Surah al-Hujarah
Den muslimske jurist og lærd imam Abu Abdallah Muhammad ibn Idris al-Shaf´i er en af grundlæggerne af de fire muslimske lovskoler. Han var en meget belært mand, som studerede under ibn Malik (der også grundlagde en lovskole), og selv om jeg følger en anden lovskole end Shaf´i, så har jeg ligeså stor respekt for ham og hans tanker, som for de fire andre lovskolegrundlæggere.
Imam Shaf´i var som sagt en kendt islamisk jurist og religiøs lærd, men mindre kendt er han for sin smukke poesi, der ligger helt på højde med nogle af islams mest kendte poeter. Hans poetiske værk Dīwān ash-Shāfiýī side.376 skrev han et berømt digt baseret på visdommen fra surah al-Hujrah. Digtet findes også i Manāqib ash-Shāfiýī of al-Bayhaqī. Min danske oversættelse gør sikkert ikke digtet videre ære, men jeg prøver nu alligevel:
Vi finder fejl i denne verden,
mens fejlene findes i os selv.
Verden er ikke fyldt med fejl,
men vi er fyldt med fejl.
Vi spotter verden uden grund.
Men hvis andre talte om os,
ville vi være samme mål for spot.
En ulv fortærer ikke sin egen arts kød,
men vi fortærer vores eget kød helt bevidst.
Vi har båret fåreklæder for at narre folk,
men ve det vilde dyr, der finder vej til os!
Vi har beskåret troen til tomme ritualer.
Og således narrer vi dem, der ser på os.
mens fejlene findes i os selv.
Verden er ikke fyldt med fejl,
men vi er fyldt med fejl.
Vi spotter verden uden grund.
Men hvis andre talte om os,
ville vi være samme mål for spot.
En ulv fortærer ikke sin egen arts kød,
men vi fortærer vores eget kød helt bevidst.
Vi har båret fåreklæder for at narre folk,
men ve det vilde dyr, der finder vej til os!
Vi har beskåret troen til tomme ritualer.
Og således narrer vi dem, der ser på os.
Denne verden er naturligvis den muslimske opfattelse af det liv, vi er født ind i, nemlig dunya. Dunya er det liv, vi lever,indtil vi dør, og som muslim tror vi på, at denne verdens er en illusion, en midlertidig uvirkelighed, som vi befinder os i med det formål at blive testet af vores skaber (Allah) – vælge mellem tilbedelsen eller afvisningen af Hans navn og vilje.
I surah al-Hujrah advares mennesket bl.a. imod sit eget ego og imod at “spise andre menneskers kød“,hvilket almindeligvis fortolkes som bagtaleri, mistro, sammensværgelse og løse formodninger. Imam Shaf´i-digtet beskæftiger sig med det tab, som sandheden lider, hvis vi som mennesker lader hånt om troens opfordringer, påbud og vejledninger, og selv prøver os frem. Mennesket er nemlig en del af den dunya, som vi bebor, og ved at narre andre, narrer vi kun os selv.
Sekularisterne hylder den frivilje og tager afstand fra troen og fortæller os, at vi selv kan udvikle vores etiske leveregler, men hvor meget er sådanne selvopfundne etiske regler værd, når de kan ændres efter humør, formål eller personlige oplevelser? I Danmark snakker man tit om begrebet “værdier” -hvilke værdier vil vi leve efter og hvilke værdier skal der gælde i samfundet?
Hvad er alle disse værdier i virkeligheden værd, når verden er midlertidig, og mennesket foranderligt? Selvfølgelig skal man finde ud af det samme i et samfund, og mennesket er anvist til at leve sammen, hvilket ikke altid går lige godt for sig, især ikke når folk har forskellige meninger om hvordan dette samliv skal se ud. Men det er sekularisternes store fejl, at man anser religion for at være “blot endnu en regel”, og dermed anse de religiøse ritualer for tomme handlinger, man evt foretager sig i sin fritid.
Religiøse ritualer er ikke blot handlinger i denne verden, men deres hensigt, udførelse og konsekvens vil blive videreført til den næste verden, og hvis denne verdens handlinger har været “tomme”, vil den næste verdens liv være lige så tomt.
På samme måde siger imam Shaf´i at man ikke skal kritisere andres fejl, når de udfører deres ritualer, fordi en handling er knyttet direkte til begge verdner, og fordi en handling er mere end blot det ydre ritual. Vi spotter denne verden uden grund, for vi ved ikke, hvad vi egentligt spotter og hvorfor. Vi har som mennesker ikke det fulde overblik.
Vi bliver vrede over andres handlinger, men vi kender ikke andres hensigter og formål, selv om vi ofte tror det. Så gør vi disse mennesker uret.
Når vi vi gør andre mennesker uret, spiser vi deres kød. Som imam Shaf´i siger det i digtet, så ender det med, at den samme uret bliver begået mod os af andre, netop fordi vi ikke giver andre den berettiget tvivl, vi selv ønsker. Dermed bliver vores tro et tomt ritual; vi prædiker barmhjertighed og tilgivelse og forståelse, men giver ingen af delene selv. Og således narrer vi dem, der ser på os.
—————————————————————————————————————————————–
I morgen vil jeg skrive om forskellen mellem de to muslimske begreber zuhd og fana, og jeg vil med udgangspunkt i Shaf´i kritisere en hyppig fejlopfattelse blandt især sufister, om at denne verdens lykke består i at frasige sig denne verdens virkelighed.
