kvinde. I islam arver barnet نسب (på dansk? ) fra sin far.

______
Salam Ramazan

Er du vred fordi hun ikke er muslim længere eller er du vred fordi hun forlader islam af forkerte årsager eller er du vred fordi hun kommer til at begå handlinger, som en muslim ikke må gør?(have samleje med en ikke-muslim, drikke alkohol etc?)
Hvis det er fordi hun forlader Islam af forkerte årsager(håber din vred er derfor), så mener jeg også at det er naturligt at du bliver vred. Du hører hendes beskyldninger om noget som du ikke er enig med hende i og det gør mere ondt at høre det fra en muslim end fra ikke-muslim. Udfordringen går ud på at håndtere vreden rigtig.

Mange vokser op i en sekulær omgangskredse og derfor skal der ikke meget til før de suger råt de beskyldninger der er om islam (som jeg mener iøvrigt at muslimerne selv bærer en stor del af ansvaret).
Nogle andre bevidst dyrker den form for agenda om islam i samfundet. At Islam er en undertrykkende religion-især for en kvinde!
Når du støder på sådanne kvinder/mænd, skal du først finde ud af om der er tale om en uvidende person, som har været offer for sin omgangskredse og ikke ved bedre, eller der er tale om Khader-type. Er det førstnævnte, prøver du med en god tone at besvare hendes uvidenhed (Det er svært men det kommer med tiden).
Er der tale om sidstnævnte type, så ignorer du vedkommende.

[MindChurch]

As-salamu aleikum!

(...)

Jeg var nok endt ud i en ret så hæftig debat med vedkommende, hvis dte havde været en mand!! Er forresten stadigvæk ret så vred! Har prøvet at undertrykke vreden hele dagen ved at læse lektier samt forskellige beretninger af vores æreværdige profet Muhammed (salla Allahu alaihi wa sallam).

Hvad er jeres holdning til dette, vel og mærke problemstillingen om den sindsforvirrede søster?

Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke blot startede en debat - vejen til forståelse for andre menneskers synspunkter, går jo netop gennem dialog, og hvis hun er så hastig til at smide postulater om islam om sig, så må hun vel også forvente at møde uenighed, og være klar på at tage diskussionen - men pas på med at begynde at decideret proselytisere overfor hende; det er stort set altid en irritations-faktor for ateister, så det vil næppe føre noget konstruktivt med sig. Men hvis hun selv byder op til debat med eventuelle spydige bemærkninger i fremtiden, kan jeg dog ikke se noget i vejen for at starte en "heftig" diskussion.

Ordene du bruger om hende som "snæversynet" og "sindsforvirret", er unødvendige personangreb, og tyder for mig stærkt på, at du ikke har forsøgt at sætte dig så meget ind i hendes tankegang; hvilket jeg selvfølgelig godt kan forstå, er svært, i og med at hendes tanker vel nu er helt gudløse.
Jeg tror dog, at i begge ville få langt mere ud af at prøve at argumentere for hver jeres holdninger - verden ser meget anderledes ud, når man ser på den gennem irreligiøse brilleglas. Specielt noget som hellige tekster begynder at synes absurde; både i sig selv men specielt at følge, og det kan helt sikkert være svært at forstå fra en religiøs vinkel, men du behøver jo ikke være enig med hende for at prøve at se det fra hendes side.

Hvad jeg håber på, der vil, kunne komme ud af det, er at du måske næsten kunne komme til at respektere, men om ikke andet acceptere, at hun har valgt at gå sin egen vej - man kan sige det er lettere i det skandinaviske miljø, fordi vi er så enormt agnostiske/ateistiske generelt, men vi i debatten kender jo intet til hendes nærmeste omgangskreds udover hendes nye kæreste. Hvis mange omkring hende er muslimer, og mener det er fjollet, eller "ondt" hvad hun gør, så vil jeg mene, at det er en decideret modig handling.
For mig tog det også meget lang tid og megen læsning, før jeg turde komme helt ud af skabet og erklære mig egentlig ateist; det kan være meget let, bevares, men det kan faktisk også være lidt af en kamp; specielt hvis du - selvom det måske ikke er din mening - eller flere omkring hende kommer til at fremstå fjendtlige overfor hendes nye vej, vil det kunne være svært.
Troen på islam må vel i øvrigt heller aldrig være tvungen; det er bedre at sige, man ikke tror, fremfor at sige det og lyve; er det ikke sådan deromkring et koran-vers lyder? Så hvis hun ikke kan tro, så gør hun vel det nærmeste, hun kan komme på det "rigtige"; altså i det mindste ikke at lyve om det? Eller er bare det en vantros personlige og ulærde tolkning? (o:

Som mange andre er jeg også lidt i tvivl om, helt specifikt hvad du er vred over, så jeg beklager, hvis jeg rammer helt ved siden af her. Men som jeg ser det, er det kun berettiget at kalde hende "snæversynet", hvis hun slet ikke har gjort sig nogen tanker om emnet, og blot tankeløst spytter idéer om islam andre har fortalt hende ud i hovedet på dig - det bliver jeg også irriteret over, når fx Kristeligt Dagblad så ofte gør om ateisme. Men fredelig dialog er altid den bedre vej frem - ikke nedsættende kommentarer udstødt på grund af vredesudbrud.

[Bilingual]

Jeg forstår ikke man kan blive vred over dette, hvis man skulle føle noget var det da sorg over at en har mistet troen på islam.

[Cabra]

@Zarah

Jeg forbeholder bare dog retten til at synes det er håbløst at blive vred over, at anden person har forladt en religion man tilfældigvis selv bekender sig til. Det er forståeligt nok, at man gerne tilbagevise fordomme om Islam.

Det er for mig en mangel på menneskeligt overskud, det at kunne respektere og rumme forskellighed. Og så bliver religion for mig snæversynet.

[Wahas]

As-salamu aleikum!

Jeg er fornylig stødt på en ret så snæversynet søster, der tilsyneladende har vendt islam ryggen, idet hun nu har udkåret sig selv som ateist og har fået sig en dansk kæreste. Ville bare gerne høre jeres mening omkring dette? Er det kun mig der bliver grebet af en helt igennem umådelig vrede? Hun påstod endda at islam opfordrede til kvindeundertrykkelse, had og krig

Jeg var nok endt ud i en ret så hæftig debat med vedkommende, hvis dte havde været en mand!! Er forresten stadigvæk ret så vred! Har prøvet at undertrykke vreden hele dagen ved at læse lektier samt forskellige beretninger af vores æreværdige profet Muhammed (salla Allahu alaihi wa sallam).

Hvad er jeres holdning til dette, vel og mærke problemstillingen om den sindsforvirrede søster?

Din vrede har bare bekræftet hende i at Islam opfordrer til "kvindeundertrykkelse, had og krig".

Hvis vi levede i et miljø hvor sådanne påstande ikke var hverdagskost, så kunne man måske et eller andet sted forstå din vrede, men sådanne påstande møder man tit, så man burde have vænnet sig til dem og have etableret en automatreaktion der er mere hensigtsmæssig end "vrede".

[Betelgeuse]

Salamu aleikum

Pointen med eksemplerne er at forstå ideen bag. Vi kan altid diskutere om det om det er det mest passende eksempel. Det vigtigste er vel pointen.

Når du nu vil have flere eksempler, så er her nogle:

Din datter kommer hjem en dag, og siger hun er ateist? Bliver du vred, hader du det hun gør? Kan du undgå at blive vred?

Wa alaikum salam

Jeg ville ikke blive vred, men skuffet og føle mig uforstående overfor hendes valg. Jeg ville højest sandsynligt tage en alvorlig snak med hende og forsøge at forstå hvad der ligger til grund for hendes valg. At jeg bliver vred, ville overhovedet ikke hjælpe hende og da slet ikke retlede hende.

Din søn kommer hjem en dag, og vil gerne have Hans med hjem ind på sit værelse, fordi Hans er en sød fyr, han har fundet i byen. Bliver du vred, og hader du det han skal til at gøre?

Igen ville jeg ikke blive vred, da vrede ikke ville resultere i noget gavnligt. Hvis jeg en dag in sha Allah skulle blive beriget med børn, vil der være regler i hjemmet i forhold til færden og opdragelse og hvis jeg så skulle gå hen og få en søn, der blev homoseksuel, så ville jeg og min søn tage diskussionen.

Din bror har voldtaget en 16årig pige. Bliver du vred, eller prøver du at forklare ham at på en sober måde, at det er forkert det han har gjort?

Jeg ville være pænt meget bekymret for pigen og først og fremmest være sikker på at hun fik hjælp, dernæst ville jeg sikre mig at min broder fik psykologisk hjælp, for en person der voldtager og frihedsberøver et andet menneske, er ikke et raskt menneske, rent mentalt set. Igen ville jeg ikke blive vred, men aldeles bekymret.

Her var nogle eksempler hvor vrede var en naturlighed for en muslim, fordi man mener vedkommende har gjort noget afskyeligt.

Vrede er ikke en positiv følelse, om end den måske kan forstås i nogle af de eksempler du er kommet med. Jeg ville personligt bare ikke føle vrede ved de nævnte eksempler, da det ikke ville være til gavn eller forbedre den efterfølgende situation. I de situationer du nævner, ville jeg hellere være interesseret i, at se på det i et større perspektiv, for at løse det kommende (efterfølgende konsekvenser) bedst muligt.

Vrede kan være positivt, men skal kontrolleres, ligesom med adfærd, af sharia tekster.

Man skal nok være påpasselig med at drage sharia ind i det her, da en del vil forbinde det med noget negativt, når det forklares på den måde du gør. Jeg er sikker på (sagt med al respekt for dine forsøg på forklaring) at det kan forklares bedre, så det ikke fremstår så usammenhængende.

P.s. håber ikke mine eksempler gør dig vred

Ikke så længe du har velmente intentioner. Men jeg kan stadig ikke se, hvordan alt det skrevne skal godtgøre ens fordømmelse af en pige, som den tråden omhandler.

Salam

[Ramazan]

omend i alle opfordrer til at se bredt på problematikken og anfægte hele siuationen fra et rationelt perspektiv, er jeg desværre ikke tilbøjelig hertil. Det ligger simpelthen ikke i mig. Der lader tilsyneladende til at foreligge en misforståelse; jeg var vred, men behersket. Endvidere finder jeg det ret så overvældende at så mange af jer, tilsyneladende kan gribe situationen an på en så rolig facon. Problematikken er i sin beskaffenhed at opfatte som en undertrykkelse af de værdier min religion står for, hvilket jeg finder ret så omfattende.

Desuden er nemmere sagt end gjort. Man kunne jo vende situationen lidt og betragte følgende eksempel: Du har en datter, hunviser sig at være ateist og har en kæreste, kæresten er dansker. Hvordan ville i takle en sådan sag? Vilel stadigvæk kunne betragte problematikken fra et så behersket perspektiv?

Jeg er nu af den opfattelse (no offence) at islamic.dk ikke står for de værdier jeg opfatter som essentielle og jeg er ret så overbevist om, at jeg, tilsyneladende, står for helt igennem genstridige holdninger, hvorfor jeg mener det er bedst at jeg sletter min profil. Men respekt, det skal i skam have for at kunne gribe en evt. lign. sag an på en så objektiv facon.

Må Allah (Subhana wa ta'ala) belønne alle efter deres godhed!

Fred!

[Abu Saif]

flere steder i koranen står der at allah aj er vrede, nogle tager det som det står andre laver taweel på det.

Ramazan, inden du fælder din dom over islamic.dk så skal du vide at der er mange bruger herinde med forskellige holdninger.

[AbU]

Salam Aleikum Ramazan

Nu er Islamic.dk ikke en forening, eller en folkestamme/race eller en bestemt gruppe mennesker med flere fælles nævner. Tværtimod så er det brugerskare som er meget spredt rundt i landet.

Islamic.dk er et åbent forum hvor alle kan tilmelde sig, og hvor alle kan deltage i forummet.
Så brugere-sammensætningen er på ingen måde bygget op om en særlig "gruppe mennesker".

At dem der deltager i netop dette emne synes at være delte ift. anvendelse af "vrede" i givet situation, er jo i sagens natur sådan et online forum typisk virker.

Jeg synes ikke holdningerne fra brugerne er så ensidigt. Derimod to-delt

Det er en skam, at du lader dig slette blot fordi folk vælger at svare på dit spørgsmål som har formen: "hvad ville du have gjort". Det har folk svaret på, og jeg har som den eneste sat et spørgsmålstegn ved dine ordvalg i det første indlæg.

Fred
Fred

[Zahra R]

@Zarah

Det er for mig en mangel på menneskeligt overskud, det at kunne respektere og rumme forskellighed. Og så bliver religion for mig snæversynet.

Jeg forstår godt din pointe, men du gør jo det samme som ham. Han viser ikke tolerance for forskellighed, men du viser ej heller tolerance for at han har den mening (at islam er den absolutte rette vej)! Ser du, det er en ond cirkel..
Jeg mener derfor løsningen er at man lader alle udtrykke deres meninger og følelser sålænge disse ikke koster menneskeliv eller overtrædelse af de love som er gældende i det pågældende samfund.
Man kan selvfølgelig komme med råd etc for hvordan man mener andre skal tænke og handle.