Kort introduktion til islamisk tro

Redaktør: Islam Mods

Kort introduktion til islamisk tro

Indlægby Zana » lør dec 10, 2011 02:01

Fra en anbefalelsesværdig blog: http://riyaz-ul-jannah.blogspot.com/sea ... -results=4

I Allahs navn, Den Særdeles Nådige, meget Barmhjertige.

As-salamu 'alaykum wa rahmatullah wa barakatuh.

Al lovprisning tilkommer Allah, verdnernes Herre, og fred og velsignelser være med vores mester Profeten, hans rene familie og alle hans trofaste og ædle ledsagere.

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) blev spurgt om troen hvortil Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: ”… At du tror på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebude og den sidste dag, og at du tror på skæbnen, det gode af den såvel som det dårlige…”. (Hadith Jibril fra Sahih Muslim)

Troen er fundamentet i islam og bliver anset for værende det vigtigste for en muslim. Det er nemlig troen der vil spille den afgørende rolle for hvorvidt en person skal (for evigt) i paradiset eller i helvede. Når man først har forladt livet på jorden, så vil man ikke kunne ændre sin tro. Eksempelvis nytter det intet at sige på dommedagen ”Ya Allah jeg anser Dig for at være min gud”, mens man på jorden har afvist Ham. Det er her i livet, at det er en test om, hvorvidt man tror på Allah og udfører det, Han har forpligtet os, idet Han er uset for os.

Efter døden vil man heller ikke kunne udføre flere handlinger, men hvis man har sørget for Sadaqa Jariya (vedvarende velgørenhed), ved at man eksempelvis bygger en moske hvor muslimer kommer for at bede, så vil man selv i graven få belønning for det.

Det fremgår krystal klart af en autentisk beretning fra Sahih al-Bukhari, som fortæller om de tre spørgsmål som enhver person vil blive stillet i graven:

1. Hvem er din Herre?

2. Hvad er din religion?

3. Hvad plejede du at sige om denne mand?


Til det første spørgsmål vil selv jøderne svare, at Allah er vores Herre. Til det andet spørgsmål vil muslimerne naturligvis svare, at deres religion er islam. Til det tredje og meget interessante spørgsmål vil muslimerne nævne hvad de plejede at sige om Profeten Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham). Med andre ord, vil man nævne sin tro om Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), brugte man tid på at ophøje og lovprise Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) eller prøvede man på at finde fejl og mangler i hans perfekte person. Havde det ikke været for Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) ville vi aldrig have været muslimer i dag, hvilket betyder at vi ville ende i helvede med sikkerhed. Det er takket være Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), at vi overhovedet har en chance for at opnå paradiset og Allahs tilfredshed. Derfor er det Profetens ret (Allahs fred og velsignelser være med ham) at vi tilegner os det, han efterlod os herunder Koranen og Sunnah.

For at vende tilbage, så er iman det vi tror på, og aqida er hvad vi tror om det, hvilket vi besidder i hjertet 24/7 og som udgør fundamentet for vores islam. Eksempelvis har vi iman på englene, de åbenbarede bøger og profetværdighed mens vores aqida om profeter er, at de er de bedste i Allahs skabelse, syndefrie osv – fred være med dem alle.

Hadithen, som blev citeret i begyndelsen af denne tekst, nævner seks trosartikler som er de overordnede emner, dvs. hele den islamiske tro kan spores tilbage til disse seks trosartikler. Eksempelvis er paradiset og helvedet obligatorisk at tro på, men de bliver ikke nævnt i hadithen eksplicit. Paradiset og helvede hører under ”Den sidste dag” eftersom det først er dér, hvor folk vil indtræde i et af disse.

Iman har intet med handlinger at gøre, således kan en muslim besidde en korrekt aqida, men ingen retskafne handlinger. Eksempelvis kan det være, at vedkommende ikke beder de fem bønner dagligt, faster ej i ramadanen osv. Omvendt kan det også ske, at en person besidder en afvigende aqida, men praktiserer mange gode handlinger, dog vil disse handlinger ikke gavne ham, hvilket der er enighed om blandt de lærde, hvorfor aqida er det vigtigste i islam. Eksempelvis kan en jøde komme i moskeen og deltage i forsamlingsbønnerne, dette får han ikke belønning for og disse vil som udgangspunkt ikke blive accepteret.

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: "At søge viden er obligatorisk for enhver muslim" (Sahih Muslim).

Eftersom troen er det vigtigste, så er det nødvendigt at være sikker på, at man besidder den korrekte tro. Det er en af årsagerne til at søge viden er obligatorisk for en muslim, og det er først og fremmest viden om troen der er vigtig. Når det er obligatorisk, så vil muslimerne nemlig prioritere det højt.

Satans mission er at frarøve muslimerne det mest dyrebare, hvilket er vores iman. Mister man denne, er man for evigt dømt til helvede, hvorfor man skal beskytte denne mere end sit eget liv.

Som udgangspunkt så har mange personer gode intentioner når de fortæller deres bekendte om islam, om end den information der bliver videregivet er i overensstemmelse med islam eller ej. Men blot fordi ens intentioner er gode, så betyder det nødvendigvis ikke at den handling man udfører også er tilsvarende god. Hvis en muslim med en god intention fortæller en anden person om islam, og informationen er korrekt (i henhold til islam), så er det uden tvivl en ophøjet handling. Hvis informationen derimod er ukorrekt, så er det ikke ligefrem nogen god handling, tværtimod er der udført skade. Det er nødvendigt for enhver muslim at være sikker på at den viden der bliver videregivet er i henhold til islam, og hvis man er en person der får viden fra andre, at man så er sikker på at kilderne er pålidelige.

Må Allah beskytte vores Iman.

Wa as-salamu 'alaykum wa rahmatullah

Brugere synes godt om dette indlæg : Abdul-Nabi
Zana
Aktiv Bruger
 
Indlæg: 548
Points: 183
Tro: Sunni/Hanafî

Givet : 11 perler
Fået : 41 perler


Lignende emner


Tilbage til Aqida (troslære)

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 1 gæst

cron