Tidens flod - og en hadith

[Uzay K.]

Tidens flod

Tid og vand – to ting, som flyder forbi os, mens vi sidder på kanten og kigger på. Flydende, forbigående, mørk, dyb, af og til næsten voldsomt hurtig, andre gange ulidelig tungt og trægt. Og dog forstår det tidsløse inden i os selv, at livet i sandhed er tidsløst. Om vi spilder vores tid eller om vi bruger den, det betyder ikke så meget, for den flyder videre ud mod havet, mens vi sidder tilbage på denne verdens bred og ser den forsvinde; ser ny tid ankomme, flyde forbi os og forsvinde igen.

Af og til tænker jeg, om dét, der synger indeni os og som reflekterer over livet, måske stadigvæk befinder sig i det samme øjeblik, som da tiden blev skabt og stjernerne funklede i natten for første gang. For hver dråbe, der forlader vores øjne og drukner i tidens flod foran os, taber vi en del af vores eget liv, og til sidst forlader sjælen kroppen på samme måde, som lyset forlader mørket og efterlader stjernerne for sig selv.

Er vores tid i denne, midlertidige verden spildt?

Af og til føles det præcis sådan.

Men i henhold til Bukhari ved vi, at Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) har hørt, at Allahs budbringer (må Allahs fred og velsignelse være med ham) har sagt: “Allah, den Ophøjede, siger: Mennesket gør mig uret, han forbander tiden, og dog er Jeg tiden. Alt er i Mine hænder, og Jeg får natten til at følge dagen.”

Denne hadith qudsi fortæller os, at tid er en af de måder, hvorigennem Allahs skaberkraft viser sine tegn til os – hvis vi kan se. Og dermed må man som troende forstå, at ingenting er spildt, for ingenting forsvinder. Det, hvad vi tror, er spild af tid, er i virkeligheden som et åndedræt, der er taget og pustet ud igen. Det har haft et formål; men vi kender ikke altid til dette formål.

På dansk siger man ofte: hver ting til sin tid. Hvad vi mennesker måske anser for spild af tid, er måske i virkeligheden tidssat til et andet tidspunkt. Ingen af os ved, hvor vandet i floden flyder hen, anet end at et smelter sammen med havet, når det har nået sit mål. Som tidens skaber er én, således er også tiden én, og som floden og havet er ét, sådan er også livet og døden ét.

Hvis vi skal krydse tidens flod, må vi finde vejen til barmhjertighedens bro og finde den fornødne tillid til, at den kan bære os til den anden side, uden at vi drukner i tidens bølger under. For selv om vi mener at have spildt tiden, så kender vores hjerte til den hemmelighed, som digteren afslører for os: “Oh hjerte, hvis nogen siger til dig: tiden flyder ud i havet, svar ham således: at vandet forsvinder videre under broen, men at bølgerne forbliver det samme sted.”

Og Allah ved bedst.