Profiler

[Erik_Willumsgaard]

OK, lægger du ud med et forslag, Moonie?

[Erik_Willumsgaard]

OK, så lægger jeg ud med Albert Einstein!!!!

En virkelig ekstratordinær ekceptionel personlighed, citeret fra leksikon.org:


Albert Einstein (14. marts 1879 - 18. april 1955), tysk fysiker, matematiker og socialist. Hans vigtigste videnskabelige arbejder var relativitetsteorien, kvanteteorien for lys og et bevis for eksistensen af atomer. Han var endvidere en af de centrale bidragsydere til udviklingen af kvantemekanikken, statistisk mekanik og kosmologi, og anses for en af det 20. århundredes vigtigste fysikere. Han blev tildelt nobelprisen i fysik i 1921 for sin redegørelser for den fotoelektriske effekt «og andre videnskabelig bidrag». Tildelingen blev dog først offentliggjort et år senere, i 1922. At han ikke blev tildelt nobelprisen for sine centrale videnskabelige arbejder må ses på baggrund af, at disse i den grad udgjorde et paradigmeskift ifht. den klassiske fysik, og derfor i starten af århundredet fortsat var meget kontroversielle. (Se også Fagkritik):

Einstein blev født i Ulm i delstaten Würtenberg i Tyskland, voksede op i München og senere i Italien, og gennemførte sin højere uddannelse i Schweiz. Han opgav sit tyske statsborgerskab og blev schweizisk statsborger i 1901. Han var ansat som forskningsmedarbejder ved det schweiziske patentkontor i 1902-05 og fik sin doktorgrad i 1905. Samme år skrev han de 4 artikler der blev grundstenene for den moderne fysik, og som samtidig udgjorde et radikalt paradigmeskift ifht. den klassiske fysik.

Hans første artikel handlede om Brownsk bevægelse, og var en empirisk bevisførelse for eksistensen af atomer. Indtil da havde atomet været betragtet som et værdifuldt begreb, samtidig med at fysikere og kemikere førte heftige debatter om hvorvidt de var reelt eksisterende. Einsteins statistiske diskussion af atomets opførsel gav imidlertid eksperimenterende fysikere mulighed for for at tælle atomer ud fra almindelige observationer i mikroskoper. En af de ledende modstandere mod eksistensen af atomer, Wilhelm Ostwald fortalte senere, at han var blevet omvendt og overbevist af eksistensen af atomer af Einsteins fyldestgørende forklaring af den Brownske bevægelse.

Hans anden artikel fremlagde ideen om eksistensen af lys-kvanter (senere kaldet fotoner) og viste hvordan de bl.a. kunne anvendes til at forklare fænomener som fotoelektrisk effekt. Kvanteteorien for lys stod i modsætning til den bølgeteori for lys, der udsprang af Maxwells ligninger for elektromagnetisk stråling. Einstein gav fotonerne både bølge- og partikelegenskaber og skabte dermed det første eksempel på partikel-bølge dualitet. Selv efter at eksperimenter havde bekræftet hans teorier omkring den fotoelektriske effekt, var teorien ikke generelt accepteret. Selv da han i 1922 blev tildelt nobelprisen for dette arbejde, mente de fleste fysikere, at selv om ligningerne stemte, var eksistensen af lys-kvanter ikke mulig. Teorien blev først fuldt accepteret med udviklingen af kvantemekanikken.

Hans tredje artikel introducerede den specielle relativitetsteori - en nøjagtig teori for tid, afstand, masse og energi. Den var i overensstemmelse med teorien om elektromagnetisme, men var ikke i stand til at inkludere tyngdekraften. Teorien løste det paradoks der havde eksisteret siden Michelson-Morley eksperimentet der havde vist, at lysbølger ikke kræver et medium for at eksistere. Andre kendte bølger krævede et medium - f.eks. vand eller luft. Lysets hastighed er derfor konstant, og kan ikke beregnes relativt til en betragter. Denne forklaring stod i modstrid til Newtons klassiske fysik. Nogle af artiklens centrale matematiske ideer - Lorentz transformationen - var blevet formuleret et år tidligere af den hollandske fysiker Hendrik Lorentz, men det var Einstein der viste, hvordan nogle af transformationens besynderligheder skulle forstås. Hans forklaring tog udgangspunkt i to grundlæggende antagelser - axiomer. For det første Galileis lov om, at naturlovene er de samme for alle systemer, der bevæger sig med den samme relative hastighed i forhold til hinanden. For det andet at lysets hastighed er den samme i alle systemer. Den specielle relativitetsteori har flere bemærkelsesværdige konsekvenser, fordi tid og rum ikke længere er absoluttet uforanderlige størrelser. Teorien blev efterhånden kaldt for den specielle relativitetsteori for at adskille den fra Einsteins senere generelle relativitetsteori.

Den fjerde artikel var en afledning fra den specielle relativitetsteori og viste at energi (E) er lig med masse (m) gange lysets hastighed (c) i anden:

E = mc2

Einstein anså denne ligning for at have central betydning, fordi den skaber en direkte sammenknytning af masse og energi. Ligningen spiller bl.a. en central rolle i vore dages højhastigheds kernefysik og i forståelsen af hvordan universet kunne skabes ud af et Big Bang, hvor energi blev omdannet til stof. Ligningen er også forklaringen på, hvorfor relativt små atomvåben - små ifht. konventionelle bomber - er i stand til at producere over 1000 gange mere ødelæggelse. Selv små masser svarer til enorme mængder af energi.

Kort før udbruddet af 1. Verdenskrig slog Einstein sig i 1914 ned i Berlin, hvor hans pacifisme og jødiske oprindelse ophidsede de tyske nationalister. Den 7. november 1919 bekræftede en avisartikel i The Times hans gravitationsteori, og dette øgede blot nationalisternes had mod ham.

Einstein virkede i 1914-33 som direktør for Kejser Wilhelm instituttet for fysik i Berlin. I november 1915 gav han en række forelæsninger for det prøjsiske Videnskabernes Akademi, hvori han skitserede sin generelle relativitetsteori. Den afsluttende forelæsning nåede et klimaks da han viste en formel, der skulle afløse Newtons tyngdelov. I den generelle relativitetsteori er alle systemer ligeværdige, ikke blot de systemer der bevæger sig med en fast hastighed i forhold til hinanden. I denne teori er gravitationen ikke længere en kraft som i Newtons tyngdelov, men er en konsekvens af krumningen af tid-rum dimensionerne. Teorien skabte grundlaget for kosmologi og gav videnskaben et redskab til at forstå en lang række aspekter ved universet, som først blev opdaget mange år efter Einsteins død.
Gud spiller ikke terninger

Einsteins forhold til kvantefysikken spiller en vigtig rolle i dennes udvikling i de første årtier af det 20. århundrede. Selvom Max Planck var den første der fremsatte hypotesen om kvanter, var Einstein den første til at erkende, at denne teori ville blive revolutionerende. Hans teori om lys-kvanter fra 1905 udgjorde et radikalt brud med den klassiske fysik, og i 1909 præsenterede han et papir for en forsamling af fysikere og opfordrede dem til at udvikle en samlet teori udfra hvilken både bølger og partikler kunne forklares. Men i midten af 1920'erne blev den oprindelige kvanteteori erstattet med kvantemekanikken, og Einstein opponerede nu mod den såkaldte Københavner fortolkning af kvantemekanik, fordi den var et brud med den deterministiske mekanik og betjente sig af sandsynligheder. Han var enig i, at teorien aktuelt var den bedste, men han søgte efter en forklaring der var mere «komplet» - altså mere deterministisk. Han havde den opfattelse, at de grundlæggende fysiske lovmæssigheder der regulerer virkeligheden, havde ført til hans successer med atomer, fotoner og gravitation, og han kunne ikke opgive denne deterministiske verdensopfattelse.

I 1926 skrev Einstein i et brev til Max Born: «Kvantemekanikken trænger sig sandelig på, men en indre stemme siger mig, at den ikke er den endelige sandhed. Teorien er omfattende, men den bringer os ikke nærmere den gamle teoris mysterier. Under alle omstændigheder er jeg overbevist om, at han (gud) ikke kaster terninger». Der var ikke tale om en generel afvisning af sandsynlighedsteorier. Einstein havde allerede selv anvendt statistiske metoder i sine studier af Browns bevægelse og af fotoelektricitet, og allerede før 1905 havde han på egen hånd opdaget Gibbs mængder. Alligevel kunne han ikke grundlæggende tro, at den fysiske virkelighed baserede sig på sandsynligheder og tilfældigheder.

I 1924 modtog Einstein en kortere artikel fra den indiske fysiker Satyendra Nath Bose, der beskrev lys som en sky af fotoner, og Bose bad samtidig om hjælp til publicering af artiklen. Einstein indså, at den samme statistik kunne anvendes på atomer og publicerede en artikel der beskrev Boses model og dennes implikationer. I dag anvendes Bose-Einstein statistikken til at beskrive gasser af partikler der ikke kan skelnes fra hinanden - Bosoner. Einstein hjalp også Erwin Schrödinger med udviklingen af Boltzman kvantefordelingen, der er en blandet klassisk og kvantemekanisk model for gasser.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev Einstein beskyldt af nazisterne for at udvikle «jødisk fysik», og nazistiske fysikere - deriblandt den tyske nobelprismodtager Johannes Stark - søgte at miskreditere hans teorier. Einstein flygtede derfor til USA, hvor han fik en stilling ved Institute of Advanced Study ved Princeton University i New Jersey. Han fik statsborgerskab i USA i 1940. Han brugte de sidste 20 år af sit liv på stadig mere ensomt på at forsøge at udvikle en fælles teori for den generelle relativitet og kvantemekanikken. Forsøget mislykkedes og han døde i Princeton i 1955.
Person og politik

Einsteins første kone var Mileva Maric. De blev gift 6. januar 1903. Hendes rolle i Einsteins teoriudvikling i disse første år af århundredet er omstridt. En række mener, at hun spillede en central rolle i udviklingen af relativitetsteorien. Hun var 4 år ældre end ham, de fik 3 børn og ægteskabet varede til 14. februar 1919, hvor de blev skilt.

2. juni 1919 giftede han sig med sin kusine Elsa Löwenthal. Hun var født Einstein. Efternavnet havde hun fra sin mand af første ægteskab. Elsa var 3 år ældre end Albert. Fra dette ægteskab var der ingen børn.

Der er uvist hvad der skete med Albert og Milevas første barn - en datter - der blev født før de blev gift. Nogle mener hun døde som spæd, andre at hun blev bortadopteret. De to andre børn var drenge. Den ene blev sendt på institution for skizofreni og døde på en anstalt. Den anden flyttede til Californien, blev universitetslærer og havde ikke megen kontakt med sin far.

Einstein betragtede sig selv som pacifist og humanitært indstillet. Han var socialist, og dette medførte, at ligesom han var blevet forfulgt i nazi-tyskland blev han forfulgt i USA. FBI samlede over årene en enorm sag på ham. Forbundskriminalpolitiet havde oprindelig anbefalet, at han ikke fik lov til at emigrere til USA - pga. sin politiske overbevisning. Da den kolde krig satte ind intensiveredes overvågningen af ham. FBI kunne senere rapportere, at Einstein i perioden 1937-54 «havde været medlem af, støttet eller sympatiseret med 34 kommunistiske frontorganisationer». (Dokumenterne er i dag offentligt tilgængelige - se nedenfor). Einstein havde den holdning - inspireret af første- og anden verdenskrig - at kapitalismen skabte krig, fattigdom og ødelagde mennesket. Den situation kunne først ændres med kapitalismens afskaffelse, samfundsmæssiggørelse af produktionen og indførelsen af et globalt demokrati.

Einstein gik oprindelig ind for udviklingen af atombomben - for at sikre at Hitler ikke kom først med et sådan våben. Allerede 2. august 1939 - før udbruddet af 2. Verdenskrig - sendte han et brev til præsident Rosevelt i hvilket han opfordrede ham til at igangsætte et program, der skulle munde ud i produktionen af atomvåben. Men efter verdenskrigens afslutning gik han ind for atomar nedrustning og skabelsen af en verdensregering.

Han blev tilbudt at blive staten Israels første præsident men afslog. Hans religiøse overbevisning lå nærmere Baruch Spinozas panteisme. Han mente at gud viste sig gennem naturlovenes hellige harmoni, og afviste eksistensen af en personlig gud der skulle være i stand til at interagere med mennesker. Blandt de store religioner foretrak han buddhismen.

[Erik_Willumsgaard]

Og jeg kan ikke lade være med at efterfølge med Karen Jeppe!:

(Citeret fra http://www.fredsakademiet.dk/library/jeppe.htm , hvor man kan læse videre!)

Historien om Karen Jeppe kan begynde mange steder. F.eks. kan den begynde med, at Statsbiblioteket havde en buste af hende støbt i bronze. Eller den kan begynde med hendes fødsel i 1876 i Gylling sogn – eller den kan begynde i 1903, hvor hun rejste til Tyrkiet, nærmere bestemt til Urfa, der ligger øst for Eufrat.

I virkeligheden burde historien nok begynde med den danske sprogforsker og forfatter Åge Meyer Benedictsen (1866-1927).

Jeg vælger den traditionelle indgang, der starter med Karen Jeppes fødsel.

Hendes far var lærer ved Gylling skole og var for sin tid særdeles veluddannet. Han havde været på studieophold i England og kom fra Als, så han talte både engelsk og tysk. Han var en moderne mand, der gik ind for, at også kvinder skulle have en uddannelse. Han begyndte at undervise Karen i en tidlig alder, og før hun var fyldt seks år læste hun Ingemanns historiske romaner. Som 13-årig blev hun sendt til sin fars slægtninge på Als for at lære tysk. Efter at hun kom hjem igen, fortsatte hendes far undervisningen indtil 1893, hvor hun blev kostelev på Ordrup Latin- og Realskole.

Her var den legendariske skolemand H.C. Frederiksen (se Dansk Biografisk Leksikon) leder, og usædvanligt for tiden blev både drenge og piger undervist sammen. Karen blev en slags plejedatter hos Frederiksen – kaldet Friser – efter at hun, vel vidende at hun ikke kunne bo hos dem, alligevel ved ankomsten havde insisteret på at få et sted at sove i deres hjem. Det endte med, at hun blev boende, indtil hun i 1895 blev student og flere år derefter.

Karens far mente, hun skulle være læge, men selv ville hun læse matematik og det begyndte hun på, men måtte opgive. Hun følte, at arbejdspresset var for stort, og at hun ikke slog til. Hun var syg i to år! Om det udelukkende har været skuffelsen og ’nerver’, eller om der også var en fysisk årsag til det lange sygeleje, melder historien ikke noget om. Men under alle omstændigheder begyndte hun at undervise på Frisers skole – og hun var en dygtig lærer, der især tog sig af vanskelige og utilpassede elever. Det var også på skolen, hun mødte sin skæbne.

Friser læste en aften i 1902 op for eleverne på skolen. Det var en artikel skrevet af Åge Meyer Benedictsen, og den handlede om forfølgelserne af det armenske folk i slutningen af forrige århundrede. Da Benedictsen kort tid efter holdt foredrag i København, tog de ind for at høre ham. Han var en medrivende taler, og han sluttede sit foredrag med et råb om hjælp til det armenske folk – et råb han videregav fra en gammel armenier.

Åge Meyer BenedictsenÅge Meyer Benedictsen var en usædvanlig mand. Han var en af de første danske kosmopolitter og menneskerettighedsforkæmpere – en sand fredens mand. Han var uddannet filolog og rejste ud for at studere sprog i Østeuropa, Kurdistan, Persien, Indien, Borneo, Vestindien, Irland og Armenien. Med tiden blev det i højere grad etnologiske studier, der optog ham end de rent sprogvidenskabelige. Han blev antikolonialist og arbejdede for små folkeslags ret til selvstyre og dermed sprog- og religionsfrihed. Særlig forfølgelserne af armenierne optog ham, og på en af sine rejser til Persien besøgte han Den tyske Orientmission i Urfa, der havde oprettet et børnehjem, en skole og startet en produktion af tæpper til eksport. Lederen var den tyske præst Johannes Lepsius. Da Benedictsen i 1902 vendte hjem til Danmark, tog han initiativ til dannelsen af De danske Armeniervenner.

Karen Jeppe blev dybt grebet af hans foredrag, og som Ingeborg Sick skrev i sin bog om Karen Jeppe: ”Tanken om de Børn, som Massakrerne har efterladt paa Gader og Veje, vil ikke slippe hende…. Og en Dag i Foraaret 1903 dukker den Tanke, hun har afvist, op af hendes Underbevidsthed med et suverænt: ”Du skal.”” (Sick, 1936, s. 27)

Hun kontaktede Benedictsen, der kunne fortælle at Dr. Lepsius netop søgte en lærerinde til skolen. Hun ville blive lønnet, men rejsen skulle hun selv betale.

De danske Armeniervenner havde en solid mæcen i godsejer Hage på Nivågård, og han var villig til at betaler Karens rejse.

Hvor var det så, hun skulle rejse hen?

Siden 1991 har Armenien været en selvstændig republik, der har ca. de grænser, det oprindelige Armenien havde. Med grænse til Georgien i nord, Aserbajdsjan i vest, Iran i syd og Tyrkiet mod øst. Sidste store konflikt i området var i 1994, hvor Armenien erobrede en landstribe fra Aserbajdsjan til Nagorno Karabakh, hvor flertallet er etniske armeniere.

Armeniens historie går tilbage til urtiden. De første skriftlige kilder stammer fra Herodot, der beskrev perserkongens Darios’ erobring af landet i 520 f. kr. De næste 4-500 år var præget af skiftende grænser med forskellige herskere.

Afgørende for landets skæbne blev, at de blev kristne. Ifølge legenderne var det selveste Jesu disciple Bartholomæus og Thaddæus, der kom med budskabet. Officielt har Armenien været kristent siden ca. 300, hvor kongen erklærede kristendommen for statsreligionen. Gregor – også kaldet Lysbringeren – blev den første kendte armenske apostel og efter ham kaldes den armenske kirke den gregorianske.

Med placeringen midt mellem det byzantinske og det persiske rige var Armenien udsat fra alle sider, og omkring år 1000 erobrede tyrkerne området – med stor udvandring til følge. Mange Armeniere rykkede mod syd til Kilikien – der senere blev kaldt Lille Armenien.

Her fik korsfarerne en forbundsfælle, og den tætte kontakt med europæerne fik betydning bl.a. via nære kontakter til Romerkirken. I perioden blev der bygget mange klostre og kirker, som står den dag i dag.

Fra ca. midten af 1400-tallet blev hele området indlemmet i Osmannerriget, men Armenien fik egen patriark i både Jerusalem og Istanbul, hvor de fungerede som bindeled mellem den lille kristne befolkning og den øverste islamiske myndighed. Den kristne befolkning fik stort set lov til at passe sig selv i mange år, indtil slutningen af 1800-tallet hvor Osmanneriget begyndte at gå i opløsning. Der skulle findes syndebukke for de herskendes uduelighed og den økonomiske nedgang, og det blev meget naturligt den lille gruppe af kristne, der gennem århundreder havde holdt fast ved sin egen religion og dermed var et mindretal. Samtidig var mange armeniere bank- og handelsfolk og blev tildelt samme rolle som jøderne i Europa i forrige årh. Armenierne havde i de foregående hundreder af år bosat sig rundt i hele det Osmanniske rige med en koncentration i det, der i dag er det østligste Tyrkiet og ned langs kysten mod syd.

Det Osmanniske rige fik ikke lov til at falde sammen, eftersom Vestmagterne England og Frankrig var interesserede i at have kontrol med passagen mellem Sortehavet og Middelhavet og dermed holde Rusland ude fra Middelhavet. Tyskerne blandede sig også, de ville bygge en jernbane fra Konstantinopel (Istanbul) til Bagdad. Denne konflikt mellem stormagterne endte med 1. Verdenskrigs udbrud, men forinden havde tyrkerne forsøgt at afbøde de indre spændinger ved at udrydde de fremmede, dem der var anderledes, dem med en anden tro end den muslimske. Først gik det ud over ca. 30.000 grækere, siden ca. 10.000 syrere, i 1876 kom turen til ca. 20.000 bulgarere, og i 1894 blev det armeniernes tur.

I Tyrkiet blev der ifølge tyske opgørelser i årene 1894 til 1896 dræbt mere end 88.000 mennesker. 2500 landsbyer blev ødelagt, og det samme gjorde 568 kirker.

Især egnen omkring Urfa gik det hårdt ud over. Her var der i forvejen mange flygtninge, der var fordrevet fra landområderne. Massakren blev kendt i Europa, men her var man mere optaget af det storpolitiske spil – og de protester, der kom, havde kun ringe eller ingen indflydelse. Der var amerikanske missionærer i området, hvor de bl.a. drev et børnehjem, og de forsøgte at give så mange som muligt ophold på missionen. Den tyske Orientmission var der også, og det var her Karen Jeppe skulle arbejde.

Før Karen kunne tage af sted, skulle hun overbevise sin far om, at det var den rigtige beslutning, hun havde taget. Nok var han selv berejst, men at skulle sende sin datter ned midt i Osmannerriget, ned til de vanhellige, der gik med krumsabel og dyrkede flerkoneri – det forekom ham ikke at være rigtigt. Ej heller den stedlige præst og nære ven Otto Møller syntes om ideen. Men Karen var sej – hun ville – og ligesom da hun i sin tid indlogerede sig hos Friser, fik hun også denne gang sin vilje, og kunne drage af med både sin fars og præstens velsignelse.
Rejsen til Urfa
En af de smalle overdækkede gader i basaren

Første oktober 1903 tog Karen Jeppe af sted - først med tog over Berlin til Italien, hvorfra hun sejlede til Istanbul, derfra videre også med skib ned gennem Mamarahavet til Ishenderun, hvor hun skulle være gået i land, men der var koleraepidemi, så i stedet blev det Mersin. På rejsen var hun i selskab med den schweiziske diakon Jakob Künster, der også skulle arbejde på børnehjemmet.

Siden skrev Karen Jeppe, at hun straks blev betaget af Asien – de store linjer i landskabet, Istanbuls kupler i silhuet, de stærke farver i solnedgangene.

Fra Mersin kørte de med tog til den nærliggende by Adana – her standsede sporet, og resten af turen til Urfa foregik først med hestevogn siden på æselryg. De var ledsaget af en soldat, der skulle beskytte dem mod røvere. Det lille selskab overnattede på en slags kroer, hvor man selv medbragte både seng og mad, fordi der kun var det bare lergulv. Karen syntes, det var spændende.

Da de nærmede sig Urfa, strømmede hundredevis af mennesker dem i møde. De skulle ud og møde den fremmede dame fra Danmark. De kom med frisk vand, te og mad og bespiste dem på medbragte tæpper, en hest havde de også med, så Karen Jeppe kunne ankomme standsmæssigt til byen, men hun afslog tilbuddet og steg op på det æsel, hun var blevet fortrolig med, for at tilbagelægge det sidste stykke vej.

Byen havde ca. 50.000 indbyggere, husene var en eller to etager, gaderne så smalle, at en læsset kamel lige akkurat kunne passere. Sagnet siger, at Urfa ligger hvor Abrahams by Ur lå. For Karen Jeppe var alt nyt og meget anderledes, end hun havde kunnet forestille sig: ”…en hel verden skyllede ind over mig.” (Cedergreen Bech s. 22)
Karen Jeppes virke

Før hun kunne begynde undervisningen, måtte hun lære sproget. Da hun efter godt et år tog fat, talte hun armensk, arabisk og tyrkisk, og hun indførte nye undervisningsmetoder. Det vakte opsigt, fordi ’hendes’ børn lærte at læse og skrive langt hurtigere end i de andre skoler.

Orientmissionens leder skrev efter et besøg: ”Vort skolearbejde har fået gennemgribende indflydelse på undervisningssystemet i vid omkreds uden for Urfa. Frk. Jeppe har indført lydmetode og anskuelsesundervisning med det resultat, at normalt udrustede børn på et år ikke blot lærer at tale sproget flydende, men også har fået en skrivefærdighed, som de før var 2-3 år om at opnå. Langvejs fra kommer lærere til os for at sætte sig ind i metoden. En fornyelse af hele det armenske skolevæsen synes at skulle udgå herfra.” (Cedergreen Bech s.23)

Karen Jeppe har helt sikkert i sin tid som underviser på Ordrup Latinskole stiftet bekendtskab med pædagogen Kirstine Frederiksens (se Dansk Kvindebiografisk Leksikon) lærebøger fra 1889, hvor hun som noget ganske nyt bl.a. varmt anbefaler anskuelsesundervisning.
Praktisk befrielsesfilosofi
Karen Jeppe sammen med Misak
og Hadjim Pasha

Det viste sig, at Karen Jeppe var i besiddelse af et formidabelt organisationstalent. På børnehjemmet fik hun orden og skik på tingene, hun tænkte frem. Det nyttede jo ikke, at børnene fik en boglig uddannelse, hvis der ikke var nogen forsørgelsesmulighed bagefter. Hun oprettede værksteder, hvor børnene fra en tidlig alder lærte forskellige håndværk, et væveri med tilhørende farveri blev også sat i gang. Hun havde også planer om silkeproduktion med salg for øje. Missionen skulle bruge penge til skoler, mad og husly. Hun skrev til de danske Armeniervenner og bad om hjælp. Der var ingen penge i kassen, men forfatteren Ingeborg Marie Sick opfordrede hende til at sende nogle af de berømte armenske håndarbejder hjem, så ville Armeniervennerne sælge dem, og sende pengene ned til Karen. Det blev begyndelsen til en omfattende indsamling og produktion af armenske broderier, der senere skulle få stor betydning.

I 1908 rejste Karen Jeppe hjem til Danmark dels for at holde ferie dels for at rejse rundt i landet og fortælle om sit arbejde blandt de armenske flygtninge. Mens hun var i hjemme, skærpedes konflikten mellem den ungtyrkiske bevægelse og det gamle Osmannerstyre. Armenierne havde gennem en årrække sat deres lid til de løfter, ungtyrkerne havde givet, om at kristne og muslimer skulle leve fredeligt side om side, når de fik magten. Men løfterne viste sig at være tomme. Ungtyrkerne var stærkt nationalistiske, og ønskede en stat bestående af muslimer.

Nye massakrer fandt sted i Kilikien hvor 20-30.000 armeniere blev myrdet. Ungtyrkerne gav den siddende regering skylden, og afsatte den. Det viste sig, at Ungtyrkerne, da de kom til magten, ikke gav armenierne den retslige status, de havde lovet dem. Ikke desto mindre blev forholdene bedre for den armenske befolkningsgruppe i årene indtil 1. Verdenskrig. Der var stort set ingen forfølgelse, og flere startede forskellige former for håndværkervirksomhed, og andre tog tilbage, hvor de kom fra, for at dyrke deres jord.

Karen Jeppe, der var kommet tilbage i 1909, fortsatte ufortrødent arbejdet for at skaffe armenierne brød på bordet. Hun havde længe gået med planer om at oprette mindre landbrugskolonier. Mange af flygtningene havde tidligere været bønder, så hun købte et stykke jord ude i bjergene, hvor hun bl.a. anlagde vinmarker. I begyndelsen boede hun i et lille telt, og de lokale forstod ikke, at hun overhovedet turde opholde sig så langt fra missionsstationen, men hun opbyggede langsomt et godt forhold til de kurdere og arabere, der kom forbi. Hun satte køligt vand ved indkørslen, hilste dem på deres eget sprog med: ”Allah velsigne din far”, hun bød på cigaretter og kaffe, som er almindelig skik hos araberne. Karen Jeppe fik stor hjælp fra den søn - Misak – hun havde adopteret, få år efter hun var kommet til Urfa. Han var som mange andre forældreløs, og havde på et tidspunkt betroet Karen Jeppe, at han troede, at hun skulle være netop hans plejemor, da hun først kom til Urfa. Karen Jeppe havde også adopteret en pige – Lucia. Hun og Misak blev gift i 1913 på 10-årsdagen for Karen Jeppes ankomst til Urfa. Alt tegnede lyst – vingården og dyrkningen af grøntsager var en succes, værkstederne, der var knyttet til børnehjemmet, kørte godt, og forholdene for armenierne tegnede til at blive tålelige.
Det tyrkiske folkemord på armenerne
Armenske ofre for en af de utalrige massakrer

Men de fredelige tider varede kun kort. 1. Verdenskrig blev en katastrofe for det armenske folk. Tyrkiet gik ind i krigen på tyskernes side. I 1915 besluttede tyrkerne, at armenierne skulle fjernes – de var et upålideligt folkeelement!

Tyrkerne var effektive. Før krigen var der ca. 1.8 mio. armeniere i Tyrkiet, efter krigen var der ca. 450.000. Få hundrede tusind lykkedes det at flygte enten til Kaukasus eller til Syrien.

Karen Jeppe forsøgte at hjælpe så godt hun kunne. Hun skjulte flygtninge under gulvet i sit hus, hun organiserede mad og vand til de karavaner af armeniere, der blev drevet gennem Urfa – ud på deres sidste rejse. Tyrkerne var ikke så avancerede i masseudryddelse, så deres metoder gik ud på, at drive mændene sammen og skyde dem. De unge kvinder blev ofte solgt som husslaver, ældre kvinder og børn drev man også sammen, men dem sendte man ud på vandring, indtil de døde af tørst, sult og udmattelse.

Karen Jeppe blev i Urfa under krigen. På et tidspunkt blev hun angrebet af plettyfus, og det blev arrangeret, at hun skulle rejse hjem sammen med en missionær, men hun nægtede, så længe hun havde flygtninge i sit hus. Mange hjalp hun på flugt bl.a. ved at forklæde dem som kurdere og arabere. I 1918 var alle flygtninge ude af hendes hus, og der var ikke mere, hun kunne gøre. I halvandet år havde hun haft flygtninge boende i en kælder, der blev gravet ud under hendes hus. Hun var syg og nervenedbrudt og tog til Danmark. Hun var ulykkelig, hun havde måtte efterlade sine to børn til en uvis skæbne.

Karen Jeppe blev i Danmark i tre år. Hun kom nogenlunde til kræfter igen, men de kræfter og den energi, hun tidligere havde haft, kom aldrig igen. Selv sagde hun, at noget inden i hende var dødt.

Ved krigens afslutning havde tyrkerne tabt, men nægtede at indgå den fredsaftale, der blev dem pålagt. Store dele af landet var besat. Lilleasien (Kilikien), Syrien og Libanon af franskmændene, Palæstina og Jordan af englænderne. Den armenske stat Vestmagterne havde lovet der skulle oprettes fik en meget kort levetid. Russerne erobrede det oprindelige Armenien og indlemmede det i Sovjet.
Karen Jeppe i Aleppo
Armenske børn i kø ved suppekøkkenet

Karen Jeppe besluttede, at hun ville ud for at finde ’sit folk’, hvor de end måtte være. I 1921 rejste hun til Aleppo i Syrien, hvor hun vidste mange armenske flygtninge var endt.

Hun blev modtaget af Misak og Lucia i Beirut. De danske Armeniervenner var begyndt udgivelsen af bladet Armeniervennen, og Karen Jeppe skrev efter sin ankomst til Syrien en artikel med overskriften: ”Hjemme Igen”. (Armeniervennen nr. 9-10, 1921). Der var ingen tvivl om, at det var her, hun havde sit hjerte. Ud over Misak og Lucia var der også andre kendte ansigter fra Urfa, og rygtet om, at ’pigen fra Urfa’, som hun blev kaldt her, var kommet til Aleppo, spredte sig hurtigt.

Hun begyndte opbygningen af et børnehjem, et suppekøkken, en lægeklinik og en systue. I begyndelsen var det svært. Der var kun ganske få ældre kvinder.,der havde overlevet krigen,og det var dem,der kendte de gamle mønstre og teknikker. Ved et tilfælde var en af kasserne med ældre broderier, som Karen Jeppe havde sendt hjem til Danmark fra Urfa under krigen, strandet i Aleppo, og ikke mindre tilfældigt dukkede den nu op igen, og der kom gang i systuen. Broderier, der blev sendt til Danmark, indbragte lige så meget som de frivillige bidrag. Tanken bag værkstederne var stadig, at armenierne skulle uddannes for at kunne forsørge sig selv og slippe ud af flygtningelejrene.

I 1922 blev situationen alvorligt forværret. Det strømmede ind med flygtninge især fra Kilikien, hvor de franske tropper trak sig tilbage. Mange armeniere var taget tilbage til deres hjem i den tro, at de var beskyttede af franskmændene
Karen Jeppe og Folkeforbundet
Der arbejdes med det traditionelle armenske broderi i Aleppo
Henriette [Henni] Forchhammer. Kilde: Statsbiblioteket, Kvindehistorisk Samling, 2005

I 1921 blev Karen Jeppe opfordret til at træde ind i Folkeforbundets udvalg vedr. Udfrielse af armenske kvinder og børn. Det var den danske delegerede Henni Forchhammer, der som en af de tre kvinder (de andre to var professor Kristine Bonnevie fra Norge og Anna Bugge Wicksell fra Sverige), der havde sæde i Folkeforbundet, havde arbejdet hårdt for at få Karen Jeppe på forbundets budget.

Henni Forchhammer havde lige fra århundredeskiftet arbejdet med spørgsmålet om den såkaldte hvide slavehandel, hvor kvinder enten blev bortført og tvunget til prostitution, eller problemet der var opstået under 1. Verdenskrig, hvor kvinder blev deporterede, og levede under slavelignende forhold. Allerede inden hun tog til den første forsamling i 1920, havde hun undersøgt sagen, og benyttede de kontakter, hun fik i Genève, til yderligere informationer om specielt de armenske kvinder.

Ud fra de indsamlede oplysninger kunne hun anslå, at størstedelen af de deporterede var armenske kvinder, og at der i 1920 stadig fandtes mindst 30.000 af disse enten i tyrkiske haremer eller hos arabiske nomader. Flertallet levede under tvang, og håbede på befrielse. En del vidnesbyrd herom var i hemmelighed nået frem til de europæiske og amerikanske missionsstationer, der arbejdede i området.

Når Henni Forchhammer var i stand til at fremskaffe oplysninger om forhold som disse, var det, fordi hun i en lang årrække havde arbejdet internationalt bl.a. som vicepræsident i International Council of Women (ICW) og herigennem havde kontakter ikke blot til kvindepolitiske kredse, men også til en række politikere. Desuden var Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, der havde deres hovedkontor i Geneve, velunderrettede og ydede en stor hjælp. I 1920 lykkedes det at få nedsat en kommission, der specielt skulle undersøge sagen om de deporterede kvinder og børn i Armenien, Lilleasien, Tyrkiet og de tilstødende lande. På dette tidspunkt kendte Henni Forchhammer ikke Karen Jeppe personligt, og hun var i første omgang ikke på tale som kommissionsmedlem, men i stedet blev en fransk kvinde, der var kendt som stærkt tyrkervenlig, udnævnt. Fra Armeniervenner over det meste af verden blev der protesteret over udnævnelsen af den franske kvinde, og det var her Karen Jeppe blev nævnt som den mest oplagte kandidat. Hun kendte forholdene og talte både armensk og tyrkisk. Henni Forchhammer gjorde det hårde benarbejde og det endte med at Karen Jeppe blev medlem af komiteen året efter.

Karen Jeppe selv var dog meget betænkelig ved hele sagen. Under sin rejse til Allepo i 1921 skrev hun i sin dagbog:

”Det fremgik af Breve fra Miss Robinson (Armenierkomiteen i London), at jeg er saa godt som valgt ind i Commissionen, og det overvældede mig, for hele Opgavens Vanskelighed og Størrelse, hvis den da skal gøres til Nytte, er for meget for mig. Hvor skal jeg kunne sørge for alle de Mennesker? Det er jo da sikkert, at er det mig, der har faaet dem ud af Haremerne, saa er det ogsaa mig, der er ansvarlig for, hvad de bliver til. Og hvem skal finansiere det uhyre Foretagende? Jeg har ikke meget fidus til det hele.

Men Maaske er det et Kald. Ja, saa maa jeg jo til det, hvor meget jeg saa stritter imod.”
(Cit. efter Minder om Karen Jeppe s. 14.)

Som det med al tydelighed fremgår var Karen Jeppe ikke meget for at påtage sig opgaven – især var det problemet med endnu flere mennesker hun skulle sørge for der bekymrede hende. Det skulle senere vise sig, at hendes arbejde i Folkeforbundet blev en fordel for hende.

I 1922 bevilligede Folkeforbundet de første midler til befrielsen af kvinder og børn og Karen Jeppe begyndte arbejdet.

I 1923 var Henni Forchhammer spændt på, om det ville lykkes at fortsætte med støtten. I et af sine rejsebreve hjem til familien skrev hun:

”… jeg har haft meget travlt dels med udvalgsarbejde dels med at snakke med folk og interessere dem i Karen Jeppes arbejde. Sagen har været for i udvalget, jeg talte, naar jeg selv skal sige det, godt, derefter støttede Professor Murray forslaget meget varmt, saa talte Karen Jeppe stilfærdigt men indtrængende, det gjorde megen virkning, flere talte for ingen imod, og til sidst vedtoges forslaget enstemmigt, og jeg valgtes til ordfører i Forsamlingen, hvilket har medført at jeg er blevet gjort til suppleant i stedet for teknisk delegeret i vor delegation. Men der er lang vej endnu; naar det gælder en bevilling skal det for i Finansudvalget og tillige i et kontroludvalg, og der sidder lutter mennesker, der kun har tallene for sig og ikke har tid til at sætte sig ind i sagens realitet, dem maa man altsaa paavirke enkeltvis.” (Cit. efter Hanne Rimmen Nielsen, s. 189.)

Under et møde et par år efter, hvor den økonomiske støtte igen var på dagsordenen, blev der sagt: ”Det nytte så lidt”, hvortil Karen Jeppe holdt den måske korteste tale i Folkeforbundet med svaret: ”Ja, det er kun et lille Lys, men natten er saa Mørk.” (Cit. efter Dansk Kvindebiografisk Leksikon, s. 214.)
Kampen mod den hvide slavehandel
En af de armenske kvinder der er blevet tatoveret i arabisk fangeskab

For Karen Jeppe betød den økonomiske støtte fra Folkeforbundet, at hun kunne iværksætte arbejdet med at befri de deporterede kvinder. Sammen med sin tro hjælper – Misak – fik hun i løbet af 1922 og 23 oprettet redningsstationer samt en række søgestationer. Begge dele blev geografisk spredt, og rygtet om en redningsvej bevirkede, at mange kvinder og børn flygtede og søgte beskyttelse i de små stationer, hvorfra de siden blev ført til Aleppo. Andre kvinder blev simpelt hen købt fra deres arabiske ’ejermænd’. Et stort problem var, at mange kvinder havde fået børn med deres nye ’ejermand’, og havde svært ved at forlade dem. Karen Jeppe har beskrevet, hvordan nogle af disse mænd kom til Aleppo for at hente deres børn, der jo betragtes som mandens ejendom. I de fleste tilfælde måtte de overgive barnet til faderen, i andre tilfælde lykkedes det at købe barnet, og der var også tilfælde, hvor moderen valgte at følge med manden for ikke at miste sit barn.

Et andet problem var, at mange af kvinderne, der havde været i arabiske familier, var blevet tatoverede i ansigtet, så man kunne se hvilken stamme, de tilhørte. I sin rapport til Folkeforbundet i 1926 skrev Karen Jeppe:

”…Tatoveringen, som har vakt megen Opmærksomhed derhjemme. De moralske Følger af denne Fremgangsmaade er ofte meget sørgelig, fordi de stakkels Piger gaar rundt med en Følelse af, at de er brændemærket i deres Ansigt for Livstid, og som faktisk ofte har forhindret dem i at komme hjem, de tør simpelt hen ikke komme for Øjnene af deres Landsmænd.

Fysisk set er det en meget smertefuld Proces at gennemgaa, men saafremt det lykkes at forhindre Giften i at trænge ind i Blodet, er den uskadelig.”
(Karen Jeppe, Rapport s. 5. Håndskrift nr. 898)

Det lykkedes af befri ca. 2000 kvinder og børn. I forbindelse med Folkeforbundets arbejde blev der også oprettet kontorer, der skulle forsøge at føre familier sammen, der var kommet væk fra hinanden under krigen.
80% var heldige og fandt en eller flere slægtninge i live.

For Karen Jeppe var arbejdet i Folkeforbundet en belastning, men det havde også fordele. Rejserne til Genève tog tid, der skulle skrives et hav af rapporter, om hvordan arbejdet gik; men der kom penge, hvilket der var hårdt brug for, og hun fik en bil med Folkeforbundets signatur malet på siden. Det gav muligheder og en bevægelsesfrihed, hun ikke tidligere havde haft. Samtidig gav det status i den forstand, at hun nu ikke kom i eget ærinde, men som officiel udsending.
Landbrugene

I 1925 fik hun to danske medhjælpere, Jenny Jensen og Karen Bjerre. Det var en velkommen aflastning, og det passede med, at Karen Jeppe nu kunne koncentrere sig om sit nye projekt.

I Urfa havde hendes lille landbrug set ud til at ville lykkes, hvis det ikke var blevet standset af krigen. Selv var hun jo vokset på med den jyske muld under fødderne, og tanken om, at armenierne ville være i stand til at brødføde sig selv ved at dyrke jorden, havde aldrig forladt hende. I 1923, da hun var på besøg i Danmark, havde hun fået løfte om økonomisk støtte fra lederen af den svenske afdeling af Verdensforbundet for Fred og Forsoning, Natanael Beskow.

Tilbage i Aleppo tog hun kontakt til en beduinhøvding, Hadjim Pasha – der ejede store landområder øst for Eufrat. Hun pakkede sit lille rejsetelt og kørte i bilen ud til hans lejr, hvor hun var hans gæst i en uge. Det vakte ikke så lidt opsigt, at en hvid kvinde boede i et lille hvidt telt side om side med ham og hans familie i deres sorte telte.

Faktisk havde den franske regering tilbudt at oprette en landbrugskoloni til de armenske flygtninge i Eufratdalen, men der var ingen tilslutning. Armenierne havde mistet tilliden til franskmændene efter deres tilbagetrækning fra Kilikien, der fik så fatale konsekvenser for mange af deres landsmænd.

Efter forhandlinger med Hadjim Pasha blev løsningen, at Karen Jeppe lejede et stykke af hans jord til en rimelig pris. 30 familier drog ud for at bygge huse, udbedre gamle dæmninger, og ikke mindst pløje og så. Første høst var ikke noget at råbe hurra for, men nybyggerne fandt ud af, at der var god afsætning af deres grøntsager til de omkringboende beduiner. Der kom flere flygtninge ud, og efterhånden opstod der en lille koloni af landbrugere. Karen Jeppe byggede et hus til sig selv, og det blev et elsket sted ikke kun for hende selv, men også for de besøgende gæster, der kom fra både ind- og udland. Hun var nu en kendt person – det franske luftvåben kippede med vingerne, når de overfløj hendes hus, og franske officerer var hyppige gæster. Fra Danmark kom bland andre Henni Forchhammer i 1926 – en rejse, som hun har skildret i en lille bog: Et besøg hos Karen Jeppe. Skildringer fra en rejse til Syrien.

Hadjim Pasha blev Karen Jeppes gode ven. Han hjalp hende med praktiske ting, og hans status i området bevirkede, at nybyggerne kunne være trygge.

Eksempelvis var hans fætter i begyndelsen meget misundelig over den kontakt, Hadjim havde skabt med nybyggerne, og måske mente han også, at det ikke hørte sig til blandt beduiner, at leje sin græsning ud til bønder – i alle tilfælde sendte han sine kameler ind på de opdyrkede marker. Hadjim tog sit gevær og begyndte at skyde på kamelerne. Siden var der ikke mere vrøvl. Der var naturligvis vanskeligheder, og Karen Jeppe skrev i et privatbrev:” Når man har koloni i Mesopotamien med traktor- og beduinvrøvl, så har man fået kam til sit hår.” (Cedergreen Bech, s. 58)

Uden for Aleppo ligger der stadig nogle af de 6 små byer, der blev grundlagt af Karen Jeppes nybyggere f. eks. Tel-Armen (Armenierhøjen) og Tel-Samen (Smørhøjen), men der er ingen tegn på landbrug. Karen Jeppes intentioner var gode nok, men agronom var hun ikke. Jorden egnede sig ikke til dyrkning år ud og år ind. Desuden var der for lidt vand til kunstvanding, som er nødvendig i de tilbagevendende tørkeperioder.
Afslutning
Karen Jeppe er punkteret i ørkenen. Bilen fulgte med arbejdet for Folkeforbundet blev en stor hjælp for hende i arbejdet. Hun fik nu mulighed for at tilse bosættelserne og ikke mindst holde kontakt med de søgestationer der blev oprettet i forbindelse med eftersøgningen af armenske kvinder og børn.

Karen Jeppes helbred blev ikke bedre med årene. Hun besøgte stadig Danmark med jævne mellemrum, men her var der heller ikke meget ferie at få. De mange afdelinger af Armeniervennerne ville gerne høre nyt fra hendes egen mund, og hun holdt foredrag båder her og der. Efteråret 1933 var sidste gang hun var i Danmark. På tilbagerejsen blev hun syg, men kom sig nogenlunde og fortsatte sit arbejde. Sommeren 1935 tog hun ud til sit hvide hus i landbrugskolonien, og her fik hun et malariaanfald, hvilket hun også havde haft tidligere, men denne gang var det alvorligere. Hun blev kørt til hospitalet i Aleppo, hvor hun døde d. 7. juli 1935, 59 år gammel.

For armenierne, der var afhængig af hendes initiativer, var det et stort tab. De begravede hende i Aleppo, hvor man stadig kan se hendes gravsted???

Der blev skrevet mindeord fra mange sider – et af de mest gribende er fra en armenier, der skrev: ”Moder, dit Støv vil stadig skærme, og naar vi bygger vor egen Hovedstad ved foden af Ararat, vil vi bygge et Mindetempel for dig.

Enhver Armeniers Hjerte er i Virkeligheden et Panteon for dig. Armeniere, lad os blotte vore Hoveder og falde paa Knæ – et Guds Sendebud har forladt os.” (Cit. efter Chr. Winther, s. 40).

Armenierne betragtede Karen Jeppe som deres skytsengel, hvilket bl.a. fremgår af følgende historie. Efter det store jordskælv i 1927, hvor mange omkom og ødelæggelserne var store, talte en araber og armenier sammen. Armenieren sagde, at her i Aleppo sker der ikke noget, for her bor der et helligt menneske, og araberen spurgte, hvem det var. Karen Jeppe, blev der svaret.

Karen Jeppe er en af Danmarks store kvinder, der var kendt i det meste af verden som den kvinde, der uden at tøve gav hele sit arbejdsliv til et folk, hun kom til at elske. Hun tog ud og arbejdede i den tyske mission, men hun missionerede aldrig selv. Efter kort tid blev det klart for hende, at det armenske folk ikke havde brug for omvendelse, men hjælp til selvhjælp, og her kom hendes formidable organisationstalent til fuld udfoldelse. Hun formåede at skabe venskabelige relationer mellem beduiner og bønder – en bedrift i sig selv, men hun fik også lukket den Vestlige verdens øjne op for den etniske forfølgelse, armenierne blev udsat for. Hun var, hvad man i dag vil kalde befrielsesfilosof, der med alle midler søgte at skabe overlevelsesmuligheder for det folk, der var uden hjemland.

I 1927 modtog hun Fortjenstmedaljen i guld.

[Erik_Willumsgaard]

Og så må vi også hellere lige tage Niels Bohr, af samme videnskabelige og humanistiske kaliber som Albert Einstein.

Her citeret fra leksikon.org:

Niels Bohr (7. oktober 1885 - 18. november 1962), dansk atomfysiker. Han stod for vigtige bidrag til forståelsen af atomets struktur og udviklingen af kvantemekanik.

Bohr blev født i København som søn af Christian Bohr og Ellen Adler. Faderen var læge og var kendt for sine undersøgelser af fysiske og kemiske aspekter af åndedrættet. Moderen var jøde og kom fra en velhavende og fremtrædende familie indenfor bankverdenen.

Bohr blev doktor fra Københavns Universitet i 1911 på en afhandling om elektronteori for metaller. Derefter studerede han under Ernest Rutherford i Manchester, England. Rutherfords atommodel var både mekanisk og elektrisk ustabil, for iflg. den klassiske mekanik burde elektronerne der svævede omkring kernen efterhånden falde ind i denne. Bohr erkendte, at antallet af elektroner i et atom var afgørende for dets kemiske egenskaber, mens den langt tungere kerne var stort set uden betydning. Han publicerede i 1913 en ny model for atomets struktur, hvor han introducerede teorien om elektroner, der bevæger sig i faste baner - skaller - om atomets kerne; hvor de ydre skaller rummer flere elektroner end de indre, hvilket er bestemmende for atomets kemiske egenskaber. Som del af modellen indgik samtidig, at en elektron kunne «falde» fra en ydre til en indre skal, hvilket fører til udsendelse af en diskret lyskvant. Elektronerne kunne altså kun befinde sig i et diskret antal tilstande, og som følge heraf ville atomet kun kunne udsende lys på et tilsvarende diskret antal bølgelængder. Modellen blev siden kaldt Bohrmodellen, og blev udgangspunkt for udviklingen af kvantemekanik.

I 1912 blev Bohr gift i København med Margrethe Nørlund. I 1916 blev han udnævnt til professor i København, og i 1921 til direktør for det nyoprettede Institut for Teoretisk Fysik. En stilling han bevarede resten af livet. I 1922 blev han tildelt Nobelprisen i fysik for udviklingen af sin kvantificerede atommodel.

Gennem starten af 20'erne var hans arbejde koncentreret på 2 områder: han søgte at udvikle en sammenhængende kvanteteori, der kunne erstatte den klassiske fysik og termodynamikken på atomniveau, og han søgte at forklare strukturen og egenskaberne ved alle atomerne i det periodiske system. Bohrs institut blev i disse år et af de ledende centre i verden for atomfysik og tiltrak fremragende unge fysikere fra hele verden. Bohr selv havde et åbent sind overfor sine yngre kolleger og understregede at atomfysikken var i en usikker overgangsperiode, hvor den klassiske fysiks model var blevet forkastet, uden at en ny model endnu var på plads. Kvantemekanikken lå først formuleret omkring midten af 20'erne. Den nye teori stillede imidlertid også krav om en fysisk fortolkning, og denne fortolkning udviklede sig frem mod slutningen af 20'erne i en tæt samspil mellem Bohr og instituttets mange gæster - specielt tyskeren Werner Heisenberg. De formulerede den såkaldte Københavnermodel, der var en fortolkning af kvantemekanikken. Det er fortsat den mest udbredte fortolkning, selv om den fra starten blev kraftigt kritiseret fra mange sider - bl.a. fra tidens mest fremtrædende fysiker: Albert Eistein.

Bohr udviklede endvidere princippet om komplementaritet. Det siger, at det er umuligt at skelne skarpt mellem atomare objekters opførsel, og interaktionen med måleinstrumenter, da disse påvirker betingelserne under hvilke fænomenerne optræder. Resultater opnået under forskellige eksperimentelle betingelser er derfor ikke ens, men må opfattes som komplementære, i den forstand at kun totaliteten af eksperimentelle resultater kan afdække partiklernes opførsel. Bohr fandt også filosofiske anvendelser for dette skræmmende originale princip, og gennem hele sit liv havde han mange intense diskussioner med Einstein om princippet. Einstein foretrak langt den klassiske fysiks determinisme frem for Bohrs og Max Plancks nye fysik.

En af Bohrs mest berømte yngre kolleger var tyskeren Werner Heisenberg, der senere blev leder af det tyske atomvåben projekt. Under den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig besøgte Heisenberg i 1941 Bohr i København, og Bohr fik ved den lejlighed nys om de tyske planer om udviklingen af atomvåben. For at undgå arrestation af det tyske politi pga. sin jødiske baggrund og anti-nazistiske holdninger flygtede Bohr i 1943 med sin familie til Sverige, derfra videre til London og derfra til USA. Her arbejdede han i Los Alamos på Manhattanprojektet, der skulle give USA atomvåben, men hans rolle på projektet var begrænset. Det skyldtes nok især, at han fra 44 fik stærke moralske skrupler ved projektet.

Han forsøgte at overtale den britiske premierminister Winston Churchill og USA's præsident Roosevelt til at støtte internationalt samarbejde, for at hindre atomvåbnenes skræmmende konsekvenser for menneskeheden. Henvendelsen var dog uden held. USA fik sine atomvåben og prøvede dem mod Japan.

Efter krigen vendte han tilbage til Danmark, hvor han gik ind for atomenergiens fredelige udnyttelse. Han sendte i 1950 et åbent brev til FN, hvor han gik ind for en «åben verden». Han gik ind for fri udveksling af ideer og forskere, som middel til at hindre rustningskapløb. Han støttede den fredelige udnyttelse af atomkraft, oprettelsen af CERN og modtog i 1957 den første US Atoms for Peace pris. Han døde i 1962 i København. Niels Bohr Instituttet er opkaldt efter ham, og det samme er grundstoffet Bohrium. Den ene af hans sønner (Aage Bohr, f. 1922), fulgte i faderens fodspor og blev i 1975 ligeledes tildelt Nobelprisen i fysik.

[Erik_Willumsgaard]

Og så må vi også lige have Mahatma Ghandi:

Mahatma Gandhi (1869-1948)

Mahandas Karamchand Gandhi kom til verden den 2. oktober 1869. Hans far var velhavende og efter endt skolegang i Indien blev drengen sendt til England for at studere jura. Men først blev han gift med pigen Kasturbai, som kom fra samme sociale lag .Sit første job fik Gandhi i Syd-Afrika. Her fik han racehad og ondskab at føle på sin egen krop. Han nægtede at bruge vold, selv om han blev angrebet.
Da han i 1912 vendte tilbage til Indien, var det for at gå ind i arbejdet for de undertrykte. Sammen med nogle venner levede han i et kollektiv i fuldstændig fattigdom. De vævede deres eget tøj og de dyrkede selv deres jord. Samtidig prøvede de at oplyse landsbyerne i det distrikt, hvor de boede. Rygtet om disse mærkelige mennesker, der frivilligt levede som de fattige, spedtes hurtigt.
En dag fik Gandhi besøg af en bonde fra en landsby i staten Bihar. Disse bønder blev groft udnyttet af de engelske godsejere og deres skatteopkrævere. Gandhi rejste over for at bo iblandt dem, mens han satte sig ind i sagen. Men det ville myndighederne ikke have. De bad ham om at forlade egnen. Da han nægtede at gøre det, blev han stillet for retten. Han forklarede dommerne, at han ikke ønskede at gøre noget ulovligt. Men at han for sin samvittigheds skyld var nød til at hjælpe disse undertrykte mennesker. Uden for retslokalet ventede bønderne, som var kommet for at følge sagen. Da dommeren så den store folkemængde, blev han betænklig og løs lod Gandhi. Gandhi oprættede de adskillige skoler i Bihar. Kasturbaj og andre venner kom for at hjælpe til. Arbejdet kom til at danne mønster for fremtidens landsbyudvikling i Indien. De fleste af de unge politikere, som førte an i frihedskampen mod englænderne, har i en periode levet sammen med og fulgt Gandhi på hans vandringer i landsbyen.
I kolinitiden blev der oprættet engelsk prægede skoler i de fleste større byer. Undervisningen var her meget teoretisk og uden sammenhæng med livet i de mange landsbyer. Gandhi så ganske klart, at den slags undervisningen var ude at trit med livet i Indien. Han lod sig inspirere af de gamle askramskoler, hvor eleverne samlede sig om en guru. Man skulle lære, mens man arbejdede. Samtidig skulle man have muglighed for at forsyne sig selv med mad og tøj. Spindetimerne blev betragtet som uhyr vigtige i Gandhi-skolerne. I disse skoler blev de undertrykte gruppers problemer taget op. Gandhi begyndte at bruge navnet Harijan, der betyder Guds børn, om de kasteløse. Han lagde stor vægt på, at kvinder og mænd skulle have samme ret til uddannelse.
Ghandi talte og skrev imod børneægteskaber og alle former for kastesystemer. Mange af hans bøger er blevet til, mens han sad fængslet af englænderne. I alt tilbragte han 6 år i de engelske fængsler. Kasturbai arbejdede i alle årene lige så ivrigt for reformer som Gandhi selv. Da han i 1920 efter Amritsar-massakren for alvor gik ind i modstadskampen mod englænderne, var Kasturbai det faste holdepunkt i askrambevægelsen. Gandhi havde en særlig ævne til at samle mennesker omkring sig. Han blev kendt ude i verden som den, der skaffede Indien frihed og selvstændighed. Man gav ham for at ære ham navnet Mahatma - stor sjæl. Selv sagde han: “Indien lever i sine landsbyer. Når jeg får landsbyerne ud af deres fattigdom, da har jeg vundet friheden.“ Under mergenbönnen d. 30.1.1948 blev han myrdet af en religiøs fanatiker. Han nåede ikke at få de indiske landsbyer ud af fattigdommen. Men i alle stater træffer man stadig mænd og kvinder, som arbejder efter Mahatma Gandhis principper.

[Erik_Willumsgaard]

Uden Grundtvig selvfølgelig ingen dansk oversigt over kendte profiler!:

Biografi

[redigér] Barndom og ungdom

Grundtvig var yngste søn af Johan Grundtvig, sognepræst i Udby i Sydsjælland. I hans barndom og ungdom døde to af hans brødre og hans eneste søster. Den eneste overlevende søskende var storebroderen Otto Grundtvig, der var teolog som Grundtvig og endte som provst i Gladsaxe. Grundtvigs eget liv var mindre regelret. Det var dramatisk og fuld af omskiftelser. Personligt gennemløb han en udvikling i mange forskellige trin, før han blev den institution i dansk åndsliv, vi kender idag.

Den person, man møder i hans ungdomsdagbøger, er en kølig, selvbetragtende og socialt kejtet ung mand, der snusfornuftigt og ofte spydigt kommenterer på sin egen gøren og laden. Han har store ambitioner, men er tilsyneladende uden egentlige evner for den forfatterkarriere, han drømmer om. Han skriver meget, men intet af det trykkes i hans levetid. Dette utrykte forfatterskab er mest udtømmende behandlet i Flemming Lundgreen-Nielsens disputats (se nedenfor). Han læser meget tilsyneladende uden selv helt at være klar over det, spiller en del hasard og tager en mere end hæderlig teologisk embedseksamen uden at udvise nogen videre interesse for faget.

[redigér] Det tidligste forfatterskab

Denne situation forandres radikalt, da han efter endt eksamen bliver huslærer på herregården Egeløkke på Langeland. Her forelsker sig voldsomt i den noget ældre Constance de Steensen Leth. Vi ved ikke meget om forelskelsens forløb, da hele dette afsnit af dagbogen mangler - formentlig destrueret af Grundtvig selv. Forelskelsen vækker et passioneret følelsesliv i Grundtvig, som nok går igennem en række forandringer i de efterfølgende mange år, men aldrig siden forlader ham. Han finder afløb for sine lidenskaber i et intenst arbejde med samtidig tysk filosofi, især Herder, Fichte og Schelling og med den nordiske mytologi. Det fører til hans første offentliggjorte arbejde "Lidet om Sangene i Edda" (1806), der er en polemik imod den lidt ældre Jens Møllers behandling af Skirnirskvadet. Derpå følge en række af artikler med mytologisk indhold, hvoraf den vigtigste givet er "Om Asalæren" (1807). Grundtvigs debut i bogform var dog ikke et mytestudie, omend mytologien spillede en afgørende rolle i den, men en rasende pamflet i anledning af, at der i København blev afholdt maskeballer trods nederlaget til englænderne i 1807. Den unge Grundtvig så dette som tegn på den mangel på alvor, der prægede danskerne, og i debutskriftet Maskeradeballet i Dannemark (1808) forudsiger han landet snarlige undergang. Som det positive modbillede til danskernes manglende alvor optræder to grupper af nationale alvorsmænd af henholdsvis hedensk og kristen oprindelse. Nogen egentlig distinktion imellem de to grupper foretager Grundtvig ikke.

Samme år som Maskeradeballet i Dannemark udsendte Grundtvig sit første større, selvstændige værk, Nordens Mytologi eller Udblik over Eddalæren for dannede Mænd, der ei selv ere Mytologer, en farverig og beslutsom præsentation og fortolkning af den nordiske mytologi. Med udgangspunkt i en af Schelling inspireret idealisme fortolker Grundtvig mytologien med Völuspá (Vølvens spådom) som mønsterdannende overtekst. Oplysningerne fra den nordiske mytologis øvrige kilder indpasses i dette mønster, i det omfang det er muligt og afvises ellers som inautentiske eller forvrængede. Det grundlæggende greb i Grundtvigs behandling af mytologien er påstanden om eksistensen af en højere gud over aserne, navngivet Alfader (et navn som i mytologiens kilder er et af Odins tilnavne. Aserne forstås som syndere imod denne højere gud, idet de har villet været selvstændige i forhold til ham. Alfader styrer i det skjulte gennem nornerne den nordiske verden frem imod Ragnarok, hvor aserne og deres modstandere jætterne skal udslette hinanden, hvorefter alt, hvad der stod Alfader imod er fjernet, og hans egen nye, rene verden kan bryde frem. Grundtvigs forsøg på at få indføjet kristendommen i sin fortolkning ender i selvmodsigelse og heterodoksi, men selve fortolkningen af mytologien er tydeligt præget af Grundtvigs kristne baggrund. Bogen vakte en del opmærksomhed og blev oversat til såvel tysk som svensk.

Fremstillingen af den nordiske mytologi skulle for Grundtvig selv blot være baggrunden for en stor digtning i mange bind, der gengav hele det nordiske heltelivs historie. Året efter Nordens Mytologi udgav han Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord (1809), der gengav religionsskiftet og hedenskabets sidste dage som læsedrama i blankvers og med tydelig inspiration fra Shakespeare. Værkets centrale skikkelse er jomsvikingernes høvding Palnatoke, der som den sidste søger at genrejse troen på de hedenske guder i Danmark. Palnatoke er en klassisk shakespearehelt: En stærk skikkelse i en udsat position, der udløser hans tragedie. Han modstilles den feje, grusomme og nærmest sindsforvirrede konge Harald Blatan (Harald Blåtand), som han menneskeligt er langt overlegen. Men skønt han vinder kampen mod kongen, taber han kampen mod kristendommen og må gå i sin grav med bevidstheden om sit livsprojekts nederlag og sin tros undergang. Værket spejler den splittelse mellem hedenskab og kristendom, man mødte i Nordens Mytologi. Værkets historiske sympati er med kristendommen, men dets empati følger hedningene, og det er deres tragedie ikke kristendommens triumf, der står i centrum.


[redigér] Sammenbruddet og den kristelige opvækkelse

Efter Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord gav Grundtvig sig i kast med næste bind, og det lykkedes ham i det væsentlige at færdiggøre Optrin af Norners og Asers Kamp i løbet af 1810. Inden bogen nåede at blive udgivet, var der imidlertid sket et dramatisk omslag i Grundtvigs eget liv, der også kom til at gribe afgørende ind i værket. Den gamle Johan Grundtvig var efterhånden blevet for svag til at passe sit embede, og da der ikke var mulighed for at lade sig pensionere med løn, blev det nødvendigt for ham at skaffe sig en kapellan. Sønnen var det indlysende valg. Grundtvig vægrede sig imidlertid mod at acceptere opgaven, der kom svært i vejen for hans forfatterambitioner og ville fjerne ham fra det københavnske kulturliv, han gerne ville gøre indtryk på. Trods sin modstand afholdt han dog den dimisprædiken, der var en forudsætning for hans præsteansættelse. Han fik topkarakter for den, men da han lod den trykke under titlen Hvi er Herrens Ord forsvundet af Hans Hus (1810), indbragte dens hidsige angreb på præstestanden ham en klage fra en række præster og en skarp irettesættelse fra universitetets ledelse. Imidlertid betød dimisprædikenen ikke, at Grundtvig umiddelbart havde tænkt sig at vende hjem, og en længere konfrontation imellem ham og især hans moder fulgte. Samtidig blev hans selvbillede og forestilling om sit eget kald mere og mere i sygelig retning, og det samlede pres udløste Grundtvigs første sindssygeanfald i december 1810. Hen under jul blev han af sine venner transporteret hjem til Udby, hvor han i løbet af nogle måneder gradvis kom sig. Under krisen lykkedes det ham at skrive sin første betydelige salme De hellige tre Konger, der stadig idag under titlen Dejlig er den himmel blå er en af de mest sugne danske julesalmer. Den blev dog først offentliggjort i Knud Lyne Rahbeks tidsskrift Tilskueren i 1811.

Grundtvig opfattede selv krisen som en gudommelig irettesættelse af sit hovmod og så på den baggrund krisen som en opvækkelse til kristendom. Som et mærkeligt udtryk for krisen står to digtsamlinger, Grundtvig udsendte mellem jul og nytår 1810/1811: Idunna og Nytaarsnat, hvor den første markerer hans afsked med mytologien og den anden hans nyfundne kristendom, men uden at nogen af positionerne er tegnet med klarhed. Efterfølgende opgav han sine ambitioner om at blive skønlitterær forfatter og accepterede stillingen som kapellan for sin fader. Samtidig opgav han store dele af sin romantisk inspirerede tankeverden herunder - indtil videre - sin intense interesse for den nordiske mytologi. I stedet satte han en bibeltro kristendom med stærk inspiration af Martin Luther.

[redigér] Apologi, domforkyndelse og fejder

Det første resultat af Grundtvigs nyfundne tro var en radikal omredigering af Optrin af Norners og Asers Kamp. Værket er sin oprindelige form en gendigtning af sagnkredsen omkring Sigurd Fafnersbane, men da det blev udsendt i 1811 var det med en række kristelige tildigtninger fra Grundtvigs hånd, hvor forskellige kristne forkyndere sættes ind på scenen for at forkynde dom, bod og omvendelse for de vilde hedninge. De to tekstlag i værket står uformidlede over for hinanden, og Grundtvig har, så vidt man kan se, stort set ikke har grebet ind i sin oprindelige plan med værket. Det ene - oprindelige - tekstlag er derfor indlejret i de foregående års asalære, mens det andet - tildigtede - er skrevet ud fra Grundtvigs nye, gammellutherske standpunkt.




[redigér] Grundtvig som salmedigter

To grupper af tekster fra Grundtvigs hånd har haft en betydning langt hinsides hans resterende forfatterskab: Hans skoleskrifter og hans salmedigtning. Skoleskrifterne behandles i det efterfølgende. For hans salmedigtning gælder det, at den var længe under vejs. Hans første salme af betydning, barnesalmen "De hellige tre Konger", blev offentliggjort i Knud Lyne Rahbeks tidsskrift Tilskueren i 1811. Af "De hellige tre konger" blev sidenhen uddraget "Dejlig er den himmel blå". I en fortale til salmen proklamerede han en kommende salmedigtning, men indfrielsen af løftet lod vente på sig, og i mange år kom hans salmedigtning kun drypvis. Det var først da hans velhavende ven, Gunni Busck midt i 1830'erne stillede midler til rådighed for ham, at hans salmedigtning for alvor tog fart. Fra dette punkt overtager den hovedrollen i hans poetiske forfatterskab, langt hovedparten af de tekster, der optager de fem bind i Grundtvigs Sang-Værk er skrevet efter midten af 1830'erne. Han skriver i sit liv omkring 1500 salmer, herunder tekster som "Nu falmer skoven trindt om land", "Et barn er født i Bethlehem", "Det kimer nu til julefest", "I al sin glans nu stråler solen" og "Vær velkommen Herrens år".

Det første store resultat af Grundtvigs salmedigtning

Hvis Kingo har skrevet betagende salmer til påsken, og Brorson til julen, har Grundtvig skrevet salmer for alle kirkeårets tider - men måske mere end nogen anden skrev han pinsesalmer.

[redigér] Grundtvig og det nationale

Det nationale lå Grundtvig på sinde. han arbejder intenst med den danske folkevisetradition, en interesse hans søn, Svend Grundtvig, overtog fra ham. Endvidere lykkedes det ham at få nordisk mytologi gjort til folkeeje i Danmark. Dertil lægger sig et omfattende arbejde med den nordiske mytologi, som han havde interesseret sig for fra begyndelsen af sit forfatterskab.

[redigér] Grundtvig og Højskolen

Grundtvigs arbejde for folkeoplysningen blev indledt i 1816 med udgivelsen af tidsskriftet Danne-Virke, og hans senere indsats inspirerede til oprettelsen af folkehøjskoler, hvoraf den første blev grundlagt i Rødding i 1844.

[Deen]

Erik: Jeg troede ikke, at man skulle poste laaange beskrivelser :mrgreen:

Her er mit birdag





Johann Wolfgang von Goethe var en tysk digter, humanist, kunster, videnskabsmand, teoretiker og meget mere. Han blev født i Frankfurt d 26. augtust 1749 og døde d. 22. marts 1832. Han studerede jura og han studerede også Koranen. Goethe var meget positiv overfor Islam og nogle mennesker mener endda at han var "skabsmuslim". Dette tror nogen fordi han udgav følgende d. 24/2 1816:
The poet [Goethe]... does not refuse the suspicion that he himself is a Muslim."

Han skrev også:

Närrisch, daß jeder in seinem Falle
Seine besondere Meinung preist!
Wenn Islam Gott ergeben heißt,
In Islam leben und sterben wir alle.

Som betyder:
Foolish that each does in his case
His own particular opinion praise!
If Islam means submission to God,
In Islam we all live and pass away.

Udover det så skrev han:

"Whether the Koran is of eternity?
I don't question that!...
That it is the book of books
I believe out of the muslim's duty."

[Erik_Willumsgaard]

Jo Deen, der var vist noget jeg overså mht. længden af biografierne.

Mht. Goethe tror jeg han allerhøjst var skabsmuslim, men aldrig helt. Og her kommer så Rosa Luxemburg!!!:

Rosa Luxemburg
(1871-1919), polsk-tysk socialist. I socialismens historie er Rosa Luxemburg udgangspunkt og permanent kraftkilde for en «tredje retning» mellem leninisme og revisionisme. Hun er blandt de 4-5 mest betydelige teoretikere i socialismens historie, og den eneste af dem som blev dræbt i revolutionær kamp. Det er mere hendes politiske profil end hendes enkelte synspunkter, der har inspireret til handling og tænkning: Energisk, men antiautoritær; analytisk, men generøs.

Luxemburgs politiske arbejde falder i to faser og udspiller sig på to arenaer. I årene frem til 1898 arbejdede hun overvejende indenfor det polske socialdemokratiske parti (SDKP), efter 1898 indenfor det tyske socialdemokrati (SPD). Hun forlod alligevel ikke helt den polske arena, men holdt løbende kontakt med SDKP. Dertil kommer hendes stigende engagement på socialismens internationale scene, Anden Internationale.

Det polske socialistparti (PPS) blev stiftet i 1892, som et eksilparti med det formål at samle de forskellige polske emigrantgrupper. SDKP blev dannet i 1893 som et udbryderparti fra PPS. Splittelsen skyldtes forskellige opfattelser af «det nationale spørgsmål»: Skulle polske arbejdere kæmpe for national selvstændighed sammen med det polske borgerskab, eller sammen med russiske arbejdere mod zarens tyranni? Rosa Luxemburg og de andre stiftere af SDKP indtog på et principielt grundlag det andet standpunkt, der havde ringe realpolitisk forankring. Det er det første eksempel på Luxemburgs modvilje mod taktiske ræsonnementer. Et træk der gennemsyrer hele hendes politiske liv, og som er nært forbundet med hendes teori om massernes betydning. Kun en revolutionær elite kan tænke taktisk og alliere sig med sine kommende modstandere for at rydde arenaen for den kommende kamp. En massebevægelse kan ikke på samme måde dreje 180 grader rundt, når tiden er inde til en ny alliance.
Teoretisk arbejde

Luxemburgs første og måske mest brillante arbejde er «Socialreform eller revolution?» fra 1899. Et svar på Eduard Bernsteins artikler om «Socialismens fremtid» og hans bog om «Socialismens forudsætninger». Hun kritiserer både Bernsteins økonomiske analyse af kapitalismen og hans strategi for socialismen. Bernstein havde argumenteret for, at kapitalismen havde frigjort sig fra sine krisetendenser, og udviklingen syntes at give ham ret. Rosa Luxemburg gendrev i detaljer hans argumenter, og den videre udvikling - krisen efter krigen og fascismens vækst - gav hende ret. Den politiske del af svaret er et angreb på reformismen og på fagforeningsarbejdet, som Luxemburg til fagbevægelsens store forargelse kaldte et sisyfosarbejde. Fagbevægelsens rolle var i bedste fald defensiv og i værste fald reaktionær, som når den modsatte sig strukturrationalisering, eller mente at arbejdere og kapitalister skulle danne et kartel overfor forbrugerne. Overfor dette stillede hun et offensivt handlingsprogram op, hvor arbejderklassen skulle skærpe og foregribe modsigelserne snarere end at dæmpe dem.

Denne sidste tanke udvikler hun videre i sit politisk-stragegiske hovedværk: «Massestrejke, parti og fagforeninger» fra 1906. På baggrund af sine erfaringer fra revolutionsbølgen i 1905-06, da hun aktivt men forgæves arbejdede for revolution i Polen, skitserede hun nu en teori, hvor massestrejken blev den vigtigste politiske kategori. For Luxemburg var massestrejken først og fremmest navnet på den revolutionære læreproces, hun havde observeret på nært hold: En bølge, eller bølge på bølge med stadig mere dristige politiske handlinger udført af en stadig mere klassebevidst arbejderbevægelse. Ledelsens opgave er at sikre dynamikken i den revolutionære proces, at sørge for at masserne aldrig slår sig til tåls med opnåede mål, men altid går videre og stiller nye krav. Man kunne næsten gå så langt som til at sige, at Luxemburg opfordrer lederne til at opstille mål, som akkurat er lige udenfor rækkevidde, således at arbejderne gennem kamp og nederlag skal kunne hærde og skærpe deres klassebevidsthed.

I denne holdning ligger der en moralsk tvetydighed, som kan få læseren til at tro, at Luxemburg opstiller et skel mellem ledere og de menige medlemmer, hvor sidstnævnte bliver manipuleret og dirigeret af de første. Dette er imidlertid ikke tilfældet. I artiklerne fra 1903-1904 om «Det russiske socialdemokratis organisationsspørgsmål» kritiserede hun meget skarpt det skel mellem ledelse og medlemmer, som Lenin havde lagt op til i «Hvad må der gøres?» fra 1903. Hun sætter Lenin ind i den konspiratoriske og «blanquistiske» tradition i socialismens historie. En tradition der forestiller sig, at målet kan opstilles på forhånd og masserne manipuleres som et middel til at nå dette mål. Overfor dette opstiller hun en anden forestilling om politisk handling: «Den bevæger sig i den dialektiske modsigelse, at den proletariske hær først rekrutteres gennem kampen og først i kampen bliver klar over kampens opgaver. Organisation, opklaring og kamp er her ikke momenter, som er adskilt mekanisk og i tid fra hinanden, men er bare forskellige sider af den samme proces.» Artiklerne slutter således: «De fejl der begåes af en virkelig revolutionær arbejderbevægelse, er i historisk perspektiv uendelig meget mere frugtbare end ufejlbarligheden i den allerbedste centralkomite.»

15 år senere vendte Luxemburg tilbage til Lenin, men denne gang til hans praksis snarere end til hans teori. I artiklen «Den russiske revolution» fra 1918 gennemgår hun udviklingen i Oktoberrevolutionen og kritiserer meget skarpt bolsjevikkernes opløsning af den grundlovgivende forsamling og afskaffelsen af demokratiet. Denne afskaffelse, skriver hun, «er værre end den sygdom den skal helbrede». Vel er demokratiet langsomt, men det er også den eneste kilde til fornyelse og kritik i det politiske liv. I et afsnit som er blevet stående som den endelige dom over leninismen skriver hun: «Frihed, kun for regeringens tilhængere, kun for medlemmerne af et parti - selv om der så er aldrig så mange af dem - er ingen frihed. Frihed er altid frihed for den som tænker anderledes. Ikke på grund af nogen «retfærdighedsfanatisme», men fordi alt det belærende, helbredende og rensende som den politiske frihed kan give, er afhængig af denne væsentlige side.»
Politisk profil

Luxemburg afsluttede sit liv i en periode med hektisk politisk aktivitet. Hun sad fængslet under de sidste år af krigen, på grund af sin modstand mod den tyske militærmagt. Hun slap fri den 9. november 1918, og gik straks ind i den revolutionære kreds omkring Karl Liebknecht - Spartakusforbundet, senere det tyske kommunistparti. Gennem artikler i «Røde Fane» og taler på folkemøder forsøgte hun at navigere mellem socialdemokratiets højrepolitik og en uansvarlig linie, der ville lægge vejen åben for kontrarevolution. Den 6. januar 1919 sluttede hun sig til en revolutionær linie, der var dømt til at fejle, men som hun ikke kunne svigte, når den først var sat i bevægelse. Den 14. januar skrev hun sin sidste artikel «Orden hersker i Berlin». Dagen efter blev hun myrdet af kontrarevolutionære officerer.

Det centrale træk i Rosa Luxemburgs politiske profil kan beskrives på to måder: Som mangel på realisme eller som skabende og overskridende fantasi. Hvis man skal dømme efter resultaterne, synes den første betegnelse at være den rigtige. Hendes to hovedmodstandere - Bernstein og Lenin - var realister, hver på deres måde. Begge tilpassede deres politiske strategi til det politiske landskab, hvor de opererede - med vellykket resultat. I alt fald på kort sigt. Hvorvidt Bernstein og Lenin ville have genkendt deres idealer i 1980'ernes Vesttyskland og Sovjetunionen er et andet spørgsmål. Måske er det netop dette, der er spørgsmålet: Havde Rosa Luxemburg ikke en horisont, der var længere end deres, og som klarere end dem erkendte, hvad der ville blive konsekvenserne af deres handlinger. Det er nok fristende at kalde hendes socialisme for et umuligt ideal, en variant af den «pose-og-sæk»-socialisme der nægter at træffe de ubehagelige men nødvendige valg, når flere værdier kommer i konflikt med hinanden. Denne karakteristik rammer nok, men ikke på alle punkter, for den overser at grænserne for det politisk mulige ikke er givet en gang for alle, men gennem handling kan flyttes. I modsætning til de professionelle politikere der bevæger sig indenfor rammerne af det mulige, var Rosa Luxemburg «uansvarlig» og skabende.

[Danny]

Jep, moonlight. Det er hermed dømt til at være en død tråd. Det er lige før jeg vil læse græsk mytologi fremfor at kigge på de yderst kedeligt udseende tekster, som Erik har postet. Jeg taber helt pusten, når jeg kigger på disse la-a-a-aaa-a-a-nge indlæg (hold da helt ferie!). Det er så ekstremt at jeg mistænker det for ironi.

Kan i få luft? uh-da-da-da.

[ccatt]

jeg må indrømme, jeg klikkede lige ind, tænkte, at det umiddelbart var en super idé, indtil jeg som Danny så de mega lange indlæg og gav op..

[Erik_Willumsgaard]

:lol: jeg må indrømme, jeg klikkede lige ind, tænkte, at det umiddelbart var en super idé, indtil jeg som Danny så de mega lange indlæg og gav op..

Jeg beklager meget. Det var overhovedet ikke min mening at obstruere denne gode idé fra start. Men det kan jeg godt se jeg har gjort. Jeg vil i morgen beskære alle mine indledende indlæg med hver 80%. Og så bliver det forhåbentligt til at holde ud!

[ccatt]

ååhh nej, det lød jo helt forkert Erik!

Det var bare grineren, de var sååå lange, jeg tænkte det bare var mig, men så havde Danny skrevet præcis hvad jeg tænkte... Det er helt sikkert lærerigt, og spændende, hvis man formår at læse sig igennem det.. det er jeg sikker på..

mvh ccatt

[Darth Kochi]

GAJUS JULIUS CÆSAR

Gajus Julius Cæsar blev født den 12. juli 100 f.kr. og kom fra en kendt og meget gammel aristokratisk familie i Rom, der ifølge overleveringen kunne spores helt tilbage til forfaderen Julius, søn af den trojanske prins Æneas, der ifølge myten var søn af Venus.
Cæsar giftede sig i 84 f.kr. med Cornelia datter af Cinna. Det var et politisk ægteskab, der senere førte til mange problemer da diktatoren Sulla beordrede ham til at lade sig skille i 82 f.kr.
Cæsar nægtede og forlod klogt Rom, for at tjene militæret i Asien og i Cilicia, på sydøstkysten af nutidens Tyrkiet.
Cæsar rejste til Rhodos for at studere filosofi ( Naturvidenskab på den tid ) og blev på vejen dertil kidnappet af pirater.

I fangenskabet overtalte han sine fangevogtere til at forhøje hans løsepenge, hvilket øgede hans prestige i Rom.
Da han blev frigivet organiserede han en flåde, fangede piraterne og korsfæstede dem.
I 59 f.kr. indgik Cæsar en alliance med to andre ledende politikere: Marcus Licinius Crassus og Gnæus Pompejus Magnus. Crassus var den rigeste mand i Rom, Pompejus var den mest succesrige hærfører. De tre magtfulde mænd delte i 56 f.kr. Romerriget imellem sig, Cæsar fik Gallien, Pompejus fik Spanien og Crassus fik Syrien.


Crassus blev dræbt i 53 f.kr. i kamp med partherne, og derefter udbrød en tvist mellem Cæsar og Pompejus, da Pompejus blev i Rom og fik mere og mere magt.
I 50 f.kr. var hele Gallien romersk provins, Cæsars største erobring, hvilket gjorde ham meget populær i Rom. Samme år blev Cæsar af senatet beordret til at opløse sin hær.
Men Cæsar nægtede, og hermed brød en borgerkrig ud.
Cæsar krydsede Rubicon den 10. januar 49 f.kr. og sagde:

[align=center]"Terningen er kastet!"[/align]

og forfulgte derefter Pompejus til Brundisium, i håbet om at lappe sammen på deres ti år gamle aftale.
Men Pompejus undgik ham, og Cæsar udførte en utrolig 27 dages march til Spanien, for at udradere Pompejus' folk der. Derefter vendte Cæsar tilbage østpå, for at udfordre Pompejus i Grækenland.
Den 10. juli 48 f.kr. undgik Cæsar med nød og næppe et katastrofalt nederlag til Pompejus.
Men ved Farsalos i Grækenland lykkedes det Cæsar at slå Pompejus.

Cæsars arrogance og ambitioner om at blive en ny Alexander den Store gjorde ham upopulær, og hans ligemænd stolede ikke på ham.
Han blev myrdet den 15. marts i 44 f.kr. i Pompejus' Teater ( hvor senatet mødtes efter at senatshuset var nedbrændt ).
Han blev stukket ned af en gruppe på godt 60 sammensvorne, der forsøgte at bevare den demokratiske republik i modsætning til Cæsars monarki. Imellem de sammensvorne var der ifølge en sen overlevering også Cæsars adopterede søn Marcus Junius Brutus som var efterkommer af den Brutus som dræbte den sidste romerske konge, og derved oprettede den romerske republik. Cæsar faldt for fødderne af en statue af Pompejus og hans berømte sidste ord var:

[align=center]"Også du, min søn?".[/align]

Efter Cæsars død udbrød der en magtkrig mellem hans adopterede søn, den 18-årige Gajus Octavius, kaldet Octavian, Cæsars medarbejder og medkonsul Marcus Antonius og Cæsars mordere sammen med Brutus og dennes svoger Gajus Cassius Longinus. Antonius besejrede Cæsars mordere, men faldt i unåde i Rom, da han allierede sig med Kleopatra. Octavian vandt derfor magtkampen i 31 f.kr. og blev i 27 f.kr. den første romerske kejser under navnet Augustus Cæsar.

Selvom Cæsar ikke fik muligheden for at blive Roms første kejser, så er han stadigvæk husket den dag idag som en af Italiens største feltherrer.

[Erik_Willumsgaard]

OK, så Albert Einstein!!!!, en fascinerende personlighed - og nu i en betydeligt kortere udgave!

, citeret fra leksikon.org:


Albert Einstein
(14. marts 1879 - 18. april 1955), tysk fysiker, matematiker og socialist. Hans vigtigste videnskabelige arbejder var relativitetsteorien, kvanteteorien for lys og et bevis for eksistensen af atomer. Han var endvidere en af de centrale bidragsydere til udviklingen af kvantemekanikken, statistisk mekanik og kosmologi, og anses for en af det 20. århundredes vigtigste fysikere. Han blev tildelt nobelprisen i fysik i 1921 for sin redegørelser for den fotoelektriske effekt «og andre videnskabelig bidrag». ...

Einstein blev født i Ulm i delstaten Würtenberg i Tyskland, voksede op i München og senere i Italien, og gennemførte sin højere uddannelse i Schweiz. Han opgav sit tyske statsborgerskab og blev schweizisk statsborger i 1901. Han var ansat som forskningsmedarbejder ved det schweiziske patentkontor i 1902-05 og fik sin doktorgrad i 1905. Samme år skrev han de 4 artikler der blev grundstenene for den moderne fysik, og som samtidig udgjorde et radikalt paradigmeskift ifht. den klassiske fysik.

.....
Den fjerde artikel var en afledning fra den specielle relativitetsteori og viste at energi (E) er lig med masse (m) gange lysets hastighed (c) i anden:

E = mc2

Einstein anså denne ligning for at have central betydning, fordi den skaber en direkte sammenknytning af masse og energi. Ligningen spiller bl.a. en central rolle i vore dages højhastigheds kernefysik og i forståelsen af hvordan universet kunne skabes ud af et Big Bang, hvor energi blev omdannet til stof. Ligningen er også forklaringen på, hvorfor relativt små atomvåben - små ifht. konventionelle bomber - er i stand til at producere over 1000 gange mere ødelæggelse. Selv små masser svarer til enorme mængder af energi.

Kort før udbruddet af 1. Verdenskrig slog Einstein sig i 1914 ned i Berlin, hvor hans pacifisme og jødiske oprindelse ophidsede de tyske nationalister. Den 7. november 1919 bekræftede en avisartikel i The Times hans gravitationsteori, og dette øgede blot nationalisternes had mod ham.

Einstein virkede i 1914-33 som direktør for Kejser Wilhelm instituttet for fysik i Berlin. I november 1915 gav han en række forelæsninger for det prøjsiske Videnskabernes Akademi, hvori han skitserede sin generelle relativitetsteori. Den afsluttende forelæsning nåede et klimaks da han viste en formel, der skulle afløse Newtons tyngdelov. I den generelle relativitetsteori er alle systemer ligeværdige, ikke blot de systemer der bevæger sig med en fast hastighed i forhold til hinanden. I denne teori er gravitationen ikke længere en kraft som i Newtons tyngdelov, men er en konsekvens af krumningen af tid-rum dimensionerne. Teorien skabte grundlaget for kosmologi og gav videnskaben et redskab til at forstå en lang række aspekter ved universet, som først blev opdaget mange år efter Einsteins død.
Gud spiller ikke terninger

Einsteins forhold til kvantefysikken spiller en vigtig rolle i dennes udvikling i de første årtier af det 20. århundrede. Selvom Max Planck var den første der fremsatte hypotesen om kvanter, var Einstein den første til at erkende, at denne teori ville blive revolutionerende. Hans teori om lys-kvanter fra 1905 udgjorde et radikalt brud med den klassiske fysik, og i 1909 præsenterede han et papir for en forsamling af fysikere og opfordrede dem til at udvikle en samlet teori udfra hvilken både bølger og partikler kunne forklares. Men i midten af 1920'erne blev den oprindelige kvanteteori erstattet med kvantemekanikken, og Einstein opponerede nu mod den såkaldte Københavner fortolkning af kvantemekanik, fordi den var et brud med den deterministiske mekanik og betjente sig af sandsynligheder. Han var enig i, at teorien aktuelt var den bedste, men han søgte efter en forklaring der var mere «komplet» - altså mere deterministisk. Han havde den opfattelse, at de grundlæggende fysiske lovmæssigheder der regulerer virkeligheden, havde ført til hans successer med atomer, fotoner og gravitation, og han kunne ikke opgive denne deterministiske verdensopfattelse.

.....
Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev Einstein beskyldt af nazisterne for at udvikle «jødisk fysik», og nazistiske fysikere - deriblandt den tyske nobelprismodtager Johannes Stark - søgte at miskreditere hans teorier. Einstein flygtede derfor til USA, hvor han fik en stilling ved Institute of Advanced Study ved Princeton University i New Jersey. Han fik statsborgerskab i USA i 1940. Han brugte de sidste 20 år af sit liv på stadig mere ensomt på at forsøge at udvikle en fælles teori for den generelle relativitet og kvantemekanikken. Forsøget mislykkedes og han døde i Princeton i 1955.
....
Einstein betragtede sig selv som pacifist og humanitært indstillet. Han var socialist, og dette medførte, at ligesom han var blevet forfulgt i nazi-tyskland blev han forfulgt i USA. FBI samlede over årene en enorm sag på ham. Forbundskriminalpolitiet havde oprindelig anbefalet, at han ikke fik lov til at emigrere til USA - pga. sin politiske overbevisning. Da den kolde krig satte ind intensiveredes overvågningen af ham. FBI kunne senere rapportere, at Einstein i perioden 1937-54 «havde været medlem af, støttet eller sympatiseret med 34 kommunistiske frontorganisationer». (Dokumenterne er i dag offentligt tilgængelige - se nedenfor). Einstein havde den holdning - inspireret af første- og anden verdenskrig - at kapitalismen skabte krig, fattigdom og ødelagde mennesket. Den situation kunne først ændres med kapitalismens afskaffelse, samfundsmæssiggørelse af produktionen og indførelsen af et globalt demokrati.

Einstein gik oprindelig ind for udviklingen af atombomben - for at sikre at Hitler ikke kom først med et sådan våben. Allerede 2. august 1939 - før udbruddet af 2. Verdenskrig - sendte han et brev til præsident Rosevelt i hvilket han opfordrede ham til at igangsætte et program, der skulle munde ud i produktionen af atomvåben. Men efter verdenskrigens afslutning gik han ind for atomar nedrustning og skabelsen af en verdensregering.

Han blev tilbudt at blive staten Israels første præsident men afslog. Hans religiøse overbevisning lå nærmere Baruch Spinozas panteisme. Han mente at gud viste sig gennem naturlovenes hellige harmoni, og afviste eksistensen af en personlig gud der skulle være i stand til at interagere med mennesker. Blandt de store religioner foretrak han buddhismen.

[ZamZam]

EJ ERIK! Blev lige glad da du kom med Einstein, men det forsvand hurtigt med AL den tekst! Dooh!


P.S. Jeg kommer med en senere

P.S. Monlight fedt emne!

Vi skrives...

[Erik_Willumsgaard]

EJ ERIK! Blev lige glad da du kom med Einstein, men det forsvand hurtigt med AL den tekst! Dooh!
P.S. Jeg kommer med en senere
P.S. Monlight fedt emne!
Vi skrives...

jamen, ZamZam, har du ikke bemærket jeg også har bragt en kortere version om Einstein?


Og her kommer så én i lidt samme boldgade, nemlig Marie Curie, der bl.a. opnåede at få to Nobelpriser!

Marie Curie – i triumf, sorg og skandale

Af Louis Nielsen, Lektor ved Herlufsholm LNi@Herlufsholm.dk

Historien om Marie Curies liv og forskning er mere spændende end selv den bedste film. Ja, hvis det da ikke lige er filmen fra 1943 om hendes eget liv. Marie Curie var på flere områder pionér. Hun var den første kvinde, der fik en doktorgrad i naturvidenskab, og hun var den første kvinde, der fik en stilling ved det kendte universitet Sorbonne i Paris. Hun var den første person, der fik to Nobelpriser, en i fysik i 1903 og en i kemi i 1911. Hun var mor til to døtre, hvoraf den ene, Irene, også fik Nobelprisen i fysik. At Marie Curies liv og forskning kom til at foregå i Frankrig, og ikke i hendes fødeland Polen, kan tilskrives kærlighedens uransagelige veje. Under sine studier i Paris mødte Marie fysikeren Pierre Curie. Han bestormede hende med sin kærlighed, der endte med ægteskab. Ægteskabet blev meget lykkeligt, men det blev brat afsluttet med Pierres tragiske død i 1906. I efteråret 1911 var Marie Curie centrum for en skandale, hvor hun i franske aviser blev anklaget for at have forført den ansete fysiker Paul Langevin, der var gift og havde fire børn. Året 1911 sluttede dog med endnu en triumf, nemlig Nobelprisen i kemi.
Om Marie Curie sagde Albert Einstein: "Af alle berømte mennesker er Madame Curie den eneste, som berømmelsen ikke har ødelagt".

.........
Opdagelsen af to radioaktive grundstoffer, Polonium og Radium
Den 12. april 1898 meddeler Madame Curie ved et møde i det Franske Videnskabernes Akademi, at hun i mineralerne begblende, der består af uranoxider iblandet andre stoffer, og chalcolit, der består af kobber- og uranfosfater, har opdaget eksistensen af 'noget' radioaktivt stof, som er mere radioaktivt end uran alene. Fra minerne i Joachimstal i Böhmen fik Curie et helt ton af mineralet begblende.

.....

Den 18. juli meddeler Marie og Pierre Curie, at de har opdaget et radioaktivt grundstof, som de har givet navnet Polonium, opkaldt efter Madame Curies fødeland Polen.

Den 26. december offentliggør de gennem Videnskabernes Akademi, opdagelsen af endnu et radioaktivt grundstof. De giver det navnet Radium (fra latin radius; stråle). Ud fra omkring 1000 kg begblende isolerede Curie omkring 100 milligram radiumklorid. Endnu var det kun de radioaktive grundstoffers salte, der var blevet isoleret. At isolere det rene grundstof krævede mere raffinerede fysiske metoder.
Madame Curie indfører betegnelsen 'radioaktivitet' for de 'strålingsvirksomme' stoffer.
.....
Doktorgrad og Nobelprisen i fysik
Den 25. juni 1903 forsvarer Marie Curie sin doktorafhandling med titlen "Undersøgelser angående radioaktive stoffer". Præsidenten for bedømmelsesudvalget professor Gabriel Lippmann (1845- 1921) tildeler Marie Curie Doktorgraden i fysik med bedømmelsen "særdeles hæderlig".

.......
Året 1903 slutter med endnu en videnskabelig æresbevisning. Ægteparret Curie får halvdelen af årets Nobelpris i fysik. Den anden halvdel tildeles Antoine Henri Becquerel (1852-1908), der i 1896 opdagede radioaktiviteten i uranholdige stoffer.
Ægteparret Curie var ikke til stede ved Nobelprisfestlighederne i Stockholm. Marie Curie havde været gravid men mistede barnet, og ligeledes var hun ikke helt rask og derfor ikke i stand til den omkring to døgns lange rejse til Stockholm. Først i 1905 rejser de til Stockholm for at holde det obligatoriske Nobelpris-foredrag.
....
Langevin-skandalen og Nobelpris nummer to
For Marie Curie havde året 1911 både skandaler og triumfer. Efter Pierre Curies død indledtes et nært samarbejde mellem fysikeren Paul Langevin (1872-1946) og Marie Curie. Langevin var elev af Pierre Curie. (I 1911 havde han sammen med russeren Chilovsky udført de første forsøg med ultralyd, hvormed de lokaliserede neddykkede ubåde). Langevin var gift og havde fire børn med hustruen Jeanne, der kom fra et ikke-videnskabeligt miljø. Langevins ægteskab var tilsyneladende ikke lykkeligt. Hustruen kunne ikke rigtigt forlige sig med sin mands mange videnskabelige aktiviteter. Og da han hyppigere gæstede Marie Curie, fik hun den mistanke, at der ikke blot var tale om et videnskabeligt samarbejde, men at de havde indledt et kærlighedsforhold. Efterhånden bestyrkes hendes mistanke om, at manden er hende utro, så i august 1911 ansøger hun om separation.
Da de franske aviser får nys om sagen, ruller skandalen om forholdet mellem den berømte kvinde Marie Curie og den gifte professor Paul Langevin.
......
......
Den 7. november 1911 modtager Marie Curie et telegram, hvor det meddeles, at hun, alene, har fået tildelt årets Nobelpris i kemi. Året slutter således med endnu en triumf. Ledsaget af sin søster Bronia og datteren Irène rejser hun til Stockholm for at modtage Nobelpris nummer to.

.....
(1914-1918): Under 1. Verdenskrig organiserede Marie Curie et antal mobile røntgen-anlæg til den franske hær. Sammen med sin 17-årige datter Irène var Curie med til at oplære det personale, der skulle betjene både tranportable og stationære røntgen-anlæg. Marie Curie rejste rundt og røntgenfotograferede sårede og foretog tilsyn af røntgenanlæg på hospitaler. For dette ikke ufarlige og meget humanitære arbejde kunne Marie Curie meget vel have fået en tredje Nobelpris, nemlig fredsprisen.

....
Hæder efter døden
Den 4. juli 1934 døde Marie Sklodowska Curie i Sancellemoz, Savoyen i Frankrig. Curie døde sandsynligvis af leukæmi. En sygdom hun uden tvivl har udviklet gennem sine mange års omgang med radioaktive stoffer og røntgenstråler.

Kun i overværelse af sine børn, sin familie og nogle få venner blev hun begravet på kirkegården i Sceaux. Hendes søster Bronia og bror Jozef kastede noget polsk jord på kisten, da den blev sænket i graven. En fantastisk kvinde var ikke mere.

I 1995 blev Marie og Pierre Curies aske overflyttet til Panthéon i Paris, hvor andre af Frankrigs berømtheder er stedt til hvile.

[Erik_Willumsgaard]

Og nu en superkort profil fra leksikon.org:

Hanan Ashrawi

Hanan Ashrawi (1946-), palæstinensisk diplomat og politiker, universitetsprofessor og mor til 2 døtre. Hun blev i 1991 udpeget til at repræsentere den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO ved fredsforhandlingerne i Madrid. Hendes perfekte beherskelse af engelsk og kølige, pragmatiske forhandlingsevne skabte betydelig anseelse hos modparten.

Ashrawi er født i Ramallah, Palæstina som den yngste af 5 døtre af en palæstinensisk læge og politiker. Hun er kristen og studerede ig kristne skoler og på det Amerikanske universitet i Beirut, Libanon, før hun tog sin doktorgrad på University of Virginia i USA. Hendes mand er professionel fotograf og musiker, og de besluttede at leve på den besatte Vestbred, hvor hun blev ansat som professor i middelalder- og sammenlignende litteratur ved Bir Zeit universitetet.

Ashrawi blev medlem af PLO's Fatah fraktion og deltog i Mellemøst fredsforhandlingerne i Madrid frem til underskrivelsen af Osloaftalen i 1993, som hun kritiserede på en lang række punkter. Hun blev derefter ansat som leder af PLO's mission i Washington D.C. Da Israels rømning af de besatte områder indledtes, vendte hun tilbage til sine undervisningsforpligtigelser på Bir Zeit, hvor hun kom til at lede den Uafhængige Palæstinensiske Kommission for civile rettigheder, der bl.a. arbejdede for at hindre gengældelsesaktioner mod palæstinensere, der havde samarbejdet med israelerne under besættelsen. I januar 1996 blev hun valgt som repræsentant for Østjerusalem til det palæstinensiske selvstyreråd. Hun var minister for Højere Uddannelser indtil hun i august 1998 trak sig fra selvstyrerådet. Politisk ligger hun tæt på afdøde Faisal Husseini og Haïdar Abdel Shafi. Siden foråret 2001 har hun været talskvinde for den Arabiske Liga og bor derfor i Cairo.

[Erik_Willumsgaard]

Og én mere af de lidt kortere fra leksikon.org:


Indira Gandhi
Indira Gandhi

Indira Gandhi (1917-84), indisk politiker og fra 1966 Indiens premierminister. Datter af Indiens første premierminister Jawaharlal Nehru.

Gandhi fik sin uddannelse i Indien, Schweiz og England. Fra slutningen af 1930'erne tog hun som medlem af Nationalkongressen aktivt del i kampen for Indiens selvstændighed. I 1942-43 sad hun fængslet for «anti-britisk agitationsvirksomhed». Efter selvstændigheden i 1947 blev hun nær medarbejder for sin far, der var premierminister, og kom gennem en omfattende socialt engageret virksomhed til at indtage en fremtrædende position i Kongrespartiet. Efter sin fars død var hun informationsminister 1964-66 i Lal Bahadur Shastris regering, og overtog efter ham premierministerposten og posten som formand for partiet.

Hun førte en mere socialistisk orienteret politik end sin fader, knyttede landet tættere til Sovjetunionen, og da der i 1969 gennemførtes en række banknationaliseringer førte det til sprængning af partiet. Støttet af partiets venstrefløj, Det ny Kongresparti, vandt hun imidlertid en overvældende sejr ved unionsvalgene i 1971.

I midten af 1970'erne gav hun sig i kast med den enorme opgave, at begrænse befolkningseksplosionen i Indien, og da det senere kom frem, at der var blevet anvendt hårdhændede metoder som tvangssterilisation af kvinder vendte opinionen sig mod hende. Samtidig forværredes den økonomiske krise i landet. Kongrespartiet blev beskyldt for korruption og anklagerne ramte også Indira selv, der i 1975 blev frataget sin plads i parlamentet. Hun endte med i juni 75 at erklære landet i undtagelsestilstand. Den kom til at vare i 2 år, og da hun i 1977 atter udskrev valg, led hun et svidende nederlag.

Oppositionen der havde overtaget magten i 77 brød dog sammen, og i 1980 genvalgtes Gandhi til premierministerposten. Krisen var dog uforandret, og hendes regeringsførelse var præget af fortsat magtkoncentration, og samtidig stadig stærkere centrifugale bevægelser i delstaterne. Stærkest var de i delstaten Punjab, hvor sikherne stillede krav om selvstændighed. De blev slået ned, og i november 1984 dræbte en sikh i Gandhis sikkerhedsvagt hende. Hun blev efterfulgt på premierministerposten af sin søn Rajiv, der 5 år senere selv blev dræbt ved et attentat.

[Erik_Willumsgaard]

Og én mere af de lidt kortere fra leksikon.org:

Indira Gandhi

Indira Gandhi (1917-84), indisk politiker og fra 1966 Indiens premierminister. Datter af Indiens første premierminister Jawaharlal Nehru.

Gandhi fik sin uddannelse i Indien, Schweiz og England. Fra slutningen af 1930'erne tog hun som medlem af Nationalkongressen aktivt del i kampen for Indiens selvstændighed. I 1942-43 sad hun fængslet for «anti-britisk agitationsvirksomhed». Efter selvstændigheden i 1947 blev hun nær medarbejder for sin far, der var premierminister, og kom gennem en omfattende socialt engageret virksomhed til at indtage en fremtrædende position i Kongrespartiet. Efter sin fars død var hun informationsminister 1964-66 i Lal Bahadur Shastris regering, og overtog efter ham premierministerposten og posten som formand for partiet.

Hun førte en mere socialistisk orienteret politik end sin fader, knyttede landet tættere til Sovjetunionen, og da der i 1969 gennemførtes en række banknationaliseringer førte det til sprængning af partiet. Støttet af partiets venstrefløj, Det ny Kongresparti, vandt hun imidlertid en overvældende sejr ved unionsvalgene i 1971.

I midten af 1970'erne gav hun sig i kast med den enorme opgave, at begrænse befolkningseksplosionen i Indien, og da det senere kom frem, at der var blevet anvendt hårdhændede metoder som tvangssterilisation af kvinder vendte opinionen sig mod hende. Samtidig forværredes den økonomiske krise i landet. Kongrespartiet blev beskyldt for korruption og anklagerne ramte også Indira selv, der i 1975 blev frataget sin plads i parlamentet. Hun endte med i juni 75 at erklære landet i undtagelsestilstand. Den kom til at vare i 2 år, og da hun i 1977 atter udskrev valg, led hun et svidende nederlag.

Oppositionen der havde overtaget magten i 77 brød dog sammen, og i 1980 genvalgtes Gandhi til premierministerposten. Krisen var dog uforandret, og hendes regeringsførelse var præget af fortsat magtkoncentration, og samtidig stadig stærkere centrifugale bevægelser i delstaterne. Stærkest var de i delstaten Punjab, hvor sikherne stillede krav om selvstændighed. De blev slået ned, og i november 1984 dræbte en sikh i Gandhis sikkerhedsvagt hende. Hun blev efterfulgt på premierministerposten af sin søn Rajiv, der 5 år senere selv blev dræbt ved et attentat.

[Darth Kochi]

Roald Amundsen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Roald Engelbregt Gravning Amundsen (16. juli, 1872 - 18. juni, 1928), polfarer. Mest kendt for at have fundet Nordvestpassagen og for at lede ekspeditionen som nåede frem til Sydpolen først.
Amundsen blev født ind i en norsk søfartsfamilie. Han blev inspireret af Fridtjof Nansens krydsing af Grønland i 1888 og bestemte sig for at dedikere sit liv til opdagelsesrejser.

Efter at have sejlet gennem Nordvestpassagen med Gjøa i 1903-1906, planlagte Amundsen en ekspedition til Nordpolen. Han udrustede Nansens Fram til en nordpolsfærd, men efter at have hørt nyhederne om Pearys nordpolsfærd, skiftede han overraskende kurs sydover.
Amundsen nåede Sydpolen den 14. december 1911 efter et kapløb med en britisk ekspedition ledet af Robert Scott. Med sig til Antarktis havde han blandt andre Hjalmar Johansen, Nansens følgesvend fra turen til 86° Nord. Johansen blev imidlertid udeladt fra selve sydpolsekspeditionen efter en konflikt med Amundsen.

Den endelige færd til selve Sydpolen afgik fra vinterkvarteret Framheim 20. oktober 1911. Deltagerne var:

Amundsen selv.
Olav Bjaaland.
Sverre Hassel.
Helmer Hanssen.
Oscar Wisting.

26. januar 1912 var de tilbage i Framheim, 30. januar afsejlede Fram fra Antarktis, og 7. marts ankom skibet til Hobart, og nyheden om Sydpolens erobring bredte sig rundt i verden.

Amundsen var åben for brug af moderne teknik på polarfærder. I 1909 vurderede han drager. Efteråret 1913 var Roald Amundsen i USA på foredragsturne, og han var samtidig optaget af forberedelserne til en ny nordpolsfærd. Efter en flytur i San Francisco fik han øjnene op for flyvningens muligheder. Da han kom hjem til Norge igen, kom han i løbet af vinteren på flere besøg til Kjeller (lufthavn) for at komme med Sem-Jacobsen som passager. Flyturerne interesserede ham mere og mere, og han bad om at få anledning til at lære at flyve selv. Forsvarsdepartementet gav straks tilladelse til det.
11. juni 1914 tog han det første civile flycertifikat i Norge, på Gardermoen.
I 1926 nåede Amundsen Nordpolen med luftskibet Norge, sammen med italieneren Umberto Nobile.
18. juni 1928 rejste Roald Amundsen fra Tromsø med flyet Latham, i et forsøg på at finde Umberto Nobile, som var savnet i polområdet. Det er antaget at flyet havarerede i nærheden af Bjørnøya. Kun to vragdele blev fundet, og hvad der skete, er forsat ubesvaret.

[Erik_Willumsgaard]

Nå, nu har jeg endelig fået læst Moonlights regler for denne tråd!

Og forsøger så med Ole Rømer, som var den første i verden til at måle lysets hastighed.

Han blev født 1644 i Århus, studerede senere i København, bl.a. astromonomi.

Hvilket førte ham til Frankrig, hvor han fortsatte sine observationer. Under dette arbejde opdagede han, at den inderste jupitermåne, Io, "gik forkert". Når Jorden var på vej hen imod Jupiter gik Io for hurtigt, dvs. blev formørket med kortere intervaller end forventet. Når Jorden var på vej væk fra Jupiter gik Io for langsomt, dvs. blev formørket med længere intervaller end forventet. Dette fortolkede Rømer som en virkning af, at lyset "tøvede", udbredte sig med en endelig hastighed. Han beregnede, at lyset var ca. 22 minutter om at gennemløbe en jordbanediameter. Det svarer - med den nu kendte middelafstand til Solen (Rømer kendte den ikke) - til ca. 227.000 km/s, hvor den moderne værdi er ca 300.000 km/s. Rømers opdagelse blev publiceret i en ganske kort artikel i tidsskriftet Journal de Sçavans.

Rømers tekniske snilde vakte beundring i Paris. Han konstruerede et "jovilabium", en maskine, som viste jupitermånernes bevægelse - og dette satte ham i forbindelse med Louis XIV, Solkongen, hvorved han blev beskæftiget med konstruktion af pumpeværkerne til springvandene i Versailles.

Rømer vendte tilbage til København i 1681, hvor han blev professor i astronomi og direktør for observatoriet på Rundetaarn, som han nyistandsatte.

Ole Rømer var initiativtageren til kalenderreformen, indførelse af den (nuværende) Gregorianske kalender i de nordiske lande i 1700. Han gjorde adskillige opfindelser, bl.a. de første kalibrerede termometre, som Fahrenheit så og eftergjorde.

Rømers store evner blev udnyttet af kongen. Han ordnede landets opmåling, han gennemførte et nyt rationelt system for mål og vægt med tilhørende justervæsen, han indførte gadebelysning i København, m.v. Rømer var desuden i perioder:
- universitetsrektor
- borgmester
- politimester
- brandmester
- højesteretsassesor
- overbibliotekar ved Universitetsbiblioteket

Altså udover at være en epokegørende videnskabsmand! Det var da noget, ikke?

Han døde i 1710.

[Erik_Willumsgaard]

Tycho Brahe (1546-1601)

Dansk astronom. Tycho Brahe var søn af en dansk adelsmand. Han blev sat til at læse jura, men var meget mere interesseret i astronomi. Under sine juridiske studier brugte han i smug megen tid på astronomien. Brahe observerede supernovaen 1572 meget indgående og udsendte året efter en lille bog De nova stella ... om sine iagttagelser.

Denne bog gjorde ham kendt over hele Europa. I bogen påviste han, at den nye stjerne var længere væk end Månen. Dette var betydningsfuldt, fordi han derved kunne påvise det forkerte i den aristoteliske tanke om, at alt uden for Månens bane var evigt og uforanderligt. Hermed led det geocentriske verdenssystem et alvorligt knæk.

De nova stella var medvirkende til, at Frederik II (1534-1588, konge 1559-1588) gav ham Hven i forlening, så han der kunne bygge et observatorium. Tycho byggede Uraniborg (med observatorium, bolig, bibliotek og kemisk laboratorium) og Stjerneborg på Hven og opførte en papirmølle og et bogtrykkeri. Han arbejde på Hven i ca. 20 år og indrettede sine observatorier med tidens bedste instrumenter. Han gjorde Hven til et forskningscenter i verdensklasse. Omkostningerne ved driften af observatorierne var meget store, mellem 1 og 2% af kronens indkomster.

I 1577 observerede Tycho en stor komet. Han fandt, at den også var uden for månens bane, og tilmed, at den passerede mellem krystalsfærerne uden at disse gik itu; hermed fik den aristoteliske lære endnu et grundskud. Kometobservationerne blev udgivet i 1588 i bogen De mundi aetheri recentioribus phaenomenis, hvor han også publicerer sit eget verdenssystem, som en tid lang stod som konkurrent til Copernicus' system. Brahe kunne ikke forlige sig med tanken om, at en så stor masse som Jorden skulle kunne bevæge sig. og derfor måtte Jorden befinde sig i verdens centrum. Uden om jorden kredsede Solen med planeterne som drabanter.

Ud fra tidens observationsteknik var det ikke muligt at afgøre, om Copernicus' eller Brahes system var det rigtige. Brahes system, som beholdt jorden i centrum tiltalte dele af den katolske kirke, fx de videnskabeligt velfunderede og pavetro jesuitter; uden afgørende at bryde med Aristoteles' geocentriske system, løste Brahes system nogle af svaghederne ved Aristoteles'

Efter tronskiftet i 1588, hvor Christian IV blev konge, blev tiderne vanskeligere for Tycho. Så han flyttede, først til Rostock og senere til Wandsbeck ved Hamborg. Han forsøgte - uden større diplomatisk finesse - at forlige sig med Christian IV, men uden held. I Wandsbeck udsendte han Astronomia Instauratæ Mechanica (link til eletronisk udgave på Det kgl. Bibliotek), som han sendte til til en række kolleger og fyrster i Europa. Resultatet blev, at han kom til Praha som kejserlig matematiker. Han kom til Praha i 1599, hvor han boede indtil sin død i 1601. Tycho Brahe er begravet i Tejn-kirken i Praha.

Tycho Brahe står som en af de største danske videnskabsmænd gennem tiderne. Han var forud for sin tid hvad angår observationsmetodologi. Han gjorde sig uafhængig af andres meninger om måleresultater - han lagde vægt på, hvad han selv og hans assistenter målte sig frem til ved gentagne målinger med samme eller forskellige instrumenter. I dag kan det virke banalt, men i Brahes egen tid var det revolutionerende. I en tid, hvor kikkerten ikke var opfundet, foretog han observationer - for en del med instrumenter af egen konstruktion - af hidtil ukendt præcision. Hans unøjagtighed var mindre end 1 bueminut. Brahe udarbejdede nogle af sin tids mest omfattende observationsprotokoller, som han tog med sig til Praha, da han gik i landflygtighed.

[georg]

Tordenkalven - levede i Himmerland 1816-?

Johannes V. Jensen har i sine Himmerlandshistorier beskrevet flere personer, som virkelig har eksisteret. Blandt dem er Tordenkalven den mest kendte.

Tordenkalven – som egentlig var døbt Christen Christian Larsen – var absolut en ener. Han blev født i 1816 ved Stenildvad i Aars sogn og var et ”uægte barn” (hans forældre var ikke gift). Familien var meget fattig. Allerede som 7-årig kom han ud at tigge mad til sig selv og familien. Da han skulle konfirmeres, måtte der lånes tøj ikke færre end syv forskellige steder, for at han kunne se ordentlig ud.

Efter konfirmationen tjente Christian på flere forskellige gårde, hvor han gjorde sig bemærket på grund af sine enorme kræfter. Da han skulle på session i Aalborg, blev han udtaget til infanteriet (fodfolket). Det passede absolut ikke Christian, som da også fik gjort sig så umulig, at han blev kasseret efter blot to dage i tjenesten.

Efter hjemsendelsen blev han ansat på herregården Lundbæk ved Nibe. Her indtraf en skæbnesvanger begivenhed: en dag forsøgte Christian at tilride en vild og helt ustyrlig hest, men hesten kastede sig bagover med Christian på ryggen. Resultatet var et knust lårben, som voksede forkert sammen. Benet blev skævt og en del kortere end det andet. Christian var blevet krøbling og måtte siden bruge både krykke og stok.

Ulykken betød, at Christian ikke længere kunne arbejde, så han begyndte at vandre fra gård til gård. Han blev vagabond og var det frem til sin død i 1891. Ind i mellem skaffede han sig lidt indtægt som skrothandler. Ret hurtigt fik han en stribe øgenavne, hvoraf det mest brugte blev Tordenkalven.

Tordenkalven var velkommen overalt og han kunne altid få et måltid mad. Det hang sammen med, at han var en slags omvandrende avis: han vidste alt, hvad der foregik på egnen, og bragte hilsner og beskeder videre fra familie og venner. Han havde usædvanlig gode talegaver – og humor. Han kunne altid synge en vise, også gerne temmelig vovede og uartige viser.

[Umm Hamzah]

Malcolm x

Malcolm Little, senere kendt som Malcolm X, (19. maj 1925 - 21. februar 1965) var en amerikansk borgerrettighedsforkæmper. Hans rigtige muslimske navn var Al-Hajj Malik Al-Shabazz, som han forkortede til Malik Shabazz når han var på rejse.

Malcolm X blev født i Omaha i Nebraska, men han voksede op i Lansing, hovedstaden i Michigan. Han var den fjerde i en søskendeflok på otte, men faderen havde også tre børn fra et tidligere ægteskab. Hans mor, Louise, var født på øen Grenada i Britisk Vestindien som datter af en sort kvinde, der var blevet voldtaget af en hvid mand. Faderen, Earl Little, stammede fra staten Georgia. Han var baptistpræst men var også politisk aktiv. Han agiterede utrætteligt for den mest opsigtsvækkende sorte bevægelse i 1920'erne, UNIA (Universal Negro Improvement Association).

Da Malcolm sluttede sig til de sorte muslimer i Detroit, fik han samtidig udskiftet sit efternavn Little med X. X symboliserede det sande afrikanske familienavn, som slaverne havde fået udskiftet af de hvide slaveejere. På denne måde blev dette X et symbol, der knyttede de sorte muslimer sammen. Efterhånden som bevægelsen voksede, og det ved et tempel var flere med samme fornavn, berigede man X'et med tal, således at fx den tredje James kom til at hedde James 3X. Elijah Muhammad belærte ham om, at han skulle bære dette navn til den dag, hvor Gud selv vendte tilbage og gav ham et helligt navn af sin egen mund.

Når han var på rejse, kaldte han sig Malik Shabazz. Han opdagede, at når han brugte dette navn, troede folk, at han var afrikaner, og straks blev de mere imødekomne.

Malcolm X blev skudt og dræbt i Harlem New York 21. februar 1965.

[reshma]

Super lærerig tråd!! Hvor er I gode allesammen...