I fredags begravede den muslimske menighed i Danmark den unge Cem Aydin. Eller rettere sagt; den alevitiske menighed begravede en muslimsk konvertit, for unge Cems familie tilhører en sekt, der ikke anerkendes som sunni-muslimer, men han selv konverterede til islam for to år siden; praktiserede sin tro i det omfang, det var ham mulig. Han udåndede for tre uger siden på en parkeringsplads, kun få meter fra sit hjem, tæsket ihjel i en byge af ubarmhjertighed. Lad os ikke regne respiratormaskinens mekanik de sidste to døgn af hans liv for noget egentligt “åndedræt”. Hans mor går hver aften ned til et hav af blomster og lys, efterladte breve og bamser, som folk har lagt på stedet, og hun græder for sin søn, indtil naboerne henter hende ind igen.
Medierne har haft travlt med at berette om den unge mands tidligere kriminelle fortid, og jeg har også hørt folk tale om, at så godt en muslim kan han ikke have været, hvis han var involveret i kriminalitet. Men det er ikke op til mig, eller os, at dømme Cem Aydin, for når livet er slukket, er det meningsløst at diskutere andet end det åndelige i den næste verden. Cem er død og kan ikke mere bidrage til flere handlinger i sit liv; end ikke en enkelt vejtrækning.. Hans regnskab er i gang. Vores egne regnskaber er endnu ikke gjort op.
Men sunnimuslimerne begravede ham i fredags, læste for ham i moskeen og bad Allah om at give ham den barmhjertighed, som vi andre ikke gav ham i levende live. Dødbønnen i islam kaldes janazah.
Når vi levende har læst janazah for en afdød i moskeen, går vi hjem igen til de levendes rækker.
Eller egentligt er det de afdøde, der går, og det er os, som bliver. Vi tager hjem til vores varme senge, vores levende fjernsyn og PC-skærme, vores meningsfyldte jobs, vores fremadrettede studier; til vores opdaterede facebook-profiler tror vi. Men måske er vi i virkeligheden kun på vej hjem til vores illusioner, vores drømme, vores idoler.
Hvor går vi i virkeligheden hen, når vi går hjem fra en begravelsesbøn ?
Nogle af os skal køre en lang vej, andre – som Cem Aydin – kører ikke langt. Vi starter allesammen det samme sted, og vi ender det samme sted. Vores udgangspunkt er nemlig Den Første og Den Sidste; to af Allahs smukke navne og egenskaber. Vi kører gennem vores liv, indtil køretøjet stopper (=vores krop), og vi efterlader den på livets store parkeringsplads, akkurat som Cem Aydin måtte gøre det.
I denne verden har vores verdslige krop så mange verdslige behov; søvn, sult, tørst, behov for socialt selskab, tryghed, en mening med livet. Men det eneste behov, som vores sjæl har kun ét behov: at vende tilbage til Gud. Så mens vores krop kan græde, bløde eller føle smerte, så er sjælen urørt af alle disse ting. Der er kun én ting, som kan gøre det uudholdelig for sjælen, og det er længslen efter at være tæt på sin Skaber.
Derfor skal vi levende ikke græde over en afdød. Vi bør i stedet for græde over de levende; dem der har en levende krop, men hvis sjæl er døende på grund af adskillelse fra det guddommelige. Vi bør græde over os selv, hver gang vi ikke kan føle Gud.
Så hvor går vi hen, når vi går hjem efter en begravelsesbøn? Kan vi virkelig sige, at vi går hjem?
